19. november 2018
Peter Nygaard
Foto: Peter Nygaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jeg håber borgmesteren er fejlciteret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg håber borgmesteren er fejlciteret
Opdateret 11. september 2018 kl. 10:28
Debat Faxe - 11. september 2018 kl. 10:21
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
I lørdagens udgave af Dagbladet og Sjællandske forholder borgmester Ole Vive sig til Business Faxes forvaltning af de årlige 2,2 millioner kroner, der følger med den nu opsagte tillægsbevilling. I artiklen »Business Faxe halverer staben« er borgmesteren citeret for følgende:

- Om pengene reelt har tilgået erhvervslivet, ved vi ikke, men de har i hvert fald tilgået Business Faxe.

Jeg må lægge skarp afstand til, at borgmesteren hermed antyder, at tillægsbevillingen til Business Faxe ikke skulle være kommet det lokale erhvervsliv til gode.

Den indsats Business Faxe yder for tillægsbevillingen er løbende afstemt med borgmesteren selv, forvaltningens chef samt et byrådsmedlem fra oppositionen. Ved kvartalsvise møder afrapporterer Business Faxe som aftalt. Der er derfor fuld transparens omkring, hvordan Business Faxe anvender bevillingen, og hvordan opgaven bliver løst og udmøntet. Kommunen har løbende mulighed for at gøre indsigelser. Er kommunen utilfreds, er det ikke noget, man har givet udtryk for over for Business Faxe.

Der er noget galt med timingen. Kommunen har haft alle muligheder for at handle, hvis der har været en tid, hvor Business Faxe ikke har forvaltet kommunens penge som ønsket. I den nye bestyrelse og direktørs tid har kommunen ikke stillet et eneste kritisk spørgsmål.

Business Faxe har udskiftet bestyrelsen, ansat en ny direktør og ændret organisationens måde at løse opgaverne på. Kommunens kritik kommer nu, knap et år efter den nye direktørs tiltrædelse, hvor Business Faxe er ved at blive til det aktiv, der i endnu højere grad end hidtil, skaber værdi for det lokale erhvervsliv.

Faxe Kommune har akkurat opnået den bedste placering i DI's erhvervsklimaundersøgelse siden 2010. Faxe er årets bedst placerede kommune på Sydsjælland. En positiv udvikling, der ikke kommer af sig selv. Med mindre Faxe Kommune har til hensigt at bruge de årlige 2,2 millioner kroner, der følger med den nu opsagte tillægsbevilling, på at skabe vækst og udvikling for det lokale erhvervsliv på anden vis, ja så kan borgmesteren ikke komme udenom det faktum, at Faxe Kommune fra årsskiftet årligt sparer 2,2 millioner kroner på erhvervsområdet.

Der er noget galt med tonen. Business Faxe yder frem mod sommeren 2019 fortsat basal erhvervsservice på Faxe Kommunes vegne. For mig at se er borgmesterens ord i pressen ikke en måde at omtale en nuværende leverandør og samarbejdspartner på. Det ville klæde Ole Vive at udtrykke sin tilsyneladende utilfredshed over for Business Faxe selv.

Lad os nu være konstruktive og sobre og indgå i et reelt samarbejde til gavn for erhvervslivet.

Sten Corfix
Formand for Business Faxes bestyrelse