6. maj 2021
btfhdr
btfhdr
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ulighed i sundhed - hilsen fra Vandkantsdanmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ulighed i sundhed - hilsen fra Vandkantsdanmark
Debat - 22. april 2021 kl. 07:41

Af Søren Due-Andersen, praktiserende læge, medlem af PLO-Sjællands bestyrelse og praksiskonsulent i Stevns Kommune

Hvad er udfordringerne ved at skabe et nært sundhedsvæsen, hvor der er lighed i sundhed, hvad angår adgang og relation til en praktiserende læge?

Danmark er opdelt i Universitetsdanmark, hvor mange læger uddannes og derefter bor, og så Vandkantsdanmark med mangel på læger. Med lægemangel er der skudt alternativer op i form af bl.a. regionsklinikker og udbudsklinikker. De er ofte kendetegnet ved skiftende løstansatte læger. Disse alternative klinikformer er forhåbentlig en midlertidig løsning, for de kan ikke erstatte den praktiserende familielæge. En prognose viser dog, at næsten 157.000 danskere er uden egen læge, og det forventes at være uændret de kommende tre år. En alvorlig situation i det Vandkantsdanmark, hvor jeg er læge.

Min egen vandkantspraksis blev skabt i en tid med nok læger og 20 ansøgere til hver stilling. Dengang i 1969 gik seks praktiserende læger sammen om at bygge et sundhedshus. Dengang afklædte sygeplejersken patienten, og lægen gik fra rum til rum og undersøgte og behandlede. Journaler blev sirligt lagt frem til lægen af samme sygeplejerske, og sekretæren tog telefonen imens. Siden er meget blevet anderledes, og sygeplejerskerne kan nu varetage selvstændige konsultationer efter aftalte instrukser.

En slags mesterlære
En typisk praktiserende læge passer sin praksis i 20-25 år og er stort set dagligt til stede for at hjælpe patienter - og uddanne og undervise personale. Det er en slags mesterlære af sygeplejersker, uddannelseslæger, sekretærer og bioanalytikere, og det skaber kontinuitet for patienterne.

I henhold til overenskomsten for de praktiserende læger skal det tilstræbes, at borgeren kan få en konsultation senest fem hverdage efter tidsbestilling. I min klinik er vi gået skridtet videre og tilbyder tid samme dag, hvis du ringer inden kl. 12. Men i en situation med lægemangel, hvor antallet af patienter pr. praksis er steget, udfordres tilgængelighed, tid til den enkelte patient, service og oplevet kvalitet.

Antallet af patienter, som den praktiserende læge skal passe, er steget jævnt gennem de senere år. Hos os passer fire læger ca. 8000 patienter. Aktivitet og tempo i sundhedsvæsenet er generelt mangedoblet, og udflytning af opgaver fra sygehus til det nære sundhedsvæsen har øget behovet for opfølgning og vejledning hos den praktiserende læger.

Den nuværende indretning af sundhedsvæsenet hjælper ikke altid til at understøtte behandling i det nære sundhedsvæsen, der jo starter hos den praktiserende læge. Dertil kræves flere ressourcer, hvis mere skal klares lokalt og tæt på patienterne, og ikke unødigt mange skal blive henvist videre til en speciallæge og/eller sygehus.

Mere lighed i sundhed kræver også, at de ressourcestærke udviser større mådehold, så dem med reelt store sundhedsudfordringer kan prioriteres. Nogle af de sygeste har faktisk rigtig svært ved at komme ind til de dyre og højt specialiserede supersygehuse. At løse den opgave lokalt stiller store krav til den praktiserende læge. Med et stort personligt kendskab til patienterne og samarbejdspartnere i kommuner og på sygehuse ved egen læge, hvem der skal og kan sendes afsted. Det er ikke altid tilfældet i regionsklinikker eller udbudsklinikker præget af vikaransættelser eller skiftende læger.

Ikke samme tilbud til alle
Lighed i sundhed betyder ikke nødvendigvis, at alle skal have det samme tilbud. Måske skal ressourcerne fordeles, så de patienter, der har størst behov, får mest? Og at ressourcerne følger patienten, der hvor det giver størst mening, at behandlingen foregår.

Jeg håber, at den næste sundhedsreform sørger for flere ressourcer til det nære sundhedsvæsen - til gavn for de skrøbelige og multisyge, som i mine øjne har det største behov. Kommunerne er vigtige i den nære sundhedsudvikling, og derfor er det tankevækkende, at overenskomsten for almen praksis udelukkende indgås mellem regionerne (sygehusene og staten) og PLO (Foreningen af praktiserende læger). Måske udviklingen af det nære sundhedsvæsen kunne styrkes ved, at Kommunernes Landsforening træder ind på banen?

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?