24. juli 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pinsesolen danser hver eneste dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pinsesolen danser hver eneste dag
Debat - 17. juni 2019 kl. 13:24
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Hanne Mejlhede, sognepræst
Skt. Nikolai Kirke, Holbæk

Det har lige været pinse. Så hvorfor skrive om pinse? Fordi pinsen er en mærkelig højtid: Ingen ved helt, hvad den handler om. Og i modsætning til julen og påsken, som har en begrænset tid, så bliver pinsen ved. Den er kommet for at blive.

At skulle definere, hvad pinse betyder, er lige så svært som at forklare, hvad luft er. Man kan ikke se vinden, kun høre den suse.

Ordbogen over det danske sprog hjælper os ikke meget... for pinse er et græsk ord for tallet 50. Det er 50 dage efter påske. Så kan man slå op i Apostlenes Gerninger og læse om Pinseunderet. Og når man fortæller konfirmander historien om apostlene, der var samlet, og der pludselig lød en susen, og der satte sig ildtunger på deres hoveder, så bliver konfirmanderne meget fjerne i blikket og begynder at stille spørgsmål om noget helt andet. Man kan også fortælle, at alle pludselig kunne forstå hinanden, selvom de talte forskellige sprog, men det var selv for datiden så mærkværdigt, at man mente, de bare havde drukket sig fulde i sød vin!

Så ak, jeg har givet mig i kast med en vanskelig opgave. Den tidligere biskop Jan Lindhardt løste problemet gennem mad. »Danskerne, de tænker med maven«, sagde han. Og så kørte han, i samarbejde med et reklamebureau, en kampagne om, at man skal spise fisk til pinse. Det er der også mange, der gør. Og alligevel er pinsen stadig, hvad den hele tiden har været: Måske lidt sommersol, en ekstra fridag og lukkede butikker.

Kærlighedens ånd
Jeg vil derfor gribe pinsen an på en anden måde: Pinsen er, på trods af tal og underlige fortællinger, Helligåndens komme. Og Helligånden, det er kærlighedens ånd. Slet og ret. Vi kan ikke se den, men vi kan mærke den. Og vi kan især mærke, når vi vender den ryggen. Så forsvinder al livskraft, al varme, latter og skønhed ud af os og vores liv. Og tilbage er der en ørken af misvækst og tristhed. Alle kender forskellen på disse to tilstande - om vi tænker i Helligåndsbaner eller ej. Det er ens for alle mennesker. Og det er kun os selv, der lukker op og ned for humøret, tænder og slukker for kærligheden. For kærligheden viser sig af sig selv, når vi ikke lukker den ude.

Helligånden har aldrig været særlig folkelig, fordi den lyder så »hellig«. Det er den ikke, den har om nogen humoristisk sans. Den er en lille fugl, der hvisker os i øret, et lille praj, der trænger sig på. Og så er den komplet og aldeles uhøjtidelig, fordi den taler til os i vores eget sprog. Men den er sand, den lærer os at skelne det sande fra det falske, det kærlige fra det ukærlige, så vi med smerte kan mærke, når kærligheden er gået bag en sky. Den er ganske usynlig som luften og vinden. Men det, den kan, er at vende os om, lokke os ud af surhedens busk. Og det er så befriende, at vi husker, når den har været på besøg! Det vil jeg fortælle en lille historie om.

For nogle år siden var et ægtepar ved at gøre klar til gæster, der skulle komme. De havde en nyfødt søn, så kvinden var mere pirrelig end sædvanligt, hvilket afstedkom, at hun gik i det røde felt på grund af en detalje omkring serveringen. Så ringede det på døren, gæsterne stod på trappestenen, og med forgrædte øjne fór kvinden ind i soveværelset for at amme sin lille søn. Derinde sad hun og snøftede, og havde frygtelig ondt af sig selv... indtil en tanke afbrød hende: »Pølse er ikke vigtig, kærlighed er«. Alt standsede inden i hende, og hun kunne ikke lade være med at le... så tåbelige vi kan være i vores selvoptagethed!

Denne lille fugl har besøgt hende lige siden. Og har hjulpet hende på rette køl. Og hvordan kan jeg så vide, at det er Helligånden, der var på spil? Det kan jeg heller ikke. Men jeg tror det.

Vi kan sagtens leve videre, lykkeligt, uden hverken at holde pinse eller tro på Helligånden. Helligånden er ligeglad. Den er ikke forfængelig med sit navn! Men ingen kan leve uden kærlighed. Det ved den. Og alle lærer hver eneste dag på krop og sjæl, hvad der er hvad.

Lad derfor pinsesolen danse hver eneste dag, for der er det særlige ved både vinden, solen og kærligheden, at ingen af delene nogen sinde tager ferie, og ej heller tager ferie fra os.