20. september 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Universiteterne skal bygge stærkere bro til erhvervslivet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Universiteterne skal bygge stærkere bro til erhvervslivet
Debat - 27. juli 2021 kl. 09:11

Af Dorte Stigaard,
innovationsdirektør,

Aalborg Universitet (AAU), og Mette Fjord Sørensen,

underdirektør,
Dansk Industri

Hvert år publicerer danske universiteter stribevis af rapporter og forskningsresultater, der kan komme landets virksomheder til gavn. Men forskningen fra universiteterne bliver ikke udnyttet tilstrækkeligt af erhvervslivet, og det skyldes efter vores overbevisning, at indgangen til universiteterne er snørklet, og at den specifikke forskning og forskerne bag er svære at finde frem til for virksomhederne.

Det har den konsekvens, at virksomhederne misser vigtige input til innovation og udvikling af nye produkter - et problem, som erhvervslivet og universiteterne i fællesskab bør rette op på til gavn for fremtidig dansk konkurrencekraft.

Verdensklasse
Danmark er netop igen blevet placeret på top tre over de mest innovative lande i EU, og det er ikke en position, vi er kommet sovende til. Danmark har forskningsmiljøer i verdensklasse på en række områder samt et innovativt erhvervsliv, der formår at omstille sig. Vores evne til at finde nye løsninger bliver endnu vigtigere i fremtiden, hvor vi for eksempel skal leve op til ambitiøse klimamål og konstant stigende forventninger fra forbrugerne. Samtidig er det også altafgørende for danske universiteter, at forskningen finder ud i samfundet, hvis den skal have en egentlig værdi og legitimitet.

En kortlægning foretaget af Danmarks Statistik viser desværre, at det kun er 7,2 procent af danske virksomheder, der har et samarbejde med et dansk universitet. Det er ærgerligt, når vi fra en anden undersøgelse fra Aalborg Universitet ved, at tæt på 90 procent af samarbejdsprojekterne mellem en virksomhed og Aalborg Universitet fører til innovation i form af forbedringer af virksomhedernes produkter, ydelser, processer og forretningsmodeller. Samme undersøgelse peger på, at Aalborg Universitets samarbejdspartnere set over en otteårig periode opnår en vækst i produktiviteten, der er ca. 12 procentpoint højere end i tilsvarende virksomheder uden samarbejde med universitetet. Der er med andre ord meget at vinde ved, at vi styrker samarbejdet mellem både små, mellemstore og større virksomheder samt universiteterne.

Førende universiteter
Mulighederne understreges yderligere af det faktum, at Danmark råder over nogle af verdens førende universiteter. Hvert år rangerer Times Higher Education verdens mere end 1500 universiteter, og både Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet rangerer blandt de 250 bedste universiteter i verden. Det er en vigtig forudsætning for at tiltrække udenlandske virksomheders forsknings- og udviklingsinvesteringer til Danmark.

Men for at udnytte mulighederne og det potentiale, der ligger i samarbejdet mellem dansk erhvervsliv og universiteterne, skal vi bygge stærkere broer til hinanden. Aalborg Universitet har for eksempel etableret et nyt Science and Innovation Hub, hvor virksomhederne sammen med forskere og studerende kan udvikle og teste ny viden. Samtidig har Aalborg Universitet introduceret en app, AAU Connect, der skal gøre det muligt for virksomheder og fagpersoner at udpege specifikke forskningsområder hos Aalborg Universitet, som man ønsker at holde særligt øje med til gavn for ens egen virksomhed. Desuden har Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet, IT-Universitet i København, Københavns Universitet, Roskilde University og Copenhagen Business School i fællesskab sat Open Entrepreneurship, der matcher forskere med erfarne forretningsfolk, i søen.

Nationalt økosystem
Det er den slags opbygning af et nationalt økosystem, der er afgørende for bedre sammenhæng i vores innovationssystem. Behovet for brobygning mellem universiteterne og danske virksomheder understreges yderligere af en dugfrisk analyse fra rådgivningsvirksomheden COWI. Med udgangspunkt i Aalborg Universitets rolle i erhvervsfremmesystemet anbefaler COWI, at universitetet i endnu højere grad fokuserer på erhvervslivets behov for viden. Dette understøtter både Aalborg Universitet og øvrige danske universiteter i ønsket om at gøre universiteternes forskning lettere tilgængeligt for små, mellemstore og større virksomheder i Danmark via initiativer som AAU Connect, det nye Science and Innovation Hub og Open Entrepreneur­ship.

Initiativerne bør dog ikke stoppe her. Erhvervslivet og universiteterne skal konstant have fokus på, hvordan vi skaber de bedste vilkår for mere samarbejde. Det skal sikre, at strømmen af viden fra forskningsinstitutionerne bliver udnyttet optimalt ude i virksomhederne - til gavn for universiteterne, virksomhederne og fremtidens danske konkurrencekraft.

Synes du, at kommunen er der for dig?