15. juni 2021
Kenneth Jensen    kennethjensen.dk
Foto: Kenneth Jensen kennethjensen.dk
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny motorvej kan godt være grøn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny motorvej kan godt være grøn
Debat - 09. juni 2021 kl. 08:05

Trafik & miljø

Af John Schmidt Andersen (V), borgmester, Frederikssund Kommune

Fra tid til anden kan man se indlæg i medierne fra borgere eller grupper, som taler imod færdiggørelsen af Frederikssundmotorvejen. De primære argumenter imod motorvejen er, at det vil belaste miljøet og visse naturområder - herunder Værebro Ådal, hvor motorvejen skal krydse et fredet naturområde.

For mig er der dog intet misforhold mellem motorveje og miljøhensyn.

Det er vigtigt at huske på, at den nuværende situation med kø-kørsel fra Frederikssund mod København - og stigende trafik i sigte - ikke er en miljøvenlig situation. Prøv at regne på, hvor meget brændstof, der unødigt forbruges på kørsel med konstante opbremsninger og efterfølgende accelerationer samt på at holde i kø. Spildtid på vejene er uøkonomisk og bestemt ikke miljøvenlig.

Samtidig kan der sagtens tænkes grønt i anlæggelsen af nye motorveje. Man kan f.eks. reservere et spor til elbiler og elbusser eller reservere et spor til biler med flere passagerer. Man kan indtænke etablering af ladestationer til elkøretøjer langs vejene eller holdepladser, der giver mulighed for samkørsel. Ved anlæggelsen af motorvejen kan man altså foretage en række grønne tiltag til gavn for miljøet, for bilisterne og for trængslen.

Hvad angår anlæggelsen af motorvejen blandt andet gennem Værebro Ådal er det vigtigt at huske på, at selv om værdien af et naturområde forringes, så vil der blive etableret nye naturområder andre steder til gengæld.

Vejdirektoratets VVM-undersøgelse for 3. etape af Frederikssundmotorvejen blev opdateret og offentliggjort i januar. Heri fremgår det, at der ved anlæg af den sidste etape af motorvejen i alt bliver inddraget ca. 3,1 ha eng, 3,2 ha mose, 2,2 ha overdrev og 10 vandhuller (3 helt og syv delvist) permanent.

Erstatningsnatur
Til gengæld vil der som kompensation for dette blive udlagt 18,3 ha erstatningsnatur fordelt på eng, mose og overdrev samt dertil 9 vandhuller svarende til i alt ca. 18,8 ha. Med andre ord vil noget natur forsvinde ved anlæggelsen af motorvejen, men det vil komme dobbelt tilbage andre steder.

Endelig er vi også nødt til at forholde os til det, der skaber velstanden og velfærden i vores samfund - nemlig virksomhederne og deres arbejdspladser. God mobilitet er en afgørende nødvendighed for at vores virksomheder kan fungere, producere og skabe arbejdspladser. Alt det, som er afgørende for at vi fortsat kan leve i et godt velfærdssamfund.

Derfor ser jeg frem til, at forhandlingerne på Christiansborg munder ud i en snarlig færdiggørelse af Frederikssundmotorvejen.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?