16. oktober 2021
Det skønnes, at over 50.000 børn i Danmark lider af inkontinens. Men der bliver ikke talt om det. Foto: Adobe Stock
Det skønnes, at over 50.000 børn i Danmark lider af inkontinens. Men der bliver ikke talt om det. Foto: Adobe Stock
Foto: Mariia Mutova/Beton Studio - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi skal bryde tabuet om inkontinens hos børn og unge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi skal bryde tabuet om inkontinens hos børn og unge
Debat - 16. september 2021 kl. 08:41
Af Kristine Berg Vinther, familieterapeut og forfatter

Børn tisser da ikke i bukserne, når de er startet i skole. Tænk at de børn ikke har lært at blive renlige. Der må være noget psykisk galt med de børn. Hvorfor har forældrene ikke lært dem at gå på wc. De er ikke skoleparate, når de ikke er renlige.

Det er er bare nogle af de tanker som voksne og fagpersoner kan have om børn, der har udfordringer med inkontinens.

Det skønnes, at over 50.000 børn i Danmark lider af inkontinens. Men der bliver ikke talt om det. Inkontinens kan skyldes en overaktiv blære, en for lille blære, eller forstoppelse. I sjældne tilfælde sygdom. Men der hjælp at hente til både børn og voksne.

Der er også tilfælde hvor børn tisser i buskerne, fordi de er psykisk belastede eller har været ude for et traume. Men det er ikke inkontinens.

Inkontinens er, hvor børn har problemer med at holde sig tørre og det kan både være afføring og urin. Det er kontinuerligt og indgribende i barnet og familiens hverdag.

For mange børn og familier er det en kamp hver dag at finde løsninger for, at barnet kan blive tør. Der er vasketøj i massevis; sengetøj, dyner, flyverdragter m.m.

Det er for forældrene fyldt med frustrationer om hvordan de skal hjælpe deres børn. Ligeledes er kampen eller dialogen med læge, hospital, skole, institutionen eller kommunen, og hvordan de instanser skal hjælpe barnet, også fyldt med frustrationer.

Forældrene føler sig ofte alene og magtesløse i hvordan de hjælper deres børn bedst muligt.

For mange forældre ender det måske også ud i diskussioner med barnet pga. af den afmagt, der er forbundet med at have et barn med inkontinens.

Mobning og drilleri

For de børn, der har inkontinens, er der stor risiko for psykiske følger såsom isolation, mobning/drilleri og ensomhed.

Hvor tit har I mødt skolebørn, der siger: »Hej, jeg tisser i bukserne«.

Mange af børnene vælger at skjule det for vennerne og klassekammeraterne, da de er flove over det. De er bange for, hvad de andre børn tænker om dem. Mange af de børn undgår forskellige sociale arrangementer, f.eks. soveaftaler.

Børn har ikke lyst til at være anderledes. De fleste vil gerne være som de andre børn. De bryder sig ikke om at skille sig ud. De holder det hemmeligt, da de er bange for drilleri eller for at blive holdt udenfor fællesskabet.

Så hvordan bryder vi tavsheden og får talt om, at jo der er faktisk en del børn og unge, der har inkontinens.

Vi kan jo starte med os voksne. Det skønnes, at der er ca. 400.000 voksne, som lider af inkontinens.

Hvor tit sidder I til et middagsselskab, hvor der pludselig bliver sagt:

»Ved I hvad? I går der tissede jeg i bukserne nede i Netto. Jeg nyste og kunne ikke holde mig« eller »Kender I det, at når man går og griner samtidig, så kommer man til at tisse lidt«.

Vi kan vist godt blive enige om, at det ikke sker særlig tit, at det er det emne der bliver talt om. Hvorfor sker det så ikke? Det er fordi, at det for voksne også er et tabu at tisse i bukserne.

Så vi skal starte med os voksne og være dem, der går forrest for børnene. Vi skal turde tale om det. Tale om det, der er svært.

Mange af de forskellige udsagn om børn, der tisser i bukserne i skolealderen, er også uvidenhed hos de voksne. I skoler og daginstitutioner ved de ikke nok om, hvad det faktisk skyldes, når børn lider af inkontinens, og hvordan de kan hjælpe. Der skal mere viden til fagfolk, som arbejder med børn til dagligt.

Hvordan kan det være skolens og daginstitutions ansvar at hjælpe børn med inkontinens. Det må da være forældrenes job.

Det er det, fordi vi skal løfte i flok. Børn bruger en stor del af deres tid i skole eller institutioner.

Der skal kunne findes tid

Mange forældre bliver desværre mødt med: »Det har vi ikke tid til«, »Det skal barnet kunne selv, det høre med til at gå i skole« eller »Det har vi ikke ressourcer til ».

Jo, kære institutioner og skoler, I skal kunne hjælpe og finde tid til barnet. Jeg formoder, at når de sætninger kommer, skyldes det uvidenhed om, hvad det kræver og hvor stor betydning, det har for barnet.

Der er heller ikke er nok ressourcer i skolen til at hjælpe børn med særlige behov. Det er en løftet pegefinger til vores politikkere.

Hvordan kan lærerene og pædagogerne så hjælpe de børn med inkontinens. Jo, det handler om, at de skal hjælpe barnet med nogle faste rutiner i skolen, f.eks. at støtte barnet i at huske det på at gå på wc inden et frikvarter. De faste rutiner for toiletbesøg kan hjælpe mange børn. Det kan måske få lov at bruge et andet toilet.

Hvorfor nu et andet toilet? Jo, fordi mange af de børn, der lider af inkontinens i skolen skyldes at toiletterne simpelthen er for klamme, og børnene vælger at holde sig, indtil de kommer hjem. Jeg hører ofte børn, også dem uden inkontinens, sige, at de holder sig, til de kommer hjem, fordi skoletoiletterne er rigtig klamme, især dem i skolegården.

Hvornår har i sidst gået ind på et skoletoilet?

Men er det så ikke skolens ansvar, at de toiletter er rene. Jo, det er det til en hvis grænse. For det handler også om opdragelse af vores børn, og at vi lærer dem, hvordan man opfører sig og holder en hygiejnisk standard, også når man er ude af hjemmet.

Vi voksne skal turde tale om inkontinens med alle børn. Det handler om forskellighed og rummelighed over for de mennesker, der er anderledes end os selv. Hvis der ikke er en kultur for at tale om de svære emner, så bliver det svært for barnet med inkontinens at åbne op for det.

Lad os sammen bryde tabuet om inkontinens - tal højt om det.

Rejser du til udlandet i år?