1. oktober 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tabt ære sved, men vi genvandt den jo

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tabt ære sved, men vi genvandt den jo
Debat - 24. august 2020 kl. 07:55

Af Steen Vedel, orlogskaptajn.
Ejendomsmægler, Bakkedraget 76

Fredensborg

De Tusind Aar, så blev de væk

I Morges Klokken 5 af Skræk

Skrev Kaj Munk 9. april 1940. Helt præcist!

Statsminister Thorvald Stauning og udenrigsminister Peter Munck havde tre skrækscenarier, hvis vi ydede modstand ved en tysk besættelse, som de i hvert fald måtte regne med - ikke som en mulighed, men som en igangsat begivenhed efter alle de efterhånden samstemmende advarsler, senest dem de fik 4. april.

Den første skrækkelige begivenhed, at København ville blive sønderbombet, ligesom Warszhawa. De havde set eller hørt om den tyske propagandafilm herom, som var blevet vist ca. en uge før i Berlin for alle legationers militærattacheer og et par dage senere i København, Stockholm og Oslo, så man kunne se, hvad der skete alle, som modsatte sig en tysk invasion.

Den anden skrækkelige begivenhed, at Tyskland straks ville flytte grænsen nordpå til grænsen fra før 1920. Tyskland havde aldrig godkendt genforeningen.

Den tredje skrækkelige begivenhed, at de selv ville blive henrettet, hvis der blev gjort mere end symbolsk modstand.

Derfor lagde de sig ned på ryggen og sprællede med arme og ben allerede 8. april, da de havde forsikret sig, at der ikke ville blive kæmpet, men kun markeret modstand. En engelsk talemåde fra tiden efter 9. april: Når man så en hund lægge sig på ryggen med benene i vejret, sagde man: »Look at that dog - It is doing a Copenhagen.«

Husk baggrunden
Så gik krigen sin gang, og alt endte jo lyst og lykkeligt i maj 1945. Kong Christian 10.'s afskedsord til Erik Scavenius, da denne mødte i afskedsaudiens, efter at befrielsesregeringen var dannet, var: »I det mindste undgik vi, at København blev bombarderet ».

For at forstå udenrigsminister Peter Muncks og statsminister Thorvald Staunings handlinger, må man huske deres baggrunde, som Steen Andersen perifert nævner i sin nye bog: »Der er intet foruroligende for Danmark.« (Syddansk Universitetsforlag). Munck var gennemsyret radikal, hvor man blev opflasket med holdningen: »Ned med kronen, korset og sværdet« og et udtryk, som blev lanceret allerede i slutningen af 1800-tallet om forsvaret: »Hvad skal det nytte«? Også Stauning var pacifist. Derfor fik vi i 1932 en drastisk reduktion af forsvaret, som specielt gik ud over flåden.

Da så Hitler kom til magten i Tyskland i 1933, gjorde man alt for ikke at genere det nye regime mod syd. Og den tyske gesandt var ikke sen til at beklage sig over tyskkritiske bemærkninger i den danske presse. Danmark kunne ikke forsvare sig mod militære angreb, så det gjaldt for enhver pris at bevare Danmarks neutralitet ved stilfærdig og upåklagelig opførsel - også for at bevare vores fødevareeksport til både England og Tyskland.

Men fra foråret 1940 kom der flere indberetninger fra gesandtskabet i Berlin, skrevet af Gesandten Herluf Zahle og kommandørkaptajn Fritz Hammer Kjølsen, som tydeligere og tydeligere pegede på en planlagt tysk besættelse af Danmark. De blev alle arkiveret med bemærkningen: »Der er intet foruroligende for Danmark«. Men man foretog adskillige forberedende tiltag. Den 6. april blev det netop færdiguddannede hold af værnepligtige hjemsendt fra hær og flåde. Det blev besluttet ikke at indkalde den næste årgang.

Den 7. april blev reserveløjtnant Richard Tørsløv beordret til Svanemøllens Kaserne, hvor samtlige luftværns- kanoner fra københavnsområdet stod linet op. Her fik han besked om at fjerne bundstykkerne og køre dem til et lager. Det tyske troppetransportskib MS Hansestadt kunne uantastet lægge til ved Langelinje den 8. april om aftenen, uden at nogen kom ned og spurgte, hvad de skulle der. Kanonerne på Middelgrundsfortet kunne ikke skyde den 9 april om morgenen, da tyske krigsskibe stævnede ind i Københavns Havn. Det var nok heller ikke meningen. Den uddannede besætning var hjemsendt, og chefer frakommanderet. I Storebælt lå daværende orlogskaptajn Quistgaard på patrulje med en af marinens udrustede torpedobåde og måtte se til, at en større tysk flådestyrke med slukkede lanterner var på vej op i Storebælt.

Symbolsk modstand
I sidste øjeblik fik Munck og Stauning meddelt tyskerne, at der kun ville blive ydet symbolsk modstand ved en tysk besættelse af Danmark,

Nu til Steen Andersens bog, som jeg har læst side for side. Meget interessant bog, men man skal holde ørerne stive for at holde sammen på det væld af arkivbidder, man får præsenteret, og til trods for en meget omfattende litteraturliste mangler jeg et par kilder, som jeg mener er væsentlige. Først Kjølsens bog fra 1945 : »Optakten til den 9. April« og hans erindringsbog fra 1957: »Mit Livs Logbog«, hvor man bl.a. kan læse, at han efter sin hjemkomst fra Berlin i august 1941 havde en samtale med Munck, som nu ikke længere var udenrigsminister. Her sagde Munck til ham, at man havde haft to valgmuligheder, nemlig at tillægge Kjølsens indberetninger op til 9. april 1940 betydning og konkludere, at tyskerne planlagde en besættelse af Danmark, men det ville have medført, at man så i den danske regering var blevet nødt til at reagere på dem, eller man kunne lægge dem i skuffen, hvilket man valgte at gøre.

Jeg savner også en tydelig forklaring på, om forfatteren har haft adgang til Muncks dagbog fra foråret 1940. Har han set den, og hvad stod der?

Springende punkter
Det, der er et af de springende punkter, er spørgsmålet, om der var et Rostockmøde den 17. marts 1940, hvor besættelsen blev aftalt. Givetvis ikke. Rygterne er for løse, og ude af karakter med Muncks på mange måder hæderlige natur. Men jeg tror på daværende kaptajnløjtnant Thorkel Bjerres beretning om, at han så Munck flyve med en mindre flymaskine fra Kastrup Lufthavns sydlige ende den 17. april tidligt om morgenen. Jeg har kendt Bjerre og hørt historien fra ham selv.

Min formodning er, at Munck havde fået lov til at hente sin homoseksuelle søn, som var blevet arresteret af Gestapo på en bøssebar i Hamborg. Der skriver forfatteren henkastet, at Munck kunne have sendt en kontorchef fra udenrigsministeriet. Men sådan er spillereglerne ikke.

Generelt finder jeg bogen med en hældning. Den lægger sig op ad den parlamentariske kommissions frifindelse af Stauning, Munck, Alsing Andersen og Buhl, selvom forfatteren skriver, at han ikke drager konklusioner.

Men bogen er et interessant indlæg i den aldrig færdige historie om Danmark i Anden Verdenskrig. Dog, det ville have været godt, om der var trukket et par linjer op med udviklingen til maj 1945. Som den står, er den ligesom en torso. Så jeg vil ganske kort fortælle om, hvordan Danmark genvandt sin ære og agtelse hos de allierede. Men først skulle vi gennem yderligere to ydmygelser: Underskriften på Antikominternpagten og udlevering af seks torpedobåde i begyndelsen af 1942.

Hitler blev rasende
Men så gik det fremad.

1. Telegramkrisen 26. september 1942, hvor Christian X svarede på Hitlers lykønskningstelegram med: »Ich spreche meinem besten Dank aus«. Hitler blev rasende og udskiftede gesandten Renthe Fink med den mere brutale dr. Werner Best, og den kommanderende general i Danmark blev udskiftet ud med en noget hårdere hund. Historien gik verden over.

2. Ambassadør Henrik Kaufmanns aftale med USA om baser i Grønland. Jeg har haft den ære at møde Henrik Kaufmann efter krigen.

3. Flådens sænkning den 29, august 1943, hvor viceadmiral Vedel sænkede flåden trods regeringens forbud. Danmark kom 30. april for første og eneste gang under krigen på forsiden af New York Times den 30. august med en beskrivelse heraf og billedet af panserskibet Peder Skram på bunden af Københavns Havn. Sænkningen kom også på forsiden af London Times. Denne begivenhed medførte også, at danske handelsskibe i allieret tjeneste måtte sejle under dansk flag.

4. Danskernes hjælp til jødernes flugt til Sverige, hvorved 90 procent af alle danske jøder blev reddet.

5. Den danske efterretningstjeneste med hovedkvarter i Stockholm, hvorfra der gled en lind strøm med oplysninger om Tyske skibs- og troppebevægelser i Danmark. Vigtigst var nok billederne af en på Bornholm nødlandet V1 bombe

6. Folkestrejken i sommeren 1944.

7. Politiets arrestation og deportation til tyske koncentrationslejre - i alt ca. 1900 blev deporteret, heriblandt min kones far, kriminalbetjent Karl Bilbo, som havde hjulpet mange amerikanske og engelske flybesætninger til Sverige.

8. De mange sabotagehandlinger mod tyske anlæg og installationer, herunder jernbanesabotagerne.

Så vi smuttede lige over på de allieredes side. Dog ikke mere, end at da Montgomerys stabschef den 4. maj om aftenen fik besked på, at Monty ville gå ind i Danmark d. 5. maj, spurgte: »Går vi ind som besættere eller som befriere?« - fik svaret »som befriere«.

Gjorde Stauning og Munck det bedste for Danmark ? Det er svært for mig, som er fra en gammel slægt, som altid har æret Gud, konge og fædreland at sige det, men ja. Det sved at tabe al ære, men Danmark genvandt den jo i løbet af de fem år.

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?