11. december 2019
Fatima, five-year-old girl stands on board NGO Proactiva Open Arms rescue boat in central Mediterranean Sea, November 21, 2019. REUTERS/Juan Medina TPX IMAGES OF THE DAY
gallery icon

Se billedserie

Fatima, five-year-old girl stands on board NGO Proactiva Open Arms rescue boat in central Mediterranean Sea, November 21, 2019. REUTERS/Juan Medina TPX IMAGES OF THE DAY
Foto: JUAN MEDINA/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi må ikke gå i panik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi må ikke gå i panik
Debat - 25. november 2019 kl. 13:33
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Arne Lund
Langebjergvej 260A, Humlebæk

Medlem af EU-Parlamentet, Pernille Weiss (K), skriver 19/11, at hun under forårets valgkamp savnede en diskussion af, hvordan klimakrisen vil påvirke migrationen fra Afrika mod Europa. Det gjorde jeg også. Det globale perspektiv manglede helt - bortset fra stammedansen om, hvordan vi holder krigs- og torturflygtninge på afstand.

Weiss skriver også, at flygtninge og klimakrisen er de største trusler i vores tid. Det vil hun så løse med »sunde liberale frihandelsprincipper og ambitionen om at vedligeholde EU som verdens allermest konkurrencedygtige kontinent«. At ville løse udfordringerne med det, der i vid udstrækning har skabt problemerne, er ikke nogen farbar vej.

Kun i ringe omfang indser vi her til lands, at klimaforandringerne rammer skævt. Den industrialiserede verden udleder størstedelen af drivhusgasserne, mens det især er klodens fattigste lande, der rammes af ekstreme temperaturer, tørke, fejlslagen høst og social uro. Bistandsorganisationen CARE taler om en trusselsmultiplikator, hvor flere elementer i forening dels virker forstærkende, og dels udløser nye hændelser, der fører til yderligere migration

Klimaflygtningene er her allerede, stedse flere vil komme. Det bør vi forberede os klogt på i stedet for at panikke, som EU har gjort, især siden krigen i Syrien brød ud.

På Lissabon-topmødet i 2007 udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at »EU kan blive løbet over ende af fattigdoms- og klimaflygtninge, hvis ikke der tages klare forholdsregler«. I Foghs optik betyder det skærpet militær bevogtning af EU's ydre grænser. Herved tilsidesættes humanitære hensyn, og store grupper af Jordens befolkning fratages retten til at søge beskyttelse mod klimaforandringerne.

EU-Kommissionsformand Jean Claude Juncker fastslog i 2015, at Paris-aftalerne er bindende, og at EU skal forberede sig på et stigende antal klimaflygtninge. Han støtter sig til FN's menneskerettighedserklæring art. 14, hvori det hedder, at flygtninge har ret til at søge asyl, og at det er et internationalt ansvar.

FN: Intet beskyttelsesbehov
Hverken FN eller EU anerkender dog, at klimaflygtninge har et beskyttelsesbehov. Klimaflygtninge sidestilles nemlig med økonomiske flygtninge, der heller ikke har juridisk krav på asyl.

Ekstreme klimahændelser kan ofte sidestilles med de overgreb, mennesker udsættes for af politiske årsager. Gør det nogen forskel på, om man er truet på livet for sin politiske overbevisning eller er truet på sit eksistensgrundlag på grund af tørke eller oversvømmelser?

FN erkender da også, at klimaflygtningene skal omfattes af konventionerne, en proces er derfor sat i gang for at rette op på manglen. Men FN-bureaukratiet arbejder langsomt, modstanden er stor i medlemslandene - så mens græsset gror, dør horsemor.

Hvad angår Weiss' frihandelsprincipper, så bidrager de til at forværre Afrikas problemer og fremmer migrationen. Frihandel sker oftest på den stærkes præmisser og betyder f.eks., at flere afrikanske lande producerer få produkter, som giver høje priser på verdensmarkedet - på bekostning af selvforsyning. Mali, Burkina Faso m.fl. bruger næsten al landbrugsjord til at dyrke kakao eller bomuld, der i vid udstrækning eksporteres til EU. Men da folk jo skal have noget at spise, må de importere EU's subventionerede landbrugsprodukter, der er så billige, at lokalt producerede fødevarer ikke kan konkurrere.

Også EU's bovlamme indsats mod skattesnyd er med til at forværre forholdene. Hvert år strømmer enorme summer til EU's egne skattely eller til hemmelige konti i Caribien. Nogle af de ubeskattede penge investeres i traw- lere, der rovfisker i farvandene langs Vestafrika og det i en sådan grad, at det fjerner eksistensgrundlaget for kystbefolkningen. I Ghana lever 12.000 familier af kystfiskeri, og de mister årligt ca. en mia kr. på grund af trawlfiskeriet, skrev Guardian 117/6. Mange har opgivet fiskeriet og migrerer til Europa for at kunne forsørge familien.

Trawlerne fisker især sardiner og saiko - en lækkerbisken på sushi-restauranter. Manglen på saiko og sardiner, der er vigtige proteinkilder for afrikanerne, er nu så alvorlig, at Ghana er nødt til at importere over halvdelen af de fisk, befolkningen spiser.

Donorlandene trækker mere ud af Afrika, end der ydes i bistand, der i 2015 var på ca. 160 milliarder dollars. Samme år hev private virksomheder over 200 milliarder dollars (legalt og illegalt) hjem i fortjeneste, royalties mv. Frihandel?

Ingen afgørende forbedringer
Vel skal vi handle med hinanden - på lige vilkår. De »redskaber«, Pernille Weiss foreslår, vil ikke få de migranter, der er berøvet et forsørgelsesgrundlag, til at blive hjemme. Så længe EU's land-brugs- og fiskeripolitik ikke er til forhandling, og så længe indsatsen mod skattesnyd er så lunken, som den er, så sker der ikke afgørende forbedringer, og så vil migranter fortsat strømme mod Europa.

Så længe Paris-aftalens krav om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grad ikke tages alvorligt, og så længe vi tror, at målet er »at vedligeholde EU som verdens allermest konkurrencedygtige kontinent«, så løses klimakrisen ikke. Så vil den blot forstærkes.