17. september 2019
Debatindlæg af Ingeborg Fangel Mo
Debatindlæg af Ingeborg Fangel Mo
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Støtteerklæring til folkeskolen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Støtteerklæring til folkeskolen
Debat Faxe - 28. februar 2019 kl. 16:37
Af Ingeborg Fangel Mo, Permatopia
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det nærmer sig skolestart for blandt andre min yngste datter, og jeg hører, at debatten om folkeskole/friskole triller igen. I børnehaven hører jeg, at flere af de »stærke« børns forældre desværre vælger folkeskolen fra.

Flugten fra folkeskolen er et faktum, stigningen i antallet, der søger over i de private skoler, er eksplosiv, og folkeskolen er presset som aldrig før. Ikke bare på grund af dårlige normeringer og for store klasser, men også fordi de ressourcestærke børn og forældre søger væk.

Debatten kører på mange flader. »Mit barns tarv, eller fællesskabets tarv?« hedder konfliktlinjen, og mange vælger at lade det første hensyn veje tungest.

Jeg tror vi skal og bør tænke helt anderledes.

Lad os først stoppe op og huske vores egen skolegang.

Hvad lærte jeg? Hvad var vigtigst? Hvilke skrammer fik jeg?

For min egen del er jeg ikke i tvivl: Det vigtigste, jeg lærte i min lille vestjyske folkeskole, var, at jeg var del af et stort, mangfoldigt fællesskab, som jeg havde et medansvar for.

Jeg mødte mest børn der var MEGET forskellige fra mig selv, mange der var massivt udfordret i forhold til boglig læring. Det gik tit for langsomt for mig, men jeg fik absolut ingen tilpasset undervisning, selv om jeg til tider kedede mig og nok kunne have lært det tredobbelte.

Har det forfulgt mig som et problem?

Nej. Jeg er en boglig type, og min hjerne var super klar til at accelerere, da lejligheden bød sig. Desuden var den jo også i brug, når jeg gik til musik, kor, fodbold og gymnastik.

Jeg var så heldig at vokse op i et velstimuleret hjem, hvor man lærte at udtrykke sig og tale sammen. Som tog ansvar for at lære mig ordentlig opførsel og arbejdsmoral, så læreren ikke skulle bruge tid på det. Jeg lærte, at viden og kundskab også er noget man selv kan og skal række ud efter.

Og jeg lærte, at jeg havde et ansvar for dem, der var mindre heldige end mig.

Det danske samfund er på mange måder i krise. Vi er ramt af en »amerikanisering«, hvor individets frihedsrettigheder kommer langt før hensynet til fællesskabet. Det rammer os selv i nakken, fordi vi, uanset om vi kan li det eller ej, er dybt afhængige af hinanden og de fælles strukturer som vores »andelssamfund« bygger på. Når vi fravælger hensynet til og ansvaret for fællesskaberne, om det er skole, foreninger eller naboskaber, så står vi alene, bliver sårbare og vi taber de svageste.

Jeg synes vi skal tage en pause fra den massive kritik af folkeskolen, og spørge os selv, hvad vi selv kan bidrage med. Først og fremmest kan vi lære vores børn basale ting som at tage hensyn, sidde stille og tage imod en besked.

(forkortet af redaktionen)