15. april 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Partiernes magt skal brydes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Partiernes magt skal brydes
Debat - 24. marts 2021 kl. 14:55

Reform af valglovene

Af Ib Lunde Rasmussen, Lange-Müllers Alle 2, Rungsted Kyst

I Grundlovens §28-34 bestemmes, hvorledes der vælges til Folketinget, herunder valgret, valgretsalder, valgbarhed og valgmetode. Specielt i §30 om valgbarhed står der, at valgbarhed har enhver, som har valgret med mindre undtagelser.

I Grundloven står der intet om partier. Det er den valgte, som sidder i sit sæde indtil næste valg.

Partierne spilles først på banen i forbindelse med, at Valgloven giver mulighed for, at man kan stemme på en partiliste i stedet for på en opstillet person. Det er her, kæden springer af. Da der er et stort antal vælgere, som af bekvemmelighedshensyn stemmer på en liste i stedet for på en person, giver man partierne en utilsigtet magt til at manipulere med opstillingsmetoder og prioriterede lister, så partierne kan få dem valgt ind, som de ønsker. Da partiernes modtagne stemmer lægges sammen, før mandaterne fordeles, vil stemmeslugere skabe mulighed for, at mindre »attraktive« kandidater kan vælges i slipstrømmen på stemmeslugernes succes. Partierne kan derfor fristes til at kræve, at sådanne små fisk skal vise taknemmelighed over for partiet ved at opføre sig og stemme, som de kræver. Men det er ikke et emne, som er behandlet i Grundloven.

Så ser de hvad der sker
Så der opstår et problem for partierne, når et folketingsmedlem ikke vil makke ret og melder sig ud af partiet. Så strømmer de loyale partisoldater ud i læserbreve og på hjemmesider og forlanger forargede, at folketingsmedlemmet skal levere sit mandat tilbage, som han jo kun har til låns fra partiet. Det vil de færreste, som mener politik alvorligt, og så sætter de sig ned på bagerste række i Folketingssalen og ser hvad der sker.

Her har jeg et forslag, som både løser problemet med partihopperne og vil komme til at virke som en fornyelse i dansk politik. Lad alle politikere, som kan samle det krævede antal stillerstemmer til et kommunevalg eller folketingsvalg blive opstillet på en fælles liste. Så vil de, som får flest personlige stemmer, blive valgt ind. Muligheden for at stemme alene på et parti er afskåret. Så hvis der er 24 kommunalbestyrelsespladser i en kommune, så vil de 24 opstillede med flest stemmer blive valgt ind. Herefter er der ikke nogen, som skylder nogen noget.

Af praktiske grunde kunne man ved folketingsvalg vælge at holde valg pr. storkreds ligesom for kommunevalgene. Det ville gøre det mere overskueligt og håndterbart. Det skulle være muligt at anføre et partimærke ved sit navn, men det ville ikke give anledning til overførsel af overskydende stemmer mellem opstillede i samme parti.

Jeg tror, min skitserede reform ville føre til megen god fornyelse og være et brud på partiernes knugende magt. Så hermed er debatten i gang.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?