24. august 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Så røg den sidste respekt!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Så røg den sidste respekt!
Debat Faxe - 21. juni 2019 kl. 16:14
Af Mogens Saaby Nielsen, Bonderødvej 30, Faxe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvor var det forstemmende at følge Byrådsmødet i Faxe i aftes (torsdag red.). Lars Folmann blev endnu en gang stukket i ryggen af sine koalitions»fæller« fra Borgerlisten, og ikke mindst Venstre, under behandlingen af forslaget om at tilbagekalde politianmeldelser i spildevandssager.

Desværre må man konstatere, at Borgerlisten og Venstre atter svigter deres valgløfter. Begge partier valgte igen at tale og stemme direkte imod et forslag, som Lars Folmann, DF, støttet af Eli Jacobi Nielsen og Mikkel Dam, LA, har rejst.

Borgerlisten tav, men stemte imod. Fra Venstre fik vi et intetsigende standard indlæg, hvor gruppeformanden ærgrede sig over, at byrådet skulle inddrages. Dette burde forblive »nede« i TMU, så Venstre fortsat kan lave »Ole Lukøje« finten, og derved lade som ingenting.

Min påstand er, at de fleste byrødder, inkl. borgmesteren, er bange for Administrationens chefgruppe - så hellere ignorere tiltag end vove at pålægge forvaltningen at lave deres arbejde ordentligt.

Men forvaltningen laver fejl! Det blev jo klart beskrevet under punktet om Borgerrådgiverens årsrapport. Her brillerede Venstres gruppeformand igen med en flok intetsigende floskler, der mundede ud i at »tage rapporten til efterretning«, hvilket i Venstre terminologi betyder at lægge den i en fjern skuffe!

Lars Folmann supplerede med flere eksempler fra borgere, hvor sporstofprøver er blevet gennemført særdeles »kreativt« fra forvaltningens side. Dette kan jeg ubetinget tilslutte mig!

I vores tilfælde er der tvivl om paragraf 35, pkt. 2, dvs. »bidrager vi til forurening af det målsatte vandløb«, da vi ligger ca. to kilometer fra åen. Undersøgelser i Slagelse konkluderer, at forurening ikke kan konstateres ved afstande over 700 meter!

Efter sporstofprøven var den mundtlige tilbagemelding, at han ikke kunne konstatere, at sporstof var nået frem til åen.

Derefter tre måneders tavshed! Men vupti: To timer efter, at mit indlæg om dette var offentliggjort i lokale medier, fik jeg en henvendelse fra en ny sagsbehandler, at hun netop var i gang med at færdiggøre sin (altså en ny) undersøgelse nede i skoven. Der fik jeg forklaret, at hun ved flere lejligheder i den tre månedersperiode havde hældt mere sporstof i for hver 3-400 meter, hvorfra hun mente, at den første sporstofprøve var nået til. Ved denne metode blev det »bevist«, at vores udledning når frem!

Hun har måske bevist, at sporstof kan føres frem, hvis man tilfører mere undervejs, hvorimod, at vores udledning når frem, er bluf!

Resultat: Påbuddet fastholdes. Dette kan forvaltningen roligt gøre, da det er nævnt i bekendtgørelsen, at afgørelser ikke kan ankes, hvorimod vi »bare« kan lægge sag an mod Kommunen!

Som bekendt er det forsøgt tidligere, og da ansatte Kommunen en af landets førende (og dyreste) advokater, som med god støtte af en »kreativ«" vidneforklaring kørte den stakkels sagsøger over!

Jeg var ret aktiv i den forrige valgkamp, hvor jeg anbefalede, at vi fik et nyt flertal og en ny borgmester. Dette skete som bekendt, og jeg troede naivt, at vi fik et bedre byråd, der havde mod til at rette op på de urimeligheder, som forvaltningen i mange tilfælde udsatte mange borgere for.

Desværre har det vist sig, at især Venstre gang på gang laver »strudsen« og tilsyneladende har glemt eller er ligeglade med de intentioner, som de stillede os vælgere i udsigt.

Jeg vil gerne rose DF og LA for at forsøge at gennemføre de hensigter, som det Blå flertal gav tilsagn om. I er svigtet af de to øvrige partier! Jeg håber, at vælgerne i Faxe vil huske på dette i 2021.

Til den tid vil jeg igen arbejde for, at Faxe Kommune får et nyt flertal og en ny borgmester!