17. november 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borgmester: Vores børn er det vigtigste vi har

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmester: Vores børn er det vigtigste vi har
Debat Egedal - 05. november 2019 kl. 14:42
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af borgmester Karsten Søndergaard (V), Egedal Kommune

Debat
Egedal: Vores børn er det vigtigste, vi har - derfor sætter jeg også stor pris på den aktuelle debat omkring minimumsnormeringer. Det er også en debat, vi har haft politisk undervejs i budgetprocessen, og derfor vi har afsat penge til en ekstra »flyver-pædagog«, der skal hjælpe institutionerne med pædagogiske indsatser. Vi har også afsat midler til at få Familieudvalgets nye vision #Sammen i børnehøjde - kvalitet i dagtilbud« ud at leve i institutionerne.

Det allervigtigste er dog, at vi - samtlige byrådsmedlemmer med undtagelse af SF - har lovet hinanden, at når der fastsættes minimumsnormeringer i regeringen, så vil disse penge uden undtagelse blive kanaliseret direkte ud i vores daginstitutioner.

Men jeg har også lyst til at sætte fokus på det arbejde, der allerede i dag foregår i institutionerne. Gennem de seneste måneder har jeg besøgt stort set alle vores dagtilbud i Egedal. Hvert eneste besøg har fyldt mig med stor glæde og stolthed. I samtlige institutioner arbejdes der koncentreret og fokuseret med den styrkede pædagogiske læreplan, der sikrer fordybelse i en lang række emner hen over dagen. Jeg har set børn og voksne bøjet i koncentration over malerier, byggeprojekter, læsning og et enkelt sted endda et kemisk forsøg! Jeg har alle stedet mødt nysgerrige, kloge og sociale børn, der fuld af vovemod og interesse kigger op til mig i to meters højde og spørger, hvor jeg egentlig er »mester« henne.

Jeg oplever pædagoger, medhjælpere og køkkenpersonale, der hver dag sætter en ære i at udvikle og danne børnene til helstøbte mennesker, der er socialt og fagligt kompetente, som har styr på sproget og motorikken - og som er fulde af madmod.

Børnene leger, de synger, de klatrer, de danser, de tumler; de udvikles og dannes hver eneste dag i vores dagtilbud. Vi har langt de fleste steder gode fysiske rammer, vi har alle steder dygtige og kompetente medarbejdere, og vi har enorme og velanrettede legepladser. Jeg er så stolt af det.

Jeg har alt mulig forståelse for at I kæmper for jeres børns daglige vilkår. Det er en kamp, jeg har stor sympati for. Men jeg synes, vi skal nuancere vores retorik lidt. Lad os derfor også holde fokus på alt det fantastiske og kvalificerede arbejde, der foregår i vores skønne institutioner, og som I lægger jeres dejlige børn til.