26. februar 2021
Pia Kjaersgaard
Pia Kjaersgaard
Foto: Steen Brogaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Skal det belønnes at blæse på restriktionerne?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skal det belønnes at blæse på restriktionerne?
Debat - 22. februar 2021 kl. 08:53

Genåbning: Få så åbnet for de små butikker igen. Giv dem en chance for at indhente noget af det tabte i stedet for at udskyde åbningen den ene gang efter den anden.

Af Pia Kjærsgaard, MF (DF)Værdiordfører

Hvem skal være først i køen til de eftertragtede vacciner, som der desværre endnu er alt for få af på grund af problemer med leverancerne? Jeg holder fast i den oprindelige plan. Naturligvis skal sårbare grupper, ældre og mennesker med underliggende sygdomme, vaccineres først sammen med det frontpersonale, som kæmper med at hjælpe og redde liv.

Og hvilke butikker skal have lov til at holde åbent? Skal det udelukkende være de store supermarkeder, som næsten sælger alt det, som de nedlukkede er forhindret i at afsætte til forbrugerne? De store supermarkeder, hvor risikoen for smitte bestemt er mere markant end den ville være i tøjforretningen, hos den lokale boghandler, frisører eller andre liberale erhverv?

Coronafornægtelse
Tag en kommune som Ishøj, hvor den totale corona-fornægtelse synes at herske. Borgmester Ole Bjørstorp virker ligeglad og bruger al sin tid på at rase over, at eleverne fra de mindre klasser er blevet hjemsendt, fordi Ishøj har landets højeste incidenstal for corona. Bilka i bycentret har fremrykket lukketiden fra kl. 23 til kl. 21, fordi grupper af unge særligt om aftenen »dasker rundt« uden mundbind.

Helt normal kutyme er det desuden, at hele familier handler i Bilka samtidig. Bemærk i øvrigt i den forbindelse det groteske forhold, at små butikker med styr på antal kunder og kontrol med restriktioner skal holde lukket, mens det står folk frit for at stimle sammen i supermarkederne uden nogen form for kontrol. Supermarkeder bliver belønnet og kan øge deres omsætning på bekostning af de små detailhandlende, som er kastet ud i en kamp for deres overlevelse.

Er der nogen grund til at belønne dem? Og hvad med borgere, der blæser på reglerne?

Først i køen
Ja, ifølge tidligere direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg, skal befolkningen på Københavns Vestegn anbringes først i køen. Det udtalte han for nylig. Han begrunder sit forslag med, at det er her, smitten er mest udbredt. Jamen, det er så sandelig da også her, man har taget smittefaren mest afslappet, ladet hånt om afstandskrav, forsamlet sig i større grupper og i det hele taget været ret ligeglade med det hele.

Skal den adfærd belønnes med en plads forrest i køen?

Naturligvis ikke. Når de sårbare grupper og frontpersonalet er vaccineret, skal planen følges, således at der vaccineres i forhold til aldersgrupper. Eller skal det store flertal af danskerne, der har levet med nedlukningerne og fulgt reglerne til punkt og prikke, aflyst familiefester, arbejdet hjemme eller under vanskelige vilkår og lidt afsavn i deres sociale liv straffes med senere vacciner?

Noget mere grotesk kan man ikke forestille sig. Det skal ikke belønnes at blæse på afstandskrav og forsamlingsforbud. Rækkefølgen skal overholdes. Og få så åbnet for de små butikker igen. Giv dem en chance for at indhente noget af det tabte i stedet for at udskyde åbningen den ene gang efter den anden.

Efter 1. marts vil det igen være muligt at få udbetalt de resterende feriepenge. Tager du imod tilbuddet?