22. oktober 2021
Regeringen angriber livstidsdømtes rettigheder, skriver Bjørn Elmquist.
Regeringen angriber livstidsdømtes rettigheder, skriver Bjørn Elmquist.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Regeringen angriber indsattes rettigheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Regeringen angriber indsattes rettigheder
Debat - 24. september 2021 kl. 12:44
Af Bjørn Elmquist, advokat, formand for Retspolitisk Forening

Landets justitsminister er på vej med endnu et soleklart selvmål. I sin tapre kamp for at skabe tryghed har han i lang tid forfægtet det synspunkt, at offentlig TV-overvågning af gader og stræder øger »danskernes tryghed og frihed«.

Nu foreslår han, at det forbydes livstidsdømte i fængsel eller forvaring at kontakte og have samvær med personer, som de ikke kendte på forhånd, dvs. før de blev varetægtsfængslet. Der henvises til tilfælde, hvor godtroende personer har ladet sig lokke til at indgå i relationer med indsatte af nævnte kategori, og hvor pressen i øvrigt også har kunnet svælge i den dømtes egen forherligelse på sociale medier. I begrundelsen for forslaget henvises der til krænkelser af retsfølelsen.

»Det gælder for ofre og pårørende, for hvem det er krænkende at se, hvordan sådanne dømte kan leve et liv, hvor vedkommende i fængslet tilegner sig nye relationer som andre, der lever et liv uden for kriminalforsorgens institutioner. Foruden hensynet til ofre og pårørende er der også et hensyn at tage til de mennesker, som den livstids- og forvaringsdømte indgår i en relation med. Der er således set eksempler på, at sådanne dømte har indgået i relationer med ofte unge og letpåvirkelige mennesker, som ikke kan overskue de konsekvenser, som det har for eget liv at indgå i en tæt relation med en person, som har begået nogle af de mest alvorlige forbrydelser.«

Der foreslås også, at livstidsdømte i de første ti år skal forblive på lukkede, ikke åbne afdelinger, ikke skal have udgang, medmindre det drejer sig om helt ekstraordinære anledninger, og at der som angivet skal føres nøje kontrol med deres breve, telefonsamtaler, anden kommunikation og besøg samt samvær, der kun i helt specielle tilfælde må involvere personer, som den dømte ikke kendte, før han blev buret inde.

Forslaget betegner et ganske uhørt angreb på almindeligt anerkendte og resultatrige principper både her i Danmark og andre civiliserede lande om resocialisering og fremadrettede foranstaltninger, der kan påvirke den dømte i positiv retning væk fra den forbryderiske fortid og en belastende omgangskreds. De har hidtil medvirket til at skabe et klima i dagligdagen i de pågældende tvangsinstitutioner, som trods alt er til at holde ud for både de ansatte medarbejdere og de indsatte dømte.

Ethvert yderligere repressivt indgreb i den tilstand kan skabe fatale negative forhold, som i stedet gør hverdagen til et mareridt og skaber grundlag for konfrontationer og ny kriminalitet, både inden for og - f. eks. ved flugt - uden for murene.

Fængselsforbundets formand har da også umiddelbart efter forslagets fremkomst af bekymring for konsekvenserne for hans medlemmers hverdag på arbejdspladsen kritiseret det. Han kendte kun til to tilfælde med aktuelt indsatte, hvor der har været problemer af den karakter og den kaliber, forslaget omtaler og nu bruger til en uholdbar generalisering.

Forslaget indebærer imidlertid også et indgreb i ganske uskyldige menneskers ret til fri kommunikation og omgang med medmennesker, der er helt ude af proportioner med erfaringerne og de drastiske konsekvenser, forslaget vil have.

Der kan være særlige beskyttelseshensyn at tage til f.eks. mindreårige personer, men sammenholdt med problemstillingen med de sociale medier i almindelighed er risikoen for utilbørlige og farlige relationer til indsatte forsvindende lille.

Tør man håbe på, at der i Folketinget og andre steder vil være tilstrækkelig sund fornuft og omtanke til at stoppe dette forslag?

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?