15. juni 2021
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har under sit ophold i Irak besøgt det danske hovedkvarter i Union III i Den Grønne Zone i hovedstaden Bagdad.
gallery icon

Se billedserie

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har under sit ophold i Irak besøgt det danske hovedkvarter i Union III i Den Grønne Zone i hovedstaden Bagdad.
Foto: Jens Holt/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scan
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Respekt om forsvaret findes ikke i et regneark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Respekt om forsvaret findes ikke i et regneark
Debat - 04. juni 2021 kl. 08:19

Af Louise Lindhagen (K), Tappernøje, selvstændig kommunikationsrådgiver, tidl. ansat i Hjemmeværnskommandoen og opstillet til KV21 i Næstved

I den seneste tid har debatten om styringen af forsvaret stået i lys lue. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har lagt arm med Forsvarets ledelse og ansatte med den håndspålæggende udmelding, at forsvarschefen blot er en styrelseschef på lige fod med chefer i andre styrelser.

Den stramme styring af forsvaret er dog blot en foreløbig kulmination på en afvikling af forsvaret, der har stået på gennem årtier. Effektiviseringer har eroderet sammenhængskraften i forsvaret og skabt en uklar ansvarsfordeling. Militære medarbejdere bliver overhørt af regnearksledere, der ikke viser forståelse for militære kompetencer. Det har skabt et giftigt miljø, der korrumperer og ødelægger organisationen indefra. Hvis forsvaret fremover skal kunne værne om Danmark, er der brug for en bedre forståelse for de militære kompetencer både blandt embedsfolk og politikere.

Gennem de seneste 30 år har forsvarets rolle i samfundet ændret sig markant. I takt med, at der blev skruet op for globaliseringen og ned for den kolde krig, har forsvaret skullet finde sine ben mellem en virkelighed, der veksler mellem fred og kriser. Samtidig begyndte Forsvarsministeriet at få et spirende embedsværk, som var uddannet inden for grene af statskundskab og virksomhedsledelse. Langsomt blev der skabt et nyt styringsregime, der ikke havde forståelse for den emotive faktor, der motiverer militære medarbejdere til at påtage sig et job, der i værste fald kan koste deres liv.

I dag er der nærmest ingen danske politikere, der lader til at anerkende militære færdigheder som en kerneforudsætning for at have et forsvar. Det går ud over organisationens faglighed, når officerer må gå på kompromis for at blive forstået i det politiske system og blandt deres civile kollegaer i embedsværket. Styringen beror i dag på en falsk præmis om, at man kan planlægge og lede operationer uden en særlig uddannelse, uden erfaring fra realistiske øvelser og uden tjeneste i verdens brandpunkter.

Drastiske konsekvenser
I stedet er budgetter, målepunkter og årsværk i sigtekornet for politikerne. Denne tilgang har drastiske konsekvenser for forsvaret som organisation og ikke mindst de ansattes selvforståelse. Et moderne forsvar kan ikke drives som en privat virksomhed, fordi et forsvar er som en forsikring. Man kan ikke måle forsvaret på produktion og forbrug af ressourcer. I en fredstid er forsvaret nødt til at have midler og kompetencer til at forberede sig på forskellige scenarier. Man må strategisk overveje, hvor kaserner og tjenestesteder skal ligge frem for at skifte domicil ud fra økonomi eller geografiske kalkuler.

Desværre er det den modsatte tendens, der ses. Gennem de seneste 10 år er antallet af enheder og tjenestesteder faldet, og mange nyuddannede officerer har ikke samme praktiske erfaring som tidligere. Forsvaret udvikles ikke på baggrund af faglig erfaring. Ledelse er herefter blot et spørgsmål om antallet af stjerner på uniformen.

Det siger sig selv, at der er stor forskel på at være på øvelse, at analysere militære operationer og at flytte rundt på tal og dokumenter i styringsprogrammer. Mange militært ansatte er i sin tid startet i forsvaret på grund af ønsket om en spændende og aktiv hverdag, en pligtfølelse eller en kærlighed til fædrelandet eller det omgivende samfund. Når der opstår et sådan mismatch mellem de militært ansattes forventninger til jobbet og det reelle indhold, går det ud over deres identitet og selvforståelse.

Efter årtiers udsultning har forsvaret brug for at komme på fode igen. Organisationen skal finde sig selv i en fredstid. Truslen lurer ikke længere i Østersøen, men i arktiske egne og som en usynlig fjende mod vores kritiske infrastruktur.

Hvis forsvaret skal løse disse opgaver fremover, er der brug for at genoplive gnisten blandt Forsvarets medarbejdere. Forsvaret kan og skal ikke styres som et hvilket som helst andet ministerium eller styrelse. Forsvarschefen er ikke en styrelseschef. Der er behov for at vægte militærfaglige anbefalinger tungere, og Forsvarets medarbejdere må i højere grad vise og dokumentere, hvad fravalg på grund af økonomi betyder for danskernes sikkerhed. På den måde får forsvarsministeren og Folketinget bedre mulighed for at prioritere og kan stå til ansvar for deres fravalg.

Tilbage står spørgsmålet, om kløften mellem de militære medarbejdere, det civile embedsværk og det politiske niveau har vokset sig for stor. Det tager tid at læge sår, særligt i en organisation som forsvaret, hvor der gennem længere tid er blevet trådt på traditionerne. Det kræver politisk vilje, samarbejde og evne til reelt lederskab at sætte gang i en mission, der skal rette op på årtiers organisatoriske fejlskud.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?