Et bredt samarbejde bør være alle partiers mål i byrådet. Det er også de Konservatives målsætning.
Når det er sagt, kunne mit indlæg have to vinkler. Jeg kunne vælge at tage udgangspunkt i konstituerings-forløbet, budgetforløbet og så videre, men jeg vælger bevidst det modsatte, og jeg håber på, at alle der læser dette, vil tænke ud fra samme vinkel; fremadrettet.
Vores udgangspunkt er faktisk rigtig godt, da vi alle i en fælles beslutning har været enige om visionen »Tæt på hinanden - tæt på naturen«. Måske tiden er inde til at diskutere og udfordre hinanden på, hvad denne vision betyder for vores samarbejde?
Når vi diskuterer politik, tager vi altid udgangspunkt i, at vi skal være enige. Måske er tiden inde til, at vi skal acceptere, at der er en forskel på vores partier og i højere grad lytte til, hvad begrundelsen er for de valg, som vi træffer som parti. Måske skal man gå så langt, at man giver partierne mulighed for at stemme imod forskellige dele af et budget for at synliggøre vores forskellige politik. Hvis vi alle tager udgangspunkt i hvad, der er bedst for Allerød, så tror jeg sagtens, at vi kan finde modeller, der kan håndtere den økonomiske udfordring, som dette vil give.
Vi skal måske også udfordre os selv på den måde, som vi debatterer med hinanden. Hvis alle havde en grundregel, som sagde, at hvis man angriber en andens forslag, skal man som minimum selv komme med et tilsvarende forslag eksempelvis, hvis man ikke vil spare på administrationen, så vil man hellere sætte skatten op.
Den taktiske stil er ved at overtage den politiske debat. Det er ikke godt for Allerød og slet ikke, når vi har en vision, der siger, at vi skal være tættere på hinanden. Når man har udarbejdet et indlæg om en retning eller politik som man ønsker at ændre, er det efterhånden meget ofte, at emnet bliver drejet til noget helt andet, og vi som politikere hopper med på legen for at få stemmer. Vi kunne få mere kvalitet i vores dialog, hvis vi havde fokus på at forstå hinandens vinkel og acceptere, at vores præmisser er forskellige.
Førnævnte er et par klassiske eksempler. Der er mange flere. Lad os få dem frem på bordet og lad os åbent diskutere den rigtige måde at løse udfordringerne på.
Da jeg skrev dette lille indlæg, var jeg udmærket klar over, at det kunne være skrevet af alle i byrådet. Mit formål er ikke at være hævet over alle andre, tværtimod er det en selverkendelse fra min side og et klart signal om, at jeg gerne vil være med til at ændre kulturen i byrådet.
Jeg har i dag inviteret mig selv til kaffe hos Karsten (V), og jeg håber, at vi bliver en bred flok til dialog. Jeg ser gerne, at jer, der debatterer meget på nettet, også kommer med input til forbedringer.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her