8. maj 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Region Hovedstaden kan blive et forbillede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Region Hovedstaden kan blive et forbillede
Debat - 23. april 2021 kl. 07:14

Af Anders Hoff, chef for forskning og innovation, Lægemiddelindustriforeningen

I Danmark og i store dele af verden bliver vi flere mennesker, flere ældre og flere kronikere. Det udfordrer den måde, vi driver vores sundhedsvæsen på og forudsætter en udvikling, hvor vi i stigende grad har fokus på rettidig opsporing, den tidlige forebyggelse, på at flytte behandling fra sygehuset og tættere på patienterne samt på opfølgende behandling. Det stiller krav til sundhedsvæsenet, samtidig med at teknologien giver patienterne muligheder. Borgerne kan håndtere deres egen sundhed via ny teknologi, medicinsk udstyr og nye behandlingsmetoder. Samtidig går stigende økonomisk ulighed hånd i hånd med stigende ulighed i sundhed, hvor især befolkningsgrupperne med de laveste uddannelser og indkomster lever i kortere tid, har flere sygdomme og oplever større konsekvenser af sygdom.

Dertil rammer sundhedsindsatser ofte skævt, fordi de mest udsatte grupper ikke kontakter egen læge i samme grad som andre grupper, eller fordi udsatte personer med risikofaktorer ikke reagerer tidligt på deres symptomer, hvorved sygdom først opdages på et fremskredent stadie, hvilket øger risikoen for, at der er stødt andre kroniske sygdomme til.

Region Hovedstaden er den region, hvor der er mest ulighed i sundhed. Ni ud af de 10 kommuner med størst ulighed målt på Gini-koefficienten ligger i Region Hovedstaden, herunder Københavns Kommune. Den stigende ulighed i sundhed har længe været kendt, men er svær at takle.

Samtidig er life science-industrien den mest markante erhvervsmæssige styrkeposition i regionen.

I marts nedsatte regeringen syv regionale vækstteams, der skal komme med anbefalinger til, hvordan landet bedst kommer godt igennem coronakrisen. Der er i den forbindelse afsat 500 millioner kroner, som skal bruges til at følge op på arbejdet. I hovedstaden er fokus på life science.

Giver rigtig god mening
Og det giver rigtig god mening. Hovedstaden har forudsætningerne for at igangsætte et stort demonstrationsprojekt, hvor et stærkt life science-erhverv sammen med sundhedsvæsenet på tværs af både primær- og sekundærsektor samt patientforeninger i et nyt partnerskab, kan finde nye, innovative sundhedsløsninger og samtidig nedbringe den sociale ulighed i sundhed.

Region Hovedstaden kan med et eller flere fyrtårnsprojekt(er) vise vejen for samarbejde om nye, konkrete sundhedsløsninger, der inddrager både lægemidler, medicinsk teknologi, sundhedsdata og sundhedsteknologi i fremtidens forebyggelses- og behandlingsindsats. Dermed kan en målrettet indsats i hovedstaden også blive et værdifuldt input til en kommende kronikerplan.

Det kan ske ved hjælp af et styrket samarbejde om sundhedsdata og datainfrastruktur på sundhedsområdet, der kan understøtte målrettet forebyggelse, tidlig diagnostik og sammenhæng i behandling på tværs af kommuner, sygehuse og almen praksis. Sundhedsdata, RWE (Real World Evidence), PRO-data (Patient Reported Outcome) og socioøkonomiske data mv. skal bringes i spil for at understøtte de nye løsninger og for at udarbejde nye værdibaserede forretningsmodeller.

Det vil kræve et styrket samarbejde med dataejere og virksomheder om at skabe et sikkert miljø, hvor AI (kunstig intelligens) kan anvendes til at identificere mønstre i data, der kan bruges til at styrke forebyggelsesindsatsen. Det vil naturligt føre til en udvikling af mere personaliserede sundhedsløsninger, der tager højde for behandlingen af den enkelte borger og dennes sociale baggrund.

Missionen er klar: Der skal udvikles nye sundhedsløsninger, som kan understøtte et mere tilgængeligt og nært sundhedsvæsen, hvor sundhedsvæsenet i højere grad kommer ud til alle borgere/patienter uanset social baggrund, og hvor Danmark er inspiration for andre lande i håndtering af ulighed i sundhed.

Vi kan dermed skabe løsninger, som efterspørges i resten af landet, ja, endda i resten af verden og dermed også kan fremme ligheden i sundhed og samtidig styrke erhvervets konkurrenceevne og vækstmuligheder.

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?