3. december 2020
Der er ikke her hen mod slutningen af 2020 lige muligheder for mænd og kvinder i denne verden.  Heller ikke i Danmark. Og heller ikke midt i et øjebliks berettigede glæde over, at den næste amerikanske vicepræsident er en kvinde. Der er fortsat lang vej endnu, før glasloftet er helt splintret, og alle glasskårene er fejet op, skriver Klaus Bondam.                                    Foto: Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Der er ikke her hen mod slutningen af 2020 lige muligheder for mænd og kvinder i denne verden. Heller ikke i Danmark. Og heller ikke midt i et øjebliks berettigede glæde over, at den næste amerikanske vicepræsident er en kvinde. Der er fortsat lang vej endnu, før glasloftet er helt splintret, og alle glasskårene er fejet op, skriver Klaus Bondam. Foto: Scanpix
Foto: Frank Jørgensen/Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: På ligestillingens side - klar til at kæmpe videre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På ligestillingens side - klar til at kæmpe videre
Debat - 16. november 2020 kl. 09:01

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Den seneste måneds tid har for mig, som fhv. radikal borgmester i København, været alt andet end sjov. Den har faktisk været aldeles grusom og smertefuld. Både en partileder og en overborgmester er fældet og faldet noget så eftertrykkeligt - efterladende et øjeblikkeligt skrækindjagende billede af dobbeltmoral, svigtende dømmekraft og naiv fejhed fra begges side.

Personligt ønsker jeg ingen ondt. Og slet ikke hverken Morten Østergaard eller Frank Jensen. Jeg tror helt grundlæggende på, som der står i Biblen, at tilgivelsen er den største nådegave - og at tiden læger alle sår for den enkelte. Også for Morten og Frank. Men det ændrer ikke på, at vi som danskere - og menneskehed for den sags skyld - nu bør se os selv dybt i øjnene og finde styrken og modet til at sætte gang i en kraft, der kan ændre vores kultur, den måde vi er sammen på - ikke mindst mellem kønnene - og skabe og sikre de nødvendige forandringer.

For mig har disse to sager - og alle de andre - hele tiden været et symptom på noget andet, noget meget større og noget, der er meget mere end en uønsket hånd på et lår, et klamt tungekys på øret og en klodset flirt mellem ulige parter. Disse to sager - og alle de andre - har været et meget konkret og synligt symptom på noget så enkelt som en mangel på ligestilling mellem kvinder og mænd.

Jeg er en mand på 56 år. Min mor var født i 1926 og blev sent engageret i kvindesagen i midten af 1970'erne. Jeg har fire storesøstre. Jeg er dybt taknemmelig for begge dele. Det har opdraget mig til på rygraden at forstå, at kvinder og mænd skal have samme muligheder. De har lært mig, at køn aldrig må stå i vejen for ens frihed, liv og lykke. Takket være dem ved jeg, at vi som mennesker grundlæggende er forpligtet til gensidig respekt mellem kønnene. Og så har de lært mig, at man som mand skal huske at slå toiletbrættet ned, når man har tisset!

I min bog bør man på det personlige plan være sig bevidst om, at køn - indtil nu - altid har spillet en rolle i forhold til løn, status, muligheder og magt. At tro noget som helst andet er at lyve over for sig selv. Og andre! Der er ikke her hen mod slutningen af 2020 lige muligheder for mænd og kvinder i denne verden. Heller ikke i Danmark. Og heller ikke midt i et øjebliks berettigede glæde over, at den næste amerikanske vicepræsident er en kvinde. Der er fortsat lang vej endnu, før glasloftet er helt splintret, og alle glasskårene er fejet op.

Noget sexistisk sludder
Man kan i den grad undres over, at vi har skullet helt frem til i år, før der er blevet indført en samtykke-lovgivning i Danmark. Og selvom det ligger lige for at gøre sig morsom på denne lovs bekostning, så er det vel ikke så underligt lige at spørge først! Alt det pis med »din mund siger nej, men dine øjne siger ja« (fra en amerikansk vise fra 1924) er noget sexistisk sludder fra en tid, hvor mænd var mænd på en måde, som det i hvert tilfælde på ingen måder holder at være mand her små 100 år senere.

Den politiske kommentator og tidligere socialdemokratiske toprådgiver Noa Redington udtrykte det meget præcist i Politiken 11/10: »Jeg håber inderligt, at vores politiske ledere på tværs af blokkene begraver deres berøringsangst over for ligestillingsdebattens strukturelle dimensioner og for begrebet feminisme«.

Også jeg håber inderligt. Jeg håber, at mange beslutningstagere vil udvise rettidigt mod og sætte gang i den politiske handling, som bl.a. den konservative tyske indenrigsminister Horst Seehofer, der har skrevet under på, at der i 2025 skal være 50 procent af hvert køn i toppen af den offentlige sektor i Tyskland - dvs. en ligestilling mellem antallet af kvindelige og mandlige departementschefer, styrelsesdirektører, rektorer, kommunaldirektører osv. Det kan undre, at en dansk socialdemokratisk regering vil stå tilbage for en tysk konservativ og sakke yderligere bagud i europæisk ligestilling.

Der er frit valg på alle de andre hylder, hvis noget så relativt enkelt - og vel ret rimeligt - som et 50 procents mål kan synes for ambitiøst. Jeg har selv, hvor jeg har kunnet komme til det, arbejdet for, at der er lige dele kvinder og mænd i bestyrelsen for alle selskaber med offentlige interesser. Man kan også arbejde på at tænke det ind som en del af større offentlige udbud.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor den tidligere SR-regering missede den øremærkede barsel til mænd. Totalt idiotisk! Som arbejdsgiver kan man bidrage aktivt til, at der er en reel ligeløn på den arbejdsplads, man leder - altså lige løn for lige arbejde. Og endelig kan man med sin egen stemme ved valg gøre sit til, at der er lige dele kvinder og mænd i politik på alle planer. Det kan undre, at partierne stadig ikke er lykkedes med at lave opstillingslister med lige dele kvinder og mænd. Nytænkning, tak!

Næste gang vi får muligheden for dette - om alt går som planlagt - er ved kommunalvalget om et år den 16. november 2021. Her får vi alle en mulighed for gøre op med den helt iøjnefaldende ulighed, at kun lige præcis en tredjedel - 33 procent - af kommunalbestyrelsesmedlemmer i Danmark er kvinder.

Jeg og mange andre mænd har altid og vil altid stå på ligestillingen og feminismens side - og vi er klar til at kæmpe videre. Og jeg tror, at vi alle også nu er klar til at erkende og lære af de fejl, vi hver især uden tvivl undervejs også selv har begået. Indlæringskurven er stejl, men nødvendig.

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?