15. december 2019
Simon Kollerup, Socialdemokratiet.
Simon Kollerup, Socialdemokratiet.
Foto: Steen Brogaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi arbejder målrettet for at sikre enkle regler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi arbejder målrettet for at sikre enkle regler
Debat - 13. november 2019 kl. 08:22
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Simon Kollerup (S) Erhvervsminister

Anne Honoré Østergaard, MF (V), har i et debatindlæg her i avisen 4/11 sat spørgsmålstegn ved, om den nuværende regering overhovedet har nogen ambitioner om at lette byrder og forenkle regler for erhvervslivet, når nu vi ikke har opsat en milliard-målsætning for byrdelettelser, sådan som den tidligere regering gjorde det.

Jeg kan berolige Anne og virksomhedsejere landet over: I regeringen arbejder vi målrettet for at sikre enkle regler til gavn for virksomhederne.

Men vi vil hellere trække i arbejdstøjet og bruge tiden på at handle frem for på at male skønmalerier og love guld og grønne skove i form af måltal, der ligger langt ud i fremtiden.

Forenkling og forbedring
Det burde i øvrigt ikke komme som en overraskelse for nogen, at den nuværende regeringen lægger stor vægt på at forenkle og forbedre reguleringen og de offentlige digitale løsninger. Socialdemokratiet har i årevis været fortalere for regelforenkling, og for dem der ikke husker det, var det en socialdemokratisk regering, der tilbage i 2012 etablerede Virksomhedsforum for enklere regler, som lige siden har rådgivet de siddende regeringer om indsatsen for færre administrative byrder. De sidste syv år er regelforenklingsdagsordenen i Danmark altså blevet varetaget af et rådgivende organ, som blev født under en socialdemokratisk regering.

Nu går vi skridtet videre og styrker arbejdet med overimplementering og regelforenkling i form af Erhvervslivets EU- og regelforum. Det nye forum samler arbejdet fra Virksomhedsforum og Implementeringsrådet til ét slagkraftigt organ, som har fokus på EU-reglerne og de nationale regler på én gang, så der ikke er noget, der falder mellem to stole. Og som noget nyt skal forummet have et selvstændigt fokus på digitalisering og digitale trends. Vi vil nemlig ikke bare rydde ud i unødvendige regler. Vi vil også sikre os, at vores regulering er tilpasningsdygtig til nye teknologier og til den grønne omstilling.

Regeringen kommer ikke til at sætte flyvske målsætninger blot for målsætningens skyld. Vi vil derimod have fokus på, at vi laver regelforenkling for virksomhedernes skyld. For indsatsen for bedre regulering handler ikke blot om at afskaffe regler men også om at gøre eksisterende regulering bedre og ikke mindst gøre det nemmere for den enkelte virksomhed at navigere i. Det mener vi, er med til at skabe en positiv forskel for den enkelte virksomhed, for dansk erhvervsliv og for det danske samfund.