21. oktober 2019
Astralis vandt sin tredje Major-titel i træk og den fjerde i alt
gallery icon

Se billedserie

Astralis vandt sin tredje Major-titel i træk og den fjerde i alt
Foto: Andrea Luth/Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sport, idræt og fællesskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sport, idræt og fællesskab
Debat - 13. september 2019 kl. 13:22
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Per Frost Henriksen, formand og Susanne Jönsson bestyrelsesmedlem, DGI Nordsjælland

I lørdagens avis stiller Jørgen Skov fra Haslev spørgsmålet, om esport er sport? Ja, det er det da. Der er en høj grad af konkurrence i esport, det handler om at vinde, der er regler at spille med og ligaer at spille i.

I esport er der også rollemodeller som i den øvrige idræt og sport. Danske Astralis vinder ikke tre Majors i træk uden fokus på motion, kost, søvn og andre basale behov.

Flere og flere esportsforeninger ser dagens lys, hvor fællesskab og det at dyrke sin sport i trygge og udviklende rammer er vigtige elementer. I foreningen er der frivillige ledere og trænere, der gør en god indsats over for de, der har fundet deres sport, og glæden er ikke mindre fordi der står et e foran, så det bliver Esport.

Esport er idræt
Esport er idræt. Det kræver stor præcision, megen øvelse, god reaktionsevne og stor koncentration at spille med på pc'erne. Ligesom dart og billard, der optages som idrætsforeninger, så er esport også velkommen i foreningslivet.

Det har alle dage været svært for forældre at følge med i børnenes udvikling. Børnene har igennem generationer udfordret forældrene og bevæget sig videre hen til et andet sted. Det er vel nærmest naturligt og stiller mere krav til forældrenes forandringsparathed end børnenes. Gaming og spil på computer er kommet for at blive. Lad os spille med og få noget godt ud af det.

DGI sprang hurtigt med på bølgen. Vi ser en oplagt mulighed for at få unge til at mødes i foreningsregi og dér opleve både fællesskab, dygtiggørelse og indbyrdes konkurrence i et sundt foreningsmiljø.

For eksempel har DGI Esport Camps i hele landet, hvor børn og unge har mulighed for at komme på esport-lejre i sommerferien, hvor de er aktive og har det sjovt med andre, der er interesserede i esport. I stedet for at sidde alene hjemme på hvert sit værelse i ferien, samler campen de unge i et fællesskab, hvor de spiller sammen og mod hinanden, knytter nye kammeratskaber og deltager i sjove aktiviteter. Sådan sker det også i de mange esportsforeninger, der dukker op. Esport tiltrækker blandt andre børn og unge, som typisk ikke deltager i traditionelle idrætsaktiviteter.

Fiktion og virkelighed
Uanset om det er Counter Strike, Fortnite eller FIFA, er det til diskussion, om spillerne kan skelne fiktion og virkelighed. Ja, det kan børnene, og det kunne de også i 50'erne, da de legede røvere og soldater ved mosen.