12. december 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lille besparelse med store konsekvenser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lille besparelse med store konsekvenser
Debat Egedal - 13. november 2018 kl. 14:00
Af På vegne af de kommunale dagplejerei Egedal kommune skriver tillidsrepræsentant Helle Bovien, Kirsebærvangen 47, 2765 Smørum
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Egedal: Egedal kommune fattes penge, der skal spares. Det har vi hørt år efter år, og vi har forståelse for, at det ikke bliver nemmere at finde pengene. Der er sparet helt ind i marven af kommunens kernevelfærd.

Den kommunale dagpleje har stået yderst på planken flere år i træk, og det er ikke rart at stå der fra den 1. juli til midt i oktober uden at kende fremtiden. Heldigvis kan vi abstrahere fra det, fordi vi har det mest berigende arbejde, og en hverdag med nærvær, glæde, nysgerrighed og omsorg for små borgere, der trives og udvikler sig i trygge rammer.

I år gik besluttede byrådet at afskedige hver tredje dagplejer og lukke gæstehuset. Det må vi acceptere og arbejder naturligvis under de rammer, vi får udstukket, selv om det er svært at se, hvordan 21 dagplejere skal dække behovet i en stor kommune som Egedal. Allerede nu gør forældre opmærksom på, at de ikke får deres primære ønske om en plads i Egedal kommunale Dagpleje opfyldt men henvises til vuggestue eller privatpassere.

Det mest ærgerlige ved besparelsen på dagplejen er, at den er så lille og konsekvenserne så store. 275.000 kroner spares der ved at afskedige syv dagplejere og 355.000 kroner ved at lukke gæstehuset og afskedige de tre medarbejdere. Besparelser, som der tidligt blev gjort opmærksom på, kunne findes helt uden at afskedige nogen. Da der er tale om en masseafskedigelse, har FOA begæret forhandling med henblik på at finde alternative besparelser. Kommunen har afvist.

Man nedlægger pladser i en tid med stigende børnetal, hvor der generelt er overbelægning i institutionerne, og hvor man må finde alternative lokaler til børnene, man afskediger 10 medarbejdere for en lille og usikker besparelse og tager det frie valg fra forældrene, da de tilbageværende dagplejere ikke kan dække det aktuelle behov. Det er svært at forstå.

Politikerne taler varmt om den kommunale dagpleje. Det er vi glade for, men vi ville ønske, at handling fulgte ord. Vi byder gerne ind med det, vi kan, til gavn for kommunens yngste. Vi lever med glæde op til vores kerneopgave, som vi formulerede den for et par år siden.

Egedal kommunale
Dagplejes kerneopgave:

Hvor er jeg heldig.
Jeg er barn i Egedal kommunale Dagpleje.

Jeg er glad og sund, tryg og nysgerrig.

De voksne ser mig, de anerkender mig,

og de møder mig, hvor jeg er.
De siger, at deres kerneopgave er

at få mig til at stråle