25. september 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: OL i Tokyo: Fra folkefest til fuser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OL i Tokyo: Fra folkefest til fuser
Debat - 23. juli 2021 kl. 08:45

Af Peter Taksøe-Jensen, Danmarks ambassadør

i Japan

Jeg landede i Tokyo igen for nogle uger siden efter at have været hjemme i Danmark. Flere uger med europæisk folkefest og et magisk EM-eventyr endte med et smerteligt nederlag til englænderne. Men slutrunden blev også et samlingspunkt for befolkningen. Danskerne var samlet i gaderne til storskærmsarrangementer, på stadion og i hinandens stuer og haver for at heppe på de danske spillere. EM-oplevelsen står i skarp kontrast til det, jeg møder i Japan. Folkestemningen omkring OL er nær frysepunktet, og der er på ingen måde udsigt til en olympisk folkefest.

Jordskælv og tsunami
I marts, på 10-årsdagen for det voldsomme jordskælv og tsunami i det nordøstlige Japan, besøgte jeg byen Higashi Matsushima, som blev hårdt ramt. Mere end 1000 mennesker mistede livet, og to tredjedele af byen blev ødelagt. Selvom byen ved mit besøg var genopbygget, blandt andet med betydelig bistand fra Danmark, stod det klart, at der fortsat er sår, der mangler at blive helet. Lokale fortalte forfærdelige beretninger om tab af børn, forældre og hjem.

OL i Tokyo i 2020 skulle derfor bruges som en samlende begivenhed for det japanske folk. Det skulle have været et symbol på, at Japan var kommet sig over tragedien i 2011. Derfor finder flere af OL-konkurrencerne sted i Fukushima-præfekturet.

I mellemtiden er verden blevet ramt af pandemien, og de japanske OL-arrangører og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) besluttede at udskyde OL til i år. Samtidig blev budskabet omformuleret. Nu skulle OL også være et symbol på, at verden havde besejret pandemien. Men det er ikke gået som håbet. Japan står midt i en fjerde bølge af smittede og en undtagelsestilstand i Tokyo, mens kun ca. 20 procent af befolkningen er færdigvaccinerede som konsekvens af en langsom udrulning af vaccineprogrammet. Der vil ikke være offentli- ge storskærmsarrangementer, og konkurrencerne vil blive afholdt med tomme tribuner. Et markant anderledes OL, end vi er vant til.

Folkelig OL-modstand
I takt med, at smittetallene stiger i Japan, er den folkelige modstand mod OL tilsvarende øget. Op mod 80 procent af den japanske befolkning ønsker ikke, at OL bliver afholdt i år, men regeringen har holdt fast. OL skydes i gang i dag, og det er der flere årsager til - sportslige og politiske såvel som økonomiske.

For det første håber den japanske premierminister, Yoshihide Suga, på genvalg til efteråret, hvilket et succesfuldt OL uden store smitteudbrud kan bidrage til.

Samtidig ønsker Japans regering ikke at tabe ansigt ved en aflysning. Dette års OL har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne som det dyreste nogensinde, og en aflysning ville gøre det endnu dyrere.

Et OL med japanere på lægterne kunne have udfordret fortællingen om modstand mod OL og potentielt skabt en samlende effekt for den japanske befolkning. Dette havde uden tvivl været at foretrække for premierminister Suga, men med den offentlige modstand in mente besluttede de japanske OL-arrangører at afholde legene uden tilskuere. En beslutning, der måske snarere er taget af politiske hensyn end sundhedsfaglige vurderinger. I Japan har der været færre dødsfald under pandemien end normalt, selvom landet har den ældste befolkning i verden. Håndteringen og stemningen i Japan vidner om en udbredt forsigtighed i befolkningen og deraf også i regeringen.

Trods utilfredshed med regeringen er der ikke meget, der tyder på, at regeringspartiet Liberal Democratic Party taber regeringsmagten. Siden oprettelsen i 1955 har LDP kun siddet uden for regeringskontorerne i fire år og fire måneder, og partiet ligger fortsat i spidsen i målinger trods faldende popularitet.

Meget er på spil
Da jeg ankom til ambassaden i sommeren 2019, var der store forventninger til afholdelsen af OL. Japan har én gang tidligere været vært for OL. Det var i 1964, og det blev en enorm succes. Landet skrev sig ind i alles bevidsthed som et højteknologisk land og katapulterede det op i verdenstoppen som den tredjestørste økonomi. Nu løber OL endnu en gang af stablen i Tokyo, og der er meget på spil. Selvom set­up'et bliver markant anderledes, ændrer det ikke på, at OL er en unik begivenhed med mulighed for at positionere Japan som en kulturel og økonomisk gigant på den globale scene med et enormt potentiale. Men som det ser ud nu, er det tvivlsomt, om Japan formår at udnytte potentialet.

OL er også et nationalt udstillingsvindue, hvor der er potentiale for at brande Danmark. Danmarks ambassade i Tokyo vil derfor bruge anledningen til at fremme danske styrkepositioner inden for blandt andet grøn energi, fødevarer og life science. Ambassaden vil ligeledes være vært for to arkitekturudstillinger, der omhandler dansk arkitektur med japansk indflydelse og bæredygtig arkitektur med inklusion af forskellige dele af samfundet.

Der er gået mange måneders forberedelse forud for OL i Tokyo, som nu endelig kulminerer. De danske atleter er ankommet til Tokyo, og legene skydes i gang i dag. Så skifter fokus forhåbentlig fra håndteringen af pandemien til det sportslige, som det skete ved EM. Måske er der stadig grundlag for håb om, at vi kan opleve en olympisk fest og ikke en fuser.

Stemmer du til kommunalvalget i år?