22. august 2019
Foto: Tomas Revsbech
gallery icon

Se billedserie

Foto: Tomas Revsbech
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: To spørgsmål til politikerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

To spørgsmål til politikerne
Debat - 20. februar 2019 kl. 13:33
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Torben Jerlach
Fhv. Kontorchef, cand.polit

Skjoldborgsvænge 1 A
Næstved

Sundhedsplatformen (SP) har, lige siden den blev indført i Region Hovedstaden for snart tre år siden og i november 2017 i Region Sjælland, mødt en massiv kritik fra sundhedspersonalets side, der har dokumenteret, at SP forhindrer dem i at yde patienterne god, sikker og nærværende behandling.

Sundhedsplatformen er blevet opgraderet primo februar 2019, men de mange problemer, som sundhedspersonalet har kritiseret SP for, er ikke løst ved opgraderingen. Jeg skal blot henvise til den omfattende omtale de seneste uger andre steder i bl.a. tv, radio og aviser. Alt er stort set som før. Der er flyttet lidt om på tingene og kommet lidt farver og underlige figurer på skærmen. Men det fundamentale problem, at systemet er en tidsrøver, der flytter lægens fokus fra patient til skærm, og betyder, at den enkelte sygehusansatte i løbet af dagen kan behandle færre patienter end før, er ikke ændret. SP giver fortsat et kolossalt spild af offentlige sundhedskroner, SP giver ringere patientbehandling (patientsikkerhed?) og SP slider sundhedspersonalet ned på grund af stress og frustration. På sigt er den nedadgående spiral også en tikkende bombe under de to regioners økonomi.

Hvor meget mere skal der egentlig til for at vise, at flere forsøg på fremtidige ændringer ikke løser problemerne med SP? Efter næsten tre år er der tilstrækkelig dokumentation for, at SP ikke kan bringes til at fungere efter hensigten. Derfor er der brug for, at der politisk tages fat på at få udarbejdet en afviklingsplan for SP. Det er en opgave, som de to regioner ikke har bl.a. finansiel pondus - og næppe heller ekspertise - til selv at løse. Det kræver indgriben fra regering og folketing.

Uden her at ville forholde mig til regeringens sundhedsudspil fra januar 2019 har jeg dog med tilfredshed bemærket, hvad der står på side 96: »Som en del af den styrkede indsats lægger regeringen endvidere op til, at den nye myndighed Sundhedsvæsen Danmark skal godkende alle større it- og digitaliseringsprojekter i sundhedsforvaltningerne med det sigte at få et integreret system.«

To spørgsmål
Dette blev også omtalt på regeringens pressemøde ved præsentationen af sundhedsudspillet. Og regeringsordførerne fra V, LA og K samt DF's sundhedsordfører er jo også gået ret langt med en holdning til at se på en afvikling af SP. Jeg kan ikke være mere enig i, at regionerne ikke længere kan varetage en så central it-opgave som patientjournaler, uden at der er centralt styr på indhold og retning. Og det gælder uanset, om regionerne skal fortsætte i fremtiden eller ej, og uanset, hvorledes sundhedsområdet i øvrigt fremover tilrettelægges.

Jeg har to spørgsmål til Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet: Har I fortsat tillid til, at Sundhedsplatformen kan »repareres« og snart bringes til at fungere tilfredsstillende for patienter og personale? Er det jeres politik både i regionerne og i Folketinget, at I vil arbejde for at afvikle Sundhedsplatformen?

Disse spørgsmål vil jeg - og sikkert også mange andre vælgere i Region Hovedstaden og Region Sjælland - gerne have besvaret her med kun max. fire måneder til folketingsvalget.