25. juni 2019
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Usund forvaltningskultur i Allerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Usund forvaltningskultur i Allerød
Debat Allerød - 04. januar 2019 kl. 15:04
Af Peter Stauning, civilingeniør, Enghaven Nord 12, 3450 Allerød
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sagen om Fru Lunds villa har afdækket en usund forvaltningskultur i Allerøds bystyre ledet af borgmester Längerich (V), viceborgmester Dam Larsen (S) og kommunaldirektøren. Ved sagsbehandlingen har forvaltningen leveret ufuldstændige eller ukorrekte oplæg, udformet som støtte for forud trufne beslutninger, i stedet for retvisende objektiv vejledning af byrådet.

I forvaltningens notat fra 29. maj 2018 er høringssvar fra Musikskolens bestyrelse groft manipuleret. Desuden har forvaltningens bygningssagkyndige anført omkostninger for de nærmeste tre år til reparation af fundament, mur, kloak, trappe og døre og udskiftning af tag på 956.250 kroner (inklusiv moms).

Vurderingen skulle dengang gøre det klart, at bygningen var usælgelig og burde nedrives, men opretholdes næppe nu i salgsudbuddet.

Der kom dog indvendinger mod nedrivningen af en bevaringsværdig bygning blandt andet fra Museum Nordsjælland, og der blev taget initiativer for at søge dækning af driftsudgifter for villaen ved privat støtte.

Ved byrådsmødet den 19. september 2018 blev der indgået budgetforlig, hvor: »Målsætningen om bygningskomprimering fastholdes, og da der ikke er fundet finansiering til at opretholde driften af Fru Lunds Villa, vil beslutningen om at bygningskomprimere og fjerne bygningen stå ved magt«.

Ved et borgerforslag blev sagen optaget på byrådsmødet den 13. december 2018. Der var foreslået et samarbejde mellem kommunen og en borgergruppe om drift af Fru Lunds Villa som billedskole gennem 20 år ved private midler. Ved en overraskende pressemeddelelse udsendt den 7. december, valgte budgetforligspartierne trods forventet underskud ved salget at søge villaen solgt på markedsvilkår med tinglyst klausul om bevaring af bygningen. Forslaget blev vedtaget med 20 af 21 stemmer.

Modstridende oplæg og notater fremlagt under sagsbehandlingen har nu ført til indgivelse den 20. december 2018 af en formel klage over forvaltningen ved Allerød Kommune. Blandt kritikpunkterne er:

- Fiktive udgiftsposter i forvaltningens vejledende notater.

- Manipulation af høringssvar.
- Datoforfalskning af dokument.

Gennem klagesagen er håbet at ændre den usunde forvaltningskultur, der tilsyneladende hersker ved Allerød Kommune, Men især er håbet, at engagerede elever og dygtige lærere ved musik- og billedskolen får arbejdsro til undervisningen. Ved den kaotiske sagsbehandling har bystyret afvist flere tilbud om samarbejde med borgere om videreførelse af Fru Lunds Villa som hjem for Billedskolen gennem støtte fra private midler.

Nu bør forløbet »nulstilles«, så driften af Fru Lunds Villa som billedskole genoptages af kommunen. Villaen bør undtages fra bygningskomprimering, mens musik- og billedskolen bør friholdes for besparelser gennem indeværende byrådsperiode og ikke straffes for min kritik af forvaltningen.