28. marts 2020
Yderligere forsøg på at lede mere vand ud i vandløbene kan forværre situationen, mener Søren Grothe Petersen.                Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Yderligere forsøg på at lede mere vand ud i vandløbene kan forværre situationen, mener Søren Grothe Petersen. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Populisme eller fornuft?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Populisme eller fornuft?
Debat - 09. marts 2020 kl. 14:00
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Søren Grothe Petersen, Engvej 19, Næstved - på vegne af admin-gruppen i Facebook-gruppen »Bevar de Forhadte Vandløb«

Bølgerne har gået højt, og modsætningerne har været markante i debatten, som er fulgt efter de store mængder nedbør og efterfølgende oversvømmelser.

På den ene side står landbruget, som rigtig nok er voldsomt plaget af de våde marker. De mener, at det er kommunernes skyld, at vandet ikke kan løbe af markerne, at det er dårlig vedligeholdelse af vandløbene, der er årsagen. Landbruget kræver derfor opgravning og udvidelse af vandløbene her og nu.

På den anden side står så forskerne: Geologerne og hydrologerne - dem, der ved noget om, hvordan afstrømningerne virker.

Disse forskere siger samstemmende, at det ikke hjælper væsentligt med udgravning af vandløbene. For det første vil vandet ikke kunne løbe af markene alligevel, da jorden er vandmættet helt op til overfladen. For det andet vil en yderligere afdræning blot sende vandet videre nedstrøms til næste landmand, som således får mere vand på sine marker.

Til sidst vil vandet havne nederst i vandløbene, hvor husejere får oversvømmelser i huse og kældre. En endeløs skrue, der blot sender »aben« videre.

Med andre ord vil yderligere forsøg på at lede mere vand ud i vandløbene kun forværre situationen.

Årsagen er ganske simpel. Danmark er et fladt land, hvor de fleste vandløb med vandafledningsproblemer har et fald på under tre promille.

Et godt eksempel er Ryå, det største vandløb i Vendsyssel. Her har åen et fald på kun 0,85 meter på de nederste 20 kilometer. Ryå er også et godt eksempel på, at netop opgravning af vandløbet med store maskiner ikke hjælper noget som helst. Så sent som sidste efterår brugte de lokale kommuner mange hundrede tusinde kroner på en voldsom opgravning af vandløbet. Netop nu kan man se, at dette ikke har hjulpet noget som helst. Der, hvor der tidligere var en å, er der nu nogle kæmpe store søer. Penge er altså smidt ud af vinduet med en forarmet natur til følge.

Det er derfor påkrævet, at politikerne holder tungen lige i munden og ikke tager forhastede beslutninger. Hvis man blot lytter til dem, der råber højest, løser man ikke problemerne, men bruger blot en masse skattekroner på at forarme naturen.

I stedet for burde man lytte til netop disse eksperter, som faktisk har undersøgt forholdene. Deres anbefalinger er selvsagt mange, men især en ting er de enige om: Vandet skal holdes på de våde enge.

Derfor bør landets politikere hurtigst muligt gå i gang med en jordfordeling, så de såkaldte lavbundsjorde kan blive taget ud af traditionel drift og blive til »parkeringspladser« for vandet - præcis som de var det en gang. Landbrug & Fødevarer har sammen med Danmarks Naturfredningsforening allerede anbefalet dette initiativ. Ikke blot vil det være en væsentlig klimasikring, men tillige vil man her kunne reducere landbrugets udledning af kvælstof og CO2. En tillægsgevinst er også mere natur.

Så kære politikere: Det er ikke nu, I skal tage populistiske og forhastede beslutninger, men bruge skatteborgernes penge fornuftigt på noget, der virker.