11. december 2019
Fjordlandet - de naturskønne områder og byer omkring Roskilde Fjord - er Copenhagens countryside og har som sådan en stor fordel i kraft af sin nærhed til landets største by og turistattraktion, skriver Thomas Kær Mahler.
gallery icon

Se billedserie

Fjordlandet - de naturskønne områder og byer omkring Roskilde Fjord - er Copenhagens countryside og har som sådan en stor fordel i kraft af sin nærhed til landets største by og turistattraktion, skriver Thomas Kær Mahler.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyt samarbejde om turisme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyt samarbejde om turisme
Debat - 25. november 2019 kl. 13:32
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Thomas Kær Mahler Projektchef, VisitFjordlandet

Danmark er stadig danskernes foretrukne feriedestination. Det viser tal fra en undersøgelse, som Dansk Kyst- og Naturturisme har foretaget i samarbejde med VisitDenmark. Især børnefamilierne er glade for at holde ferie herhjemme, og interessen er stigende. I 2018 var Danmark feriedestinationen for 65 procent af familierne med børn. I 2017 var andelen på 57 procent.

Men set i globalt perspektiv krydser vi grænser som aldrig før. Rejselysten er i stærk stigning. Det mærkes ikke mindst i hovedstaden, hvor turismen vækster. Turistorganisationen Wonderful Copenhagen forventer en fordobling i antallet af overnatninger i 2030, dvs. i alt 16 mio. overnatninger mod de knap ni mio. årlige overnatninger i dag. Også på landsplan ligger der i stigende grad udenlandske gæster i sengene. Antallet af udenlandske overnatninger var i 2018 det højeste nogensinde registreret. Den rekord ventes at blive slået i 2019 viser de seneste prognoser fra VisitDenmark.

Særligt tyskernes interesse for at holde ferie i Danmark har aldrig har været større. Endnu mere interessant er, set med sjællandske briller, at tyskerne har fået øjnene op for nye sider af Danmark: Hvor de tidligere svor til Vestkysten, har de nu i højere grad rettet kikkerten mod Østdanmark, viser seneste analyser fra VisitDenmark. Det potentiale skal vi udnytte, og derfor sætter VisitFjordlandet i samarbejde med VisitDenmark ind med nye kampagner på det tyske marked i 2020 og årene fremover.

Nærheden til København
Nærheden til København kan ikke overvurderes. Fjordlandet - de naturskønne områder og byer omkring Roskilde Fjord - er Copenhagens countryside og har som sådan en stor fordel i kraft af sin nærhed til landets største by og turistattraktion. Faktisk viser undersøgelser, at 85 procent af turisterne i København ønsker at kombinere deres storbyferie med en oplevelse på landet. Dertil kommer alle de københavnere, der ønsker en pause fra storbyen i landlige omgivelser, eller som søger unikke oplevelser i form af eksempelvis en udstilling på et museum, en unik spiseoplevelse eller en event.

Visitfjordlandet arbejder allerede nu tæt sammen med turistorganisationen Wonderful Copenhagen om projekt Land & By, der har til formål at koble storbyoplevelser i København med det rige udbud af oplevelser rundt omkring på hele Sjælland og Lolland-Falster. Det kunne f.eks. være et kulinarisk tema, som binder gourmet- restauranter i hovedstaden sammen med det brede udvalg af lokale råvarer i Fjordlandet. Vi vil i fremtiden arbejde endnu tættere sammen med de store internationale incoming-bureauer, som kan hjælpe os med at inspirere hovedstadens turister til at besøge vores attraktioner og naturseværdigheder herude ved fjordene.

Foruden råvarerne er det ikke mindst outdoor-oplevelser, naturen, roen og kulturarven, der gør os til en særlig plet på landkortet. De perfekte omgivelser til en afkoblingsdag eller -weekend, hvis vi selv skal sige det. Af den grund vil vi også arbejde målrettet med dette kortferie- og smutturs-potentiale samtidig med, at vi fokuserer på en udvidelse af skuldersæsonen - det vil sige perioder op til højsæsonen. Det giver f.eks. god mening at tænke i målgrupper som den tyske og hollandske, der holder sommerferie forskudt af den danske.

Døren til vikingernes verden står altid åben, årstidernes skiften udvisker ikke fodsporene fra fortiden. Fortællingen om vikingerne er en væsentlig del af Fjordlandets dna, som har stor international appel - og dermed potentiale til at være et helårs-trækplaster.

Vi ser en stor efterspørgsel på de anderledes rejseoplevelser. Den slags, man får gennem f.eks. fælles interesser som madlavning, ved at finde en hemmelig perle af et lille lokalt museum eller komme hjem på privat besøg. Det stiller nye krav til os turistaktører: Vi kan ikke bare læne os tilbage i troen på, at naturen gør arbejdet for os - vi må hele tiden udvikle nye oplevelsesprodukter med afsæt i Fjordlandets kernefortællinger.

Strategisk samarbejde
I et internationalt perspektiv er Sjælland og Fjordlandet i særdeleshed et forholdsvis lille geografisk område. Folk, der ferierer her, bekymrer sig hverken om kommune- eller destinationsgrænser. Skal vi have flere turister til Fjordlandet, skal vi indgå i strategiske samarbejder med destinationer, hvor det giver mening, og hvor vi sammen kan fortælle gode tematiske historier - f.eks. om det kulturhistoriske fællesskab og vores vikingefortid, som karakteriserer store dele af Sjælland.

Lige for tiden lægger vi skinnerne til et nyt turismefremmesystem, og destinationsselskaber skyder op i hele Danmark. Den nye erhvervsfremmelovgivning har også haft betydning for det tværkommunale turismesamarbejde i VisitFjordlandet. I 2020 arbejder vi henimod at etablere et destinationsselskab bestående af kommunerne Roskilde, Lejre og Frederikssund under navnet VisitFjordlandet. Arbejdet igangsættes nu og forventes forelagt de tre kommunalbestyrelser til endelig godkendelse i foråret.