5. juni 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mulig vej mellem Ny Ulsevej og Københavnsvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mulig vej mellem Ny Ulsevej og Københavnsvej
Debat Faxe - 12. maj 2020 kl. 12:32
Af Thorkil Riisager Andersen Bregnevang 2, Haslev
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Efter at have læst alle de gode, veldokumenterede og velargumenterede indlæg om at vælge andre løsninger end en ringvej mellem Ny Ulsevej og Købenshavnsvej, og da jeg ikke kan tilføje yderligere, vil jeg gerne komme med nogle synspunkter fra en anden indfaldsvinkel.

Jeg bor på Bregnevang 2 og har derfor ikke direkte gene af den mulige kommende ringvej. Tværtimod vil trafiktrykket blive mindre på Moltkesvej ud for vores bolig i forhold til nu, ud fra de beregninger, der er tilgængelige på Faxes Kommunes hjemmeside. Dermed ikke sagt at mit indlæg ikke er et partsindlæg, men det er ikke ud fra umiddelbare snævre egoistiske og/eller politiske interesser.

Hvis vi tager udgangspunkt i det følelsesmæssige er det et stort og ødelæggende indgreb i et af de smukkeste naturområder i omegnen af Haslev. Udsigten fra det nuværende fællesanlæg over markerne ned mod skoven til Bregentved er helt unik og er ikke bare til glæde for beboerne i første række, men også de daglige brugere af fællesarealet. Det være sig hundeluftere, kondiløbere, cyklister og de der »bare« går en tur i området. Det er ikke alene beboere i Pilevang/Bregnevang udstykningen der har glæde af området, men mange kommer også fra de omkringliggende kvarterer. Fællesarealet har været plejet og passet siden udstykningen, og det fremstår i dag som en smuk naturperle med flotte solitære træer, fuglekasser pt beboet af tårnfalk, natugle med unger og flagermus.

Hvis der kommer en vej som planlagt, er det hele ødelagt. Selv om der bliver opsat støjhegn på noget af strækningen, vil oplevelsen blive en helt anden. Da strækningen for en mulig kommende vej går ned i en dal, vil der både op og ned af de to bakker komme ekstra støj især fra den tunge trafik. Motorstøj når der køres op og hjulstøj og ekstra støj når der motorbremses ned ad bakkerne. Efter mørkets frembrud bliver der generende lys fra trafikken og støjniveauet forøges yderligere i vådt føre. Alt sammen noget vi alle ved, men som jeg læser det, fremgår det ikke af trafikmålinger og trafikberegninger. Her tæller man og forudsiger antal køretøjer og beregner trafikstøj og trafikgener ud fra antallet.

Nu er det ikke bare udsigten fra fællesarealet og freden der spoleres. Det er hele området. Kommer man f. eks. fra skoven ad Moltkesvej mod byen, vil det ikke være det flotte område der dominerer udsigten, men en stor og trafikeret vej med alt hvad det medfører. Det er hele miljøet og naturoplevelsen i hele området der ødelægges.

Nu ved jeg godt, at jeg kan opfattes bagstræberisk og snæversynet for byens udvikling, fordi jeg bor i udstykningen. Jeg mener ikke det her er udvikling, men afvikling af en dejlig natur, som vi generelt har så lidt tilbage af. Når først vejen er etableret, får vi aldrig disse dejlige naturoplevelser tilbage.

Der er flere bedre og billigere løsninger, der allerede er nævnt af andre i deres indlæg, og som vil bevare Haslev som »byen i det grønne«.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?