19. august 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: »Som at drikke vand fra en brandhane«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

»Som at drikke vand fra en brandhane«
Debat - 22. juli 2019 kl. 07:58
Af Martin Bille Hermann, Danmarks Faste Repræsentant ved FN
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Citatet tilhører efter sigende den tidligere amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley, der beskrev, hvordan det kan opleves at stifte bekendtskab med FN. Og der er noget om snakken. For den internationale samtale og samarbejdes største scene er en overvældende oplevelse. 193 lande, en række observatører og et utal af regionale og internationale organisationer sætter dagligt hinanden stævne for at drøfte, debattere og forhandle om en række af tidens store spørgsmål (og en mængde af de små også).

Næste år runder FN så et skarpt hjørne. Der vil være mange taler med hyldest til fødselaren, men der vil også være snak ved festbordene, 'om tiden mon er løbet fra FN?'.

Mange har gode muligheder

Siden FN så dagens lys i 1945, er der sket meget. Verden anno 2019 er væsensforskellig fra den, FN blev født ind i. Der er langt færre fattige i verden, flere børn går i skole, færre mødre dør i barselsseng, vi lever stort set alle længere og længere.

Aldrig før har så mange vel haft så gode muligheder for at udfolde deres potentiale. Det er også FN's fortjeneste. For verdensorganisationen har ikke alene været med til at gøre en konkret forskel for millioner af mennesker i de enkelte lande og regioner - FN har sat rammer og retning for verden. Fra børnekonventionen i 1989, befolkningskonferencen i Cairo i 1994, kvindekonferencen i Beijing og det sociale topmøde i København i 1995 og nu allersenest de 17 Verdensmål og Parisaftalen i 2015.

Gennem sine snart 75 år har FN været med til at udvikle en verden, der på mange måder er blevet rigere og friere. En verden, der kan synes mindre, og hvor afstandene synes kortere. På godt og ondt.

Mere kompleks verden

Men det er også en verden, der er blevet mere kompleks. De globale magtbalancer har forskudt sig, og det billede, der prægede efterkrigstiden, hvor den globale økonomiske og politiske magt var samlet hos blot en håndfuld lande (i form af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet (P5): USA, Kina, Sovjetunionen, Frankrig og Storbritannien), er i dag mere diffust.

Den indbyrdes balance mellem P5 er under forandring. USA er fortsat verdens supermagt, men Kina vokser hastigt. Og de øvrige permanente medlemmer har - relativt set - ikke den relative tyngde, som de havde i 1945, hvor de 51 stiftende medlemmer af FN betroede netop de fem et helt særligt ansvar for fred og sikkerhed i verden - til gengæld for den vetostemme, som de hver især er udstyret med.

Derfor er det også frustrerende at se, hvordan FN's muligheder for at gøre en forskel amputeres, når de gamle P5-lande har modsatrettede interesser i en konflikt - og Sikkerhedsrådet som følge heraf handlingslammes.

Helt central rolle

Syrien er et overordentlig trist eksempel herpå. Men det er også et eksempel, der ofte overskygger den kendsgerning, at FN i en række andre konflikter, hvor der er færre eller knap så tunge stormagtsinteresser på spil - ikke mindst i Europas nærområder i Afrika - spiller en helt central rolle i at holde låg på væbnede konflikter. Og at FN's humanitære indsatser og håndtering af verdens mere end 70 millioner flygtninge og internt fordrevne er helt central for at sikre, at konflikter om ikke løses, så inddæmmes lokalt.

Så FN kan, når verdens lande vil det.

Og der er brug for et FN, der virker - og får lov til at virke. For der er kommet nye komplekse udfordringer til. At menneskeheden slår sig selv ihjel med våbenmagt, er ikke den eneste trussel. Klimaforandringer, irregulær migration og den nye teknologis skyggesider er udfordringer, vi ikke kendte i 1945, og som har det til fælles, at de af natur er grænseoverskridende - og derfor alene kan løses i internationalt samarbejde.

Understreger nytten

Så selvom FN til tider kan være en frustrerede oplevelse for en dansk diplomat med begrænset tålmodighed, så skal man løfte blikket og se FN i et lidt længere og lidt større lys. Og huske FN's anden generalsekretær, svenske Dag Hammarskölds berømte ord om, at 'FN blev ikke skabt for at bringe mennesket ind i himlen, men for at redde menneskeheden fra helvede'. Og hvis det ikke rækker, så bør man spørge, om verden mon har bedre udsigt til at løse vores fælles problemer uden FN.

Det gør ikke møderne og talerne kortere, men det understreger nytten i arbejdet med at fastholde og til stadighed udvikle FN som det centrale forum for global samtale og samarbejde.

Og det minder én om, at FN er mindst lige så relevant og nødvendig, som da Gustav Rasmussen som den første danske udenrigsminister den 15. januar 1946 sluttede sit indlæg til FN's første plenarforsamling i London med ordene: »... det afgørende er, at vi kan begynde vort arbejde i samarbejdets rette ånd, fast besluttede på - i indbyrdes forståelse - at opnå resultater til menneskehedens varige gavn«.