24. juni 2021
Karsten Längerich. Foto: Allan Nørregaard
Karsten Längerich. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: En ny retning er sat for Allerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: En ny retning er sat for Allerød
Debat Allerød - 09. juni 2021 kl. 00:12

Af Karsten Längerich, borgmester (V)

Debat Jeg er stolt af den udvikling og retning, vi har sat i Allerød i de knap fire år, jeg har været borgmester. Vi har sat borgerne og familierne i centrum, og vi arbejder hver dag med at forbedre skoler, dagtilbud, ældrepleje og bidrage til den grønne omstilling. Kommunens budgetter målrettes i højere grad disse områder, og vi investerer i moderne og tidssvarende skoler, dagtilbud og plejecentre og sikre skoleveje.

Der er bred opbakning til den klare retning for udviklingen af vores kommune blandt både borgere, virksomheder og lokalpolitikkere. Et godt og bredt samarbejde i byrådet er en afgørende forudsætning for, at vi kan skabe de forandringer vi ønsker.

Der er byrådsvalg til november, og jeg ønsker at fortsætte som borgmester - og fortsætte den politiske linje baseret på et bredt og konstruktivt samarbejde. Jeg har stor respekt for øvrige politikere og partier, og synes at de bidrager med spændende forslag, vi kan samles om.

Hvad er det så, vi skal bygge videre på i næste valgperiode?

I de knap fire år jeg har været borgmester, har vi friholdt skoler, dagtilbud og ældreplejen for serviceforringelser. Den linjer ønsker jeg at fortsætte. Der er tale om et kursskifte efter 10 år, hvor der har været sparet alt for meget på disse områder, og jeg tror, at rigtig mange i Allerød er glade for, at den udvikling nu er vendt. Vi skal fortsat fokusere på at skabe en bedre undervisning, trivsel og dannelse i skolerne. Vores mindste skal have mere voksentid i dagtilbud, og vi skal sikre endnu mere værdighed i plejen og omsorgen for vores ældre medborgere. Uanset om de bor hjemme eller på plejecentre.

Allerød Kommune har et stort vedligeholdelsesefterslæb på vores skoler, dagtilbud og plejecentre. Man har ladet stå til i alt for mange år og brugt pengene på andre ting. Det har derfor været nødvendigt, at prioritere vores anlægsmidler, så vi kan skabe ordentlige rammer for vores børn, skoleelever og ældre. Selvfølgelig vil der også være midler til kultur og idræt, men det bliver sekundært.

Allerød Byråd har i 2019 og 2020 sat det største fokus på klima og biodiversitet i kommunens 50 årige levetid. Vi har vedtaget en helt ny og forpligtende klimapolitik og klimaplan efter et grundig forarbejde og med inddragelse af mange interessenter. Det gjorde vi, fordi det ikke bare skulle være velmenende ord. Og derfor har byrådet også afsat to mio. kr. årligt til at implementere den nye Klimaplan. Allerød er endvidere blevet udpeget som en DK 2020 kommune, hvilket skyldes vores ambition om at efterleve Paris-aftalen og derved reducere CO2 udslippet fra kommunens virksomheder, borgere og institutioner med 70% i 2030 og blive helt CO2 neutrale i 2050. Det er ekstremt ambitiøst, og det vil kræve en stor indsats af alle. Det er ikke sikkert, det er nok at afsætte 2 mio. kr. årligt, men det er i hvert fald en god start.

Udvikling af bymidten har vi prioriteret højt, og der åbner nu flere restauranter, caféer og butikker, end der lukker. Sådan var det ikke for 5 eller 10 år siden, og sådan er det ikke i mange af vores nabobyer. Det er vigtigt, at Allerød Kommune er et attraktivt sted at leve og bo, og at nye børnefamilier har lyst til at flytte til kommunen, hvis der fortsat skal være liv i byen, idrætsforeningerne og skolerne. Efter et langt tilløb har vi nu (bogstaveligt talt) taget første spadestik til Kulturtorvet og Mungo Parks nye teatersal. Med dette projekt samler vi kulturen i bymidten omkring teater, bibliotek og biograf, og jeg er sikker på, at det også kommer til at danne grundlag for, at endnu flere cafeer og restauranter vil åbne. En del af udviklingen af bymidten, består også af at bygge flere lejligheder. Der er nemlig stor efterspørgsel fra Allerød-borgere efter at bo centralt og i gåafstand fra stationen og indkøbsmuligheder.

Da jeg blev borgmester, indførte vi som den første kommune 8 års budgettering (ét årsbudgettering og syv overslagsår). Det betyder, at vi nu tænker meget mere strategisk og langsigtet, og at vi allerede nu har en plan for, hvad der skal ske i kommunen om 5-8 år. Vi har samtidig sat fokus på at øge overskuddet på driften, så vi har råd til at investere. Da jeg kom til som borgmester lå overskuddet på kun 40 mio. kr. Den er nu støt på vej opad, og i 2022 ventes det at overstige 70 mio. kr. og yderligere 10 mio. kr. årligt fra 2024. Det er overskuddet på driften (dvs. forskel mellem kommunens indtægter og driftsudgifter), der er forudsætningen for, at vi fortsat kan investere i bedre bygninger og afdrage på gælden.

Jeg vil i de kommende uger fortælle mere om mine og Venstres visioner for den videre udvikling af Allerød, og hvordan vi sætter en ny retning for Allerød.

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstår du deres løn-utilfredshed?