6. april 2020

					
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi vil selv bestemme over vores privatøkonomi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi vil selv bestemme over vores privatøkonomi
Debat - 09. januar 2020 kl. 13:43
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Frederik Romberg Formand i Venstres Ungdom Allerød

Konkurrencestaten er i krise. I 2008 havde kun ca. 70.000 danskere en privat lønforsikring, men siden da er det samme tal steget til 339.000 i 2018. Efterspørgslen efter private lønforsikringer er altså mere end firdoblet på 10 år. Udviklingen sker i store træk. I sommer gjorde HK Privat f.eks. deres private lønforsikring til en obligatorisk del af et medlemskab i fagforeningen. En række professorer, herunder Danmarks helt egen samfundsudviklingsguru Ove Kaj Pedersen, skyder skylden på en faldende dagpengesats, en kortere dagpengeperiode og fatalistiske fagforeninger, som ikke tør tage kampen til politikerne.

Men hvorfor overhovedet holde dagpengesystemet i kunstigt åndedræt? Hvorfor skal vi holde hånden under den falmende flexicurity-model? Jo, flexicurity (kombination af fleksibilitet og sikkerhed, red.) har givet det danske arbejdsmarked mere fleksibilitet, men på hvilken bekostning?

I Danmark er vi alle forsikret lige meget til lige stor grad. Det er på trods af, at vidt forskellige folk selvfølgelig have vidt forskellige præferencer. Nogen vil måske gerne have en længere udbetalingsperiode og en højere månedlig udbetaling, mens andre vil måske gerne have en kortere og lavere. Men i dag får alle det helt samme fra et flere årtier gammelt system, som de færrest i øvrigt er fuldstændigt tilfredse med.

Anderledes sydpå
I andre lande, specielt i Sydeuropa, ser deres arbejdsmarked helt anderledes ud. Der sikrer overenskomstforhandlingerne nogle fuldstændigt uholdbare og ufleksible tilstande på arbejdsmarkedet. I Italien f. eks. har man en adskillelsesløn på 7,5 procent af den totale optjente løn, og det er generelt langt dyrere at skifte ud i sine medarbejdere. Derfor ser man i Italien bl.a. også langt større arbejdsløs blandt unge, som pga. af det ekstreme niveau har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, og desuden lavere vækst.

Jeg vil derfor ikke være fortaler for den sydeuropæiske model. Den er alt for fastsat og ufleksibel, og den er på bekostning af landenes vækst, velstand og velfærd. Samtidigt vil jeg ikke prise den danske flexicurity, som skaber en ufrivillig lønsituation for os danskere, hvor vi ikke selv kan træffe det frie valg om vores privatøkonomiske sikkerhed, og som i øvrigt koster borgerne milliarder af kroner hvert år.

Ikke centralt bestemt
Hvad vi bør skabe i stedet er et beskæftigelsessytem, som ikke er bestemt fra centralt hold. Det er klart i begge eksemplerne, Italien og Danmark, at det specielt er statens centrale planlægning, som er den katalyserende faktor. Vi vil gerne undgå Italiens økonomiske stagnation og høje arbejdsløshed blandt unge, men vi vil samtidigt også undgå de kæmpehøje milliardskatter på borgerne og den jævne one-size-fits-all dagpengemodel i Danmark. Og den eneste måde at balancere de to ting, fleksibilitet og sikkerhed, retfærdigt til alles bedste, er ved at lade alle tage del i beslutningen om, hvor meget vi skal have af det ene og det andet.

Konkret betyder det, at vi skal løfte vores lidt forældede syn på privat lønforsikring. Vi har i dag forsikringer på alle mulige vigtige ting - vores bil, vores hus, endda vores liv - så hvorfor ikke også vores løn? Med private lønforsikringer kan vi hver især forsikre os til lige præcis den grad, som vi vil betale for, uden at det skal gå udover vores lønsikkerhed, arbejdsmarkedets fleksibilitet eller øge skatteprocenterne. Derudover foreslår jeg også, at man med nogle af tidligere dagpenge, etablerer en fradragsordning, som giver mulighed til de laveste indkomster for at forsikre sig.

Etisk retskaffent
Et sådant system er etisk retskaffent: Også selvom vores kære beskæftigelsesminister synes, at han bedre kan bestemme lønsikkerhedens udformning end forbrugerne af netop lønsikkerheden. Alle kunne i på et frit lønforsikringsmarked forsikre sig til den indkomst, som man vil ønske at modtage, skulle man stå uden arbejde, og som man samtidigt vil betale for. Det bliver derfor os borgere selv, der får lov til at bestemme over dagpengene. Ikke med vores enkelte stemme hver fjerde år, men med vores pung hver eneste dag. Ydermere sikrer fradragsordningen, at alle har en sikret minimumsforsikring. Ingen går sultne i seng, alle får, hvad de vil betale for. Jeg vil vove at påstå, at man ikke kommer meget tættere på ægte privatøkonomisk frihed og demokrati.

Til sidst vil jeg sige dette: Den nuværende udvikling i Danmark med færre dagpenge og flere forsikringer er positiv. Vi vinder gennem et privat lønsikringssystem, at det er os helt almindelige danskere, som selv bestemmer, hvor sikre vores privatøkonomiske situation skal være. Vi vinder magten tilbage fra bureaukraterne og embedsmændene i Finansministeriet, som nu i årtier har siddet og taget beslutningerne for os, uden os. Udviklingen, som jeg nævnte i starten af dette indlæg, er bestemt ikke afviklingen af velfærdsstaten. Imidlertid er det den fortsatte udbredelse af demokratiet; Demokratiet, hvor det er borgerne, der har magten.