5. december 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Overlad seniorpension til kommunerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Overlad seniorpension til kommunerne
Debat - 21. november 2019 kl. 14:39
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Kirsten Jensen (S), Hillerød, Steffen Jensen (S), Halsnæs, Thomas Lykke Pedersen (S), Fredensborg, John Schmidt Andersen (V), Frederikssund og Anders Gerner Frost (G), Gribskov - borgmestre

Et flertal i Folketinget har aftalt, at forvaltningen af den kommende seniorpension skal ligge i ATP, men i en overgangsperiode - indtil ATP er klar - skal den alligevel administreres af kommunerne.

Aftalen hviler på et grundlag at kritik af kommunerne, som der ikke er belæg for. For eksempel er det blevet sagt, at vi har forvaltet seniorførtidspensionsordningen for forskelligt, og har taget hensyn til den kommunale økonomi i afgørelserne, men 90 procent af de borgere, der har søgt om seniorførtidspension, har fået den bevilget. I de få tilfælde, hvor der er blevet klaget til Ankestyrelsen over kommunernes afgørelser, har styrelsen for det meste sagt, at kommunerne har forvaltet rigtigt efter loven.

God borgerservice
Kommunernes kerneopgave er at yde god borgerservice inden for de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer. Vi vil være tilgængelige, samarbejde med borgerne og give en individuel, helhedsorienteret indsats. Derfor kan det bekymre os, at en så vigtig afgørelse som seniorpension placeres i en privat organisation som ATP. Det er afgørelsen, der placeres her, mens forarbejdet gøres af borgerne, lægerne og de kommunale forvaltninger. Det kan skabe tunge bureaukratiske arbejdsgange mellem læger, kommuner og ATP, som kan forvirre og frustrere borgerne. De mennesker der skal have seniorpension vil ofte være borgere, som vi i kommunerne allerede kender til, og derfor kender vi også deres sager og de samarbejdspartnere, der skal inddrages godt, ikke mindst de praktiserende læger.

Selvom vores medarbejdere og ledere i kommunerne i nogle måneder har skullet lægge ryg til massiv og uberettiget kritik af kommunernes indsats på baggrund af gældende lovgivning, så skal vi alligevel varetage den nye opgave midlertidigt, fordi ATP ikke er klar til at overtage opgaven. Som ledere af medarbejdere ved vi, at den uberettigede kritik har gjort ondt, og at det virker ironisk at de skal overtage - og måske midlertidigt oplære nye kolleger - til at varetage en opgave, som forsvinder, når ATP er klar. Når man gennemfører strukturændringer må man ikke glemme, at det er mennesker, vi taler om.

Kommunerne skal altså nu på meget kort tid og i en meget kort periode ruste sig til at løfte en ny opgave velvidende, at vi skal afgive den, måske inden der er gået et år. Vi mener, at vi i kommunerne vil være de bedste til at håndtere og løse opgaven permanent. Vi er tættere på borgerne og mere tilgængelige. Vi mener, at seniorpension, som er en opgave tæt på det arbejde, vi i øvrigt udfører, ikke skal flyttes til et endnu større system, langt fra borgerne og med mere bureaukrati.