13. juni 2021
Der er en del af befolkningen, der har den holdning, at det er o.k. at tage chancen, selv om de ved, at de måske har for meget alkohol i blodet. Det er farligt for dem selv, andre i trafikken og kan også betyde, at de foruden en klækkelig bøde mister deres kørekort, skriver Mogens K. Møller.

Foto: Rådet for Sikker Trafik
gallery icon

Se billedserie

Der er en del af befolkningen, der har den holdning, at det er o.k. at tage chancen, selv om de ved, at de måske har for meget alkohol i blodet. Det er farligt for dem selv, andre i trafikken og kan også betyde, at de foruden en klækkelig bøde mister deres kørekort, skriver Mogens K. Møller. Foto: Rådet for Sikker Trafik
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tør du tage bilnøglen fra din svigerfar?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tør du tage bilnøglen fra din svigerfar?
Debat - 28. maj 2021 kl. 14:14

Af Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik

Stort set alle danskere tager afstand fra spritkørsel. Alligevel blev flere end 1000 bilister sidste sommer sigtet for at køre med en for høj promille. Det kan vi ændre, hvis flere tør tage bilnøglerne fra venner og familiemedlemmer.

Hen over sommeren vil du møde skilte langs vejene, hvor der står »Er du klar til et pust?«. Risikoen for at støde ind i en spritkontrol er også øget, da politiet har ekstra fokus på spritkørsel netop i sommermånederne.

Baggrunden er, at alt for mange tager bilen i sommervarmen, når de har drukket for meget alkohol. I juni og juli sidste år sigtede politiet på Sydsjælland og Lolland-Falster samt i Midt- og Vestsjælland 153 personer for spritkørsel. I Nordsjælland blev 62 sigtet, og samlet set blev der i hele landet sigtet 1028 for spritkørsel alene i sommermånederne. Det svarer til cirka 100 personer om ugen, viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Hvordan kan det være, at så mange kører spritkørsel, når vi ved, at stort set alle danskere tager afstand fra netop spritkørsel? Noget af forklaringen er, at en del danskere har et misbrug af alkohol. Det er Rådet for Sikker Trafik, politiet, kommunerne, Center for Rusmiddelforskning og TrygFonden allerede i gang med at se på, hvordan vi kan samle de mennesker op på en mere effektiv måde. Hvis vi kan få dem ud af deres misbrug, så gavner det både den enkelte, og det vil også gøre trafikken mere sikker. Men hvad med alle os andre? Kan vi også gøre noget, der kan forebygge, at så mange kører spritkørsel? Svaret er et klart ja. De fleste tænker måske, at spritkørsel ikke vedkommer dem. Men det gør det i høj grad.

I en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden gennemførte sidste år, svarer otte procent, at de inden for det sidste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Endnu værre ser det ud, når vi spørger, om de har kørt bil dagen efter en festlig aften, hvor de stadig er i tvivl om, hvorvidt deres promille er for høj til at køre lovligt. Det svarer hele 17 procent ja til.

Farligt for alle
Der er altså en del af befolkningen, der har den holdning, at det er o.k. at tage chancen, selv om de ved, at de måske har for meget alkohol i blodet. Det er både farligt for dem selv, andre i trafikken og kan også betyde, at de foruden en klækkelig bøde mister deres kørekort og dermed måske også jobbet. Så der er mange gode argumenter for, at flere skal lade bilen stå, når de er i tvivl om deres promille. I vores undersøgelser kan vi også se, at en del af befolkningen synes, at det er o.k. at køre bil, selv om man har en for høj promille, bare man føler sig frisk nok til at køre.

Det er en farlig holdning, da man ofte kan have svært ved at vurdere om ens egne evner, når man har drukket alkohol. Og her spiller omgivelserne en stor rolle, hvis vi skal have ændret det.

Vi skal alle blive bedre til at stoppe spritkørsel ved at tage stilling. Mange har måske prøvet at være til en fest eller middag, hvor en person siger tak for i aften og finder bilnøglerne frem, og man tænker: »Har han ikke fået lidt for meget at drikke?« Og hvor man ikke gør noget.

Det kan være svært og meget tabubelagt at blande sig i den situation og sige: »Du skal ikke køre - jeg tror, du har drukket for meget«. Men det er nødvendigt, at flere gør det. I en tidligere undersøgelse har vi set, at folk især har svært ved at gribe ind, hvis det drejer sig chefen, kollegaerne, mandlige venner eller ens svigerfar. Men det ændrer ikke ved, at det er vigtigt at gøre, da man både kan hjælpe personen med ikke at komme galt afsted og kan medvirke til, at andre heller ikke kommer til skade.

Det bedste vil være helt at undgå at ende i den situation. Det kan men nemt og enkelt gøre ved at gøre det til fast standard at spørge »Hvordan kommer I hjem?«, hver gang man får gæster til lidt hygge, grill, middag eller sommerfest. Det tvinger gæsterne til at tage stilling. Hvis de siger, at de tager bilen hjem, så er det også nemmere for dig som vært at servere drikke uden alkohol for dem.

Hellere høre på svigerfars brok over at skulle drikke alkoholfri øl og drinks uden alkohol, end at skulle diskutere med ham, når han har fået lidt for meget rødvin indenbords og vil køre hjem.

Så for trafiksikkerheden og din families skyld bør du gøre noget. Og forebyggelse er bedre, end at du skal leve med, at et nært familiemedlem eller en ven kører galt og kommer til skade eller forårsager en andens person ulykke i trafikken. Det sker desværre alt for ofte - og det skal vi alle blive bedre til at sætte en stopper for. Så rigtig god sommer og »hvordan kommer du hjem?«.

Hvor langt tror du Danmark når ved EM