6. december 2019
?Ögerup. Indvielse af det nye stykke motorvejsstr?¶kning mod Kalundborg med bla Transportminister Pia Olsen. ¬ Foto: Peter Andersen
gallery icon

Se billedserie

?Ögerup. Indvielse af det nye stykke motorvejsstr?¶kning mod Kalundborg med bla Transportminister Pia Olsen. ¬ Foto: Peter Andersen
Foto: Peter Andersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Selvfølgelig skal vi have minimumsnormeringer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvfølgelig skal vi have minimumsnormeringer
Debat - 15. november 2019 kl. 12:28
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Pia Olsen Dyhr, formand for SF

Ingen kan længere være i tvivl om, hvorfor minimumsnormeringerne er nødvendige. De seneste uger har TV 2 sendt dokumentaren »Eksperimentet med vores børn« i to afsnit. Den har kun understreget, hvorfor vi i SF kæmper for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

I den første udsendelse møder vi Artem. Han er en tosproget dreng, hvis forældre kommer fra Ukraine. Man må antage, at han har brug for ekstra opmærksomhed for at lære dansk. Men sådan er det desværre bare ikke, for i løbet af optagelsernes syv timer og otte minutter får Artem kun seks minutters god voksenkontakt. Seks minutter. I løbet af en hel dag. Det er lige så lang tid, det tager at koge et æg.

Blomstrer når normeringer øges
I den sidste udsendelse, hvor TV 2 har skruet op for antallet af voksne på stuerne, møder vi Lykke. Her ser vi, hvordan hun blomstrer, når normeringerne øges. Lykke kommer nemt til at lukke i og bliver ikke set i en kaotisk hverdag med for få voksne. Men med mere personale ser vi, hvordan hun åbner op, og hvordan hun bliver tryggere og gladere.

Vi ser også, hvordan niveauet af skadelig stresshormon daler hos den lille pige, når voksenkontakten stiger. Hendes stressniveau falder faktisk med en tredjedel. Det samme billede ser vi hos flere andre børn. Det er et klokkeklart eksempel på, hvorfor vi skal have minimumsnormeringer.

Der findes mange gode, videnskabelige argumenter for, hvorfor det er vigtigt, at børnene får en rimelig voksenkontakt i løbet af en dag. Men det kan i virkeligheden koges ned til et enkelt argument. Glæden og udviklingen, vi kan se hos børnene, når de bliver mødt, set og hørt af en voksen.

Minimumsnormeringer er ikke en luksus. Det er ganske enkelt en bund under, hvor få voksne der må være per barn. Med minimumsnormeringer kommer også minimumskram, minimumstrøst og minimumsleg. Det er et absolut minimum for, hvad vi kan byde vores børn.

SF har længe kæmpet for at få minimumsnormeringer, og i al stilfærdighed glæder jeg mig over, at jeg ikke længere bliver spurgt om, hvad minimumsnormeringer er, men snarere hvornår vi får dem indført.

Jeg kan godt forstå, at mange forældre og pædagoger er utålmodige. Det er jeg også. Derfor arbejder vi for, at det skal ske så hurtigt som muligt og gerne hurtigere, end hvad regeringen og støttepartierne allerede er enige om. Vi skal bare samtidig sikre os, at den pædagogiske kvalitet følger med.

Vi mener det, når vi siger, at børnene ikke kan vente. Derfor glæder jeg mig over, at ingen længere er i tvivl om, at vi skal have minimumsnormeringer.