19. april 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Faktatjek af stillingsopslag til ny kommunaldirektør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Faktatjek af stillingsopslag til ny kommunaldirektør
Debat Egedal - 22. marts 2019 kl. 15:01
Af Anders Larsen, Radikale Venstre, Æblevangen 23, 2765 Smørum
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Egedal: Jeg sad og bladrede i mit fagblad DJØF-Bladet. Pludselig faldt mine øjne på et stillingsopslag for en ny kommunaldirektør i Egedal.

Jeg har i et langt arbejdsliv lavet mange opslag. Og stillingsopslag er jo ikke stedet at præsentere alle problemer.

Men spørgsmålet er vel alligevel, om det er en god ide, at opslaget tegner et glansbillede af Egedal - et glansbillede, der appellerer til forkerte ansøgere.

Som opslaget ser ud nu, er den største opgave tilsyneladende at udvikle et center omkring rådhuset.

Opslaget vil ikke appellere til potentielle ansøgere, der har erfaringer med at tilvejebringe et godt samarbejde med for eksempel lærere og pædagoger.

Eller ansøgere, der er i stand til at forklare misforholdet mellem borgernes opfattelse af den kommunale service og Egedals høje udskrivningsgrundlag

Opslaget taler om »fantastiske naturområder«. Jeg lavede en kort afprøvning af ordvalget på nogle venner. Vi var enige om at Egedal er en grøn kommune fint nok; men »fantastiske naturområder« er der ikke dækning for.

Der er heller ikke dækning for en rosende omtalen af cykelstier: Danmarks formentlig smalleste dobbeltrettede cykelsti går mellem Smørum og Hove. Fra Hove mod Østrup er der ingen cykelstier; men meget smalle veje med tung trafik.

Opslaget omtaler befolkningsvæksten i Egedal og hævder at »kommunen kan prale af en vækst, som de sidste ti år har været dobbelt så stor som i resten af hovedstadsområdet«. Det med væksten kan tjekkes i indenrigsministeriets nøgletal. Og det er forkert. Befolkningsvæksten i Egedal har de sidste ti år været cirka 4,5 procent. Gennemsnittet i Region Hovedstaden er 9 procent , det dobbelte. Af de 29 kommuner i Region Hovedstaden har befolkningsvæksten i 18 kommuner været større end Egedals. Hvor kommunen har fået tallene fra, ved jeg ikke, men de skal vel antyde, at folk vælger kommunen til, hvor realiteten nærmere er, at Egedal vælges fra

Og hvorfor nu kommentere på dette kommunale skønmaleri af et opslag. Jo, vi risikerer, at potentielle relevante ansøgere tager opslaget for gode varer; og vi får de forkerte ansøgere til vores sammenstykkede kommune med et serviceniveau, der opfattes som lavt og lejlighedsvis med samarbejdsproblemer i forhold til kommunens ansatte.