24. juni 2019
Nu vil vi se handling bag løfterne om at droppe to procent-besparelserne. Hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence, må politikerne stoppe med at se uddannelse som en samfundsmæssig udgift, skriver Claus Niller.
gallery icon

Se billedserie

Nu vil vi se handling bag løfterne om at droppe to procent-besparelserne. Hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence, må politikerne stoppe med at se uddannelse som en samfundsmæssig udgift, skriver Claus Niller.
Foto: Filip Orestes Misiak
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi husker løfterne om at droppe besparelserne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi husker løfterne om at droppe besparelserne
Debat - 06. juni 2019 kl. 11:09
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Claus Niller, Rektor på Roskilde Katedralskole

Dårligt var valget udskrevet, før de politiske partier - med S og V i spidsen - var ved at falde over hinanden i erklæringen om, at man efter valget vil fjerne de årlige to procent-besparelser på ungdomsuddannelserne.

To procent-besparelserne blev indført i forbindelse med finanslovens indgåelse i efteråret 2015. Vi kører altså på de almene gymnasier på fjerde år med en årlig besparelse på to procent. Og mange offentlige institutioner og uddannelser har været underlagt den type besparelser længere endnu.

Vi har på ungdomsuddannelserne selvfølgelig blik for behovet for løbende effektivisering og forsøger konstant at udvikle skolerne og tilrettelægge vores opgavevaretagelse på nye måder. Udvikling er i udgangspunktet styret af vores stærke ønske om hele tiden at skabe de bedste betingelser for de unges uddannelse i lyset af de ressourcer, vi får stillet til rådighed. For det er vores mål, at vores elever når så langt som muligt i deres faglige og personlige udvikling. Det giver de bedste betingelser for samfundet som helhed og for det enkelte individ.

De almene gymnasier blev født som statsligt selvejende gymnasier med kommunalreformen pr. 1/1-2007 efter en forudgående debat om de tidligere amtskommunale gymnasiers fremtidige tilhørsforhold. Reelt var der fire muligheder. Regionale, kommunale, statslige eller selvejende. Det endte som sagt med en kombination af de to sidste.

Taxametermodellen
Ved etableringen af de selvejende gymnasier i 2007 indførtes samtidig en ny finansieringsmodel, nemlig taxametermodellen, kendt fra andre offentlige uddannelsesinstitutioner. Politikernes retorik i 2007 var klar. Nu skulle de almene gymnasier ud i fri konkurrence om eleverne, ligesom man havde kendt på erhvervsskoleområdet siden starten af 90'erne. Skoler, der leverede det bedste produkt, kunne vokse sig store. For de andre måtte det gå den modsatte vej.

Det er gået som forventet, men ikke alene pga. den fri konkurrence. Den regionale befolkningsudvikling og dermed det kommende elevgrundlag var kendt også i 2007. De elever, der går i gymnasiet i dag, er født i perioden mellem 2001 og 2004, altså før kommunalreformen. Det eneste, der var en anelse usikkert, var flyttemønsteret og gymnasiefrekvensen. Men selv her var tegnene tydelige i 2007. Urbanisering og ønsket om det højest mulige uddannelsesniveau var også til stede dengang.

Det sidste bl.a. med målsætningen om, at 95 procent skulle have en ungdomsuddannelse. Også her har vi på de almene gymnasier i høj grad levet op til politikernes forventninger til os. Vi har fået flere elever, og vi er den ungdomsuddannelse, der har den absolut højeste gennemførelsesprocent.

Imidlertid er der siden sket et skifte i den politiske dagsorden. Politikerne har ikke kunnet leve med konsekvenser af selvejet, den fri konkurrence og taxameterfinansieringen. Konsekvensen af den frie konkurrence er samtidig, og helt som forventet, at nogle gymnasier er blevet større, og andre er blevet mindre. Dertil kommer, at eleverne generelt set helst vil gå i gymnasiet i de større bysamfund, hvor mulighederne er langt mere mangfoldige. Desuden har flyttemønsteret som forventet været imod de større byer. Udviklingen har selvfølgelig presset enkelte gymnasier, men har ikke i sig selv udløst katastrofer i stort omfang. Men med de ovennævnte årlige to procent-besparelser oveni fra 2016 bliver konsekvenserne uoverskuelige for de små gymnasier.

Det er i den sammenhæng vigtigt at huske, at to procent-besparelsen rammer de større gymnasier med samme kraft som de små. Da der er tale om procent-besparelser, bliver indtægtstabet tilsvarende større for et stort gymnasium. For et stort gymnasium som Roskilde Katedralskole, med et årligt budget på ca. 108 mio. kr., har den årlige besparelse nu nået størrelsesordenen 10 mio. kr. Vel at mærke penge, der er tabt til evig tid. Fortsætter besparelserne efter 2019, vokser tallet yderligere. På den baggrund er det vigtigt at fastslå, at penge til at redde de små gymnasier ikke kan findes ved at hente yderligere penge hos de store gymnasier. Vi er nemlig lige så hårdt ramt som de små.

Nu vil vi se handling bag løfterne om at droppe to procent-besparelserne. Hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence, må politikerne stoppe med at se uddannelse som en samfundsmæssig udgift. Det er en investering i velfærd.