14. april 2021
»Forberedelser » malet af den norske kunstner Karen Aarre
gallery icon

Se billedserie

»Forberedelser » malet af den norske kunstner Karen Aarre
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Portrætter af tiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Portrætter af tiden
Debat - 27. marts 2021 kl. 10:16

Af Mette Skougaard, direktør, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot

En international jury har netop evalueret de værker, der i år er blevet indsendt til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborgs store portrætkonkurrence. Juryens møder måtte - som så meget andet i disse tider - holdes via Teams, men de 1153 portrætter, som blev indsendt til konkurrencen, og som er skabt af kunstnere fra alle de nordiske lande inklusive Færøerne og Grønland, er virkelige. Vi glæder os til at kunne vise PORTRÆT NU! med de 151 udvalgte værker, når udstillingen er klar den 7. maj, og museet forhåbentligt er genåbnet.

Som Danmarks nationale portrætgalleri ligger det lige for, at museet gerne vil stimulere interessen for portrætgenren blandt såvel kunstnere som vore potentielle gæster. Den er en åben invitation til at indsende et portræt, udført inden for de seneste par år.

Konkurrencen modtager værker i alle kunstneriske medier. Malerier, skulpturer, fotos, videoer, installationer med videre deltager på lige fod. Det afgørende er, at man har søgt at skildre et menneske, som man selv har stået ansigt til ansigt med. Fokus rettes mod det essentielle: Hvordan man kunstnerisk kan give en repræsentation af et menneskes karakter, person, køn, rolle, livsomstændigheder med videre.

Individet og det personlige
Portrættets historie er tæt knyttet til skiftende forestillinger om individet og det personlige - og dermed også det bagtæppe, som den enkelte træder frem på: samfundet og det almenmenneskelige. Det ser man også i de værker, der indsendes til portrætkonkurrencen. I hvert værk møder man et særegent menneske, der i den kunstneriske præsentation også henviser til noget, vi alle har et forhold til. Der har i hver af de nu otte portrætkonkurrencer været ikke-planlagte metatemaer, som dels afspejler eksistensens relativt statiske problemstillinger, dels noget højaktuelt i tiden.

I 2021-udgaven af portrætkonkurrencen er et metatema, som mange kunstnere har forholdt sig til, Covid-19 og det, den gør ved den enkeltes tilværelse. Der er eksempelvis de umiddelbart synlige tegn på pandemien, hvor kunstnere har portrætteret deres modeller iført mundbind. Ansigtet spiller en helt afgørende rolle, når vi skal genkende hinanden og vurdere en andens følelser, intentioner og sindstilstand. Det gælder jo ikke bare i den klassiske portrætkunst, men også i alle mulige situationer i dagligdagen. Ansigtsmaskerne er et konkret fysisk vidnesbyrd om virussets tilstedeværelse, den måde, vi søger at beskytte os mod den, og det, som mundbindet betyder for vores måde at interagere med hinanden på - når vi eksempelvis ikke længere så let kan aflæse udtrykket hos dem, vi møder, ekspedienten i butikken eller lægen, der stiller en diagnose.

Blandt de mange portrætter, hvor den afbildede bærer mundbind, er den svenske kunstner Cecilie Sjölunds Distance. Det paradoksale er, at på en måde bliver vi mere individualiserede, når vi kommer mere på distance af hinanden, men samtidig mister vi også noget af den genkendelighed som unikke skabninger, når vi er iført de ens masker, der fjerner en del af vores særegne udtryk.

Øver rolle på sengen
En anden gruppe af de indsendte corona-relaterede portrætter skildrer den isolation, som samfundets delvise nedlukning har været med til at skabe. Der er Karen Aarres portræt af den norske skuespiller Ane Dahl Torp, der hjemme på sengen øver sin næste rolle, som hun håber at kunne spille, når teatre og biografer kan genåbne. Danske Allison Barry Rosenlund har i værket Melancholy skildret sin teenagesøn, der sidder hjemme ved køkkenbordet, og Helen Kholin har taget et foto af sig selv med hovedet på et blankt bord, der reflekterer efterårssolens stråler - titlen er Me, my desk of a beam of hope - self-isolation number 4.

Andre værker går på de personer, der særligt er blevet ramt af coronaens samfundsøkonomiske konsekvenser. Den danske fotograf Peter Dahlerup har skildret en minkfarmer i blå overalls, der efter at have aftaget sit mundbind puster ud mellem træstammer, mens han tager sig til hovedet. Islandske Thordis Erla Agustdottír skildrer i den dokumentariske fotoserie Unknown Heroes det sundhedspersonale, der udgør frontkæmperne imod sygdommen.

Hædres med portrætpræmier
Det kan nævnes mange flere måder på, hvordan corona har influeret på året portrætkonkurrence. De indsendte værker giver således foruden et indblik i, hvad der rør sig i denne kunstneriske genre her og nu, også en fornemmelse for, hvad der er centralt for tidens menneskelige eksistens. De fleste af de personer, man møder i portrætkonkurrencens værker, er ukendte i offentligheden, og man kommer næppe til at stifte nærmere bekendtskab med dem, men de afspejler måder at være menneske på under vilkår, som vi alle må forholde os til.

De bedste værker vil blive hædret med Carlsbergfondets Portrætpriser, men der er et humanistisk budskab i hvert eneste af udstillingens 151 værker. Det gælder, hvad enten man er nysgerrig efter at se, hvordan corona påvirker os, eller hvad man ellers får blik for, når man går på opdagelse i portrætternes skildringer af menneskelige tilværelser.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?