20. februar 2020
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Drop forestillingen om 30.000 borgere i Allerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Drop forestillingen om 30.000 borgere i Allerød
Opdateret 10. februar 2020 kl. 12:55
Debat Allerød - 10. februar 2020 kl. 12:14
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Martin H. Wolffbrandt, medlem af Allerød Byråd for Konservative, næstformand i Teknik-, Erhvervs-, Plan- & Miljøudvalget

30.000 borgere. Ved den seneste kommunalreform var det befolkningstallet, som man havde en forestilling om, der skulle til for at kunne fortsætte som selvstændig kommune.

Mindre kunne og kan heldigvis gøre det. Alligevel har mange politikere og forvaltningsfolk stadigvæk de 30.000 i baghovedet. Derfor bliver der ved med at komme forslag om at bebygge vores grønne pletter og at bygge i hidtil usete højder i bymidten. Men Allerød er ikke - og skal ikke være - en vestegnskommune.

Når vi, der bor her, er glade for Allerød, er det præcist fordi, vi bor i en god, grøn kommune. Derfor er det ingen overraskelse, at boliger i Allerød er attraktive.

Hvor får man den højeste pris for sin bolig? I en kommune uden grønne pletter med mange boliger til salg eller i en kommune med grønne pletter, hvor udbuddet af boliger er lavere? Det kræver ikke dyb indsigt i efterspørgsels-teori at indse, hvor man får de højeste boligpriser.

Hvis noget bliver gentaget tilstrækkelig mange gange, kan det gå hen at blive opfattet som en sandhed. Sådan er det ved at gå med tallet 30.000 borgere. Men det står ikke skrevet nogen steder, at vi skal være 30.000 i Allerød. Og selv hvis der lå en økonomisk gevinst, synes jeg ikke, vi skulle tage imod tilbuddet.

Der er nemlig ingen vej tilbage, hvis først vi bebygger vores grønne pletter.

Skulle nogen være fristet af den noget tvivlsomme udsigt til økonomisk gevinst ved boligudbygning, vil jeg opfordre til, at man tænker sig om en ekstra gang. Som nævnt mener jeg, det er tvivlsomt, om boligudbygning vil have positiv effekt på boligpriserne og kommunens velstand. Læg dertil at vi formentlig vil skulle aflevere endnu mere i kommunal udligning.

Konsulenterne, som fik 600.000 kroner for at udarbejde Allerøds vision, spurgte borgerne og nåede ikke overraskende frem til, at det at Allerød er en grøn kommune er et kernepunkt for borgerne.

Allerød er en god, grøn kommune. Det skal vi holde fast i. Vi skal droppe forestillingen om, at vi skal bo 30.000 i Allerød. Vi skal trykke på bremsen og passe på det gode, grønne Allerød, vi kender.