17. oktober 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Det er landbruget der står for kvælstofudledningen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Det er landbruget der står for kvælstofudledningen
Debat Faxe - 17. september 2021 kl. 11:07
Af Knud Erik Hansen (S) Bestyrelsesmedlem i Faxe Forsyning Stenagervej 28, Faxe

Miljøstyrelsen: Landbruget står for 60-70% af kvælstofudledningen - overløb fra rensningsanlæg kun for 1-2%

Jeg er helt enig med Lars Folmann i, at vi i forsyningsselskaberne har en stor - og for borgerne meget dyr - opgave i at formindske overløbet fra rensningsanlæggene. Det har hele Faxe Forsynings bestyrelse med Lars Folmann som formand stort fokus på. Det er imidlertid proportionsforvrængning, når Lars Folmann i Sjællandske 8. september sammen med Landboforeningen Gefion og et par borgerlige folketingspolitikere forsøger at bilde avisens læsere ind, at rensningsanlæggene "udgør den største forureningskilde". At det ikke er rigtigt, kan man læse, hvis man besøger Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor tallene fra dette indlæg stammer.

Miljøstyrelsen præciserer yderligere, at langt det meste spildevand renses, inden det ledes ud i vandmiljøet. I 2018 bestod 73% af alle udledninger af færdigrenset spildevand, 23% af regnvand fra tage og veje fra separatkloakerede områder, mens kun 4% var overløb med blanding af regnvand og spildevand, som i øvrigt er kraftigt fortyndet.

Lars Folman kan ikke forstå, at »loven tillader overløb af spildevand ved skybrud«. Undskyld, men skybrud er nok ligeglad med lovgivningen. Det er mere konstruktivt at give bud på, hvordan vi løser problemerne med overløb ved de stadig hyppigere skybrud. Kloakseparering er næppe nok. Vi skal se, hvordan f.eks. regnvand fra hustage i højere grad kan opsamles og nedsives i jorden, eller hvordan regnvandet kan bruges i grønne områder og haver. Det hjælper også, når private boliger og bofællesskaber som Permatopia etablerer eget (pile)rensningsanlæg og ikke tilkobles rensningsanlægget.

Jeg forstår godt landbrugets interesse i at læsse skylden for både kvælstof- og fosfor-forurening over på rensningsanlæggene midt i en tid, hvor en klimahandlingsplan for landbruget forhandles, men jeg forstår ikke Lars Folmanns interesse i at blive brugt som redskab i det spil, med mindre der er tale om en del af hans kommunalvalgkamp.

Hvis det er tilfældet, vil jeg opfordre Lars Folmann til at koncentrere sig fuldt ud om sit i øvrigt engagerede arbejde som formand for Faxe Forsyning, i stedet for at tage forsyningsselskabets dygtige medarbejdere og direktør som gidsel for landbrugets interessekamp.

Lad os sammen, bestyrelse og medarbejdere, fortsætte med at løse problemerne med overløbene, selv om de langt fra er den største forureningskilde.

Rejser du til udlandet i år?