8. april 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: S stikker danskerne blår i øjnene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

S stikker danskerne blår i øjnene
Debat - 16. december 2019 kl. 12:37
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Udlændinge

Af Pia Kjærsgaard, MF. (DF) Udlændingeordfører

Socialdemokratiet er på dybt vand i udlændingepolitikken. Alt imens Radikale Venstres tossegode udlændingepolitik er ved at hive Socialdemokratiet med ned på slappernes bund, så forsøger man, for at blive i metaforen, desperat at holde sig oven vande ved brug af alverdens vandsportsdiscipliner.

I forrige uge var det Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen, der i Debatten på DR2, med et krampagtigt greb om åren, forsøgte at padle på Clement Kjersgaards kritiske spørgsmål til de seneste lempelser, som er blevet vedtaget i forbindelse med finanslovsaftalen. Her ville han ikke indrømme, at der er tale om en lempelse af udlændingepolitikken, når flygtninge, som tidligere skulle rejse hjem, nu får lov at blive, blot de er i beskæftigelse. Argumentet lød, at der er tale om erhvervspolitik og ikke udlændingepolitik. Sjældent har man da hørt noget så latterligt.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) brugte tirsdagens spørgetime i de våde elementer - denne gang stod den på politisk rygsvømning. Her blev hun ligeledes ved med at benægte, at der er tale om en lempelse af udlændingepolitikken, når flygtninge nu får lov at blive i Danmark i stedet for at blive hjemsendt.

Mogens Lykketoft forsøgte sig også for nylig i disciplinen at træde vande. I et indlæg afviste han på den ene side, at de forbedrede forhold for flygtninge skulle være en lempelse. På den anden side kaldte han det plausibelt, at mennesker på flugt ikke ønsker at komme til lande, hvor der føres en stram udlændingepolitik. Jamen, hvordan i alverden skal man så kunne se det som andet end en lempelse?

For mig er sagen klar. Socialdemokratiet stikker danskerne blår i øjnene, når de deklarerer det som erhvervspolitik eller noget andet, men sandheden er, at der er tale om lempelser af udlændingepolitikken. Lempelser, der igen vil gøre Danmark attraktivt for flygtninge. Socialdemokratiet svigter derfor Danmark og de mange danskere, der stemte på dem ved folketingsvalget i overbevisning om, at den stramme udlændingepolitik ville blive videreført.