15. juni 2021
Vores drikkevand er noget af det bedste i hele verden, og sådan skal det blive ved med at være. Vores børn og børnebørn skal ikke købe deres drikkevand i Netto, skriver Pia Olsen Dyhr.                                                                                           Foto: Maj-Britt Holm
gallery icon

Se billedserie

Vores drikkevand er noget af det bedste i hele verden, og sådan skal det blive ved med at være. Vores børn og børnebørn skal ikke købe deres drikkevand i Netto, skriver Pia Olsen Dyhr. Foto: Maj-Britt Holm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vores børn og børnebørn skal ikke købe drikkevand i Netto

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vores børn og børnebørn skal ikke købe drikkevand i Netto
Debat - 03. juni 2021 kl. 11:54

Pia Olsen Dyhr Formand for SF

Tænker du over, hvor dejligt det er, at vi kan drikke rent vand direkte fra vandhanen? Nej, vel. Det gør jeg heller ikke, når jeg tænder for den kolde hane og hælder op. For her i Danmark er det rene vand heldigvis noget, vi tager for givet.

Tanken rammer mig først, når jeg er i udlandet og får besked på ikke at drikke vandet fra hanen. Hvis man alligevel prøver, kan man somme tider smage klor, fordi nogle lande er nødt til at rense vandet, inden de sender det ud i hanerne. Derfor bliver der slæbt uendelige mængder af store plastikdunke med vand hjem fra supermarkederne.

Sådan må det aldrig blive i Danmark.

Men selvom det er helt naturligt for os, at det rene vand bare er der, når vi drejer på hanen, skal vi gøre meget mere for at passe på det. Det er nemlig ikke en naturlov, at vi altid vil have rent vand i undergrunden, vi kan pumpe op og drikke. Der bliver desværre fundet giftrester i flere og flere grundvandsboringer, og flere steder overstiger de grænseværdierne, så de må lukke.

Dybt bekymret
Det er jeg dybt bekymret for, og jeg frygter, hvad der vil ske, hvis vi ikke reagerer nu. Hvis vi bare lader landbruget forsætte med at bruge sprøjtemidler, som de vil, i nærheden af vores grundvandsboringer.

Derfor skal vi gøre meget mere for at beskytte vandet. Ikke bare i de områder, der ligger helt tæt på boringerne, men i hele området omkring boringerne, hvor sprøjtegift risikerer at trænge ned i jorden og skade vandet. Jeg mener, at vi skal lave grundvandsparker i tusindvis i hele landet, så det bliver forbudt at bruge sprøjtegift i områderne omkring boringerne. Det, synes jeg, er sund fornuft, men jeg kan også godt forstå, at forslaget ikke får alle landmænd til at løbe rundt med armene over hovedet af ren begejstring. Det er selvfølgelig en stor mundfuld, hvis man ejer et landbrug og får besked på, at man skal til at dyrke sine marker på en anden måde, end man er vant til.

Men selvom det er gårdejernes egne marker, synes jeg faktisk, det er fair nok at bede dem om at stoppe med at bruge sprøjtegift og omlægge til økologi. For ja, det er landmandens marker, men grundvandet tilhører os alle sammen.

Store problemer
Problemerne er desværre allerede store. 45 procent af vandværkernes boringer er forurenet med giftrester, og 13 procent overstiger grænseværdien. I grundvandsovervågningen er der i den nyeste måling af det yngste grundvand fundet pesticidrester i 70 procent af boringerne. 31 procent af dem overskred grænseværdien. Det vil altså sige, at det nyeste grundvand er hårdest ramt, og det er selvfølgelig alvorligt, fordi det viser, at vi ikke passer godt nok på det.

Derfor foreslår vi to løsninger. Den vigtigste er, at flere marker skal være økologiske. Vi har i forvejen et mål om mere økologi i Danmark, og hvorfor ikke begynde med at omlægge nogle af de marker, der ligger tæt på grundvandsboringerne? Når ejerne af jorden gør det, kan de få omlægningsstøtte, så de kan undgå at tabe penge og ofte faktisk vil tjene på at tage springet til økologisk landbrug.

Den anden løsning er, at staten bør skabe en milliardfond, hvor kommuner og vandværker kan låne penge til at opkøbe noget af jorden og skabe vild natur i stedet. Det betyder, at gårdejerne kan kontakte kommunen, som så ser på, om det giver mening at opkøbe jorden og plante skov eller på anden måde lave vild natur, og om de kan blive enige om et salg. Det er en investering i rent vand, som skal betales tilbage over så mange år, at forbrugerne ikke mærker ret meget til det.

Grundvandsparkerne skal være vores sikkerhed for, at der i hele landet vil være masser af områder, hvor vores grundvand bliver fredet for skadelige sprøjtegifte.

Noget af det bedste
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at de bliver til virkelighed, og jeg kan godt love, at det bliver et vigtigt krav til regeringen for SF. Tænk bare at vi både kan passe på det rene vand og samtidig få mere økologi og mere vild natur i hele landet.

Jeg kan næsten ikke komme på noget vigtigere end at passe på drikkevandet, så vores børn og børnebørn også kan åbne hanen og drikke løs uden at tænke over, hvor privilegerede de egentlig er, fordi de kan det.

Vores drikkevand er noget af det bedste i hele verden, og sådan skal det blive ved med at være.

Vores børn og børnebørn skal ikke købe deres drikkevand i Netto.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?