15. april 2021
Udstilling om magien i og betydningen af Roskilde Festival gennem 50 år afventer myndighedernes genåbningsplan. Stemningsbillede fra nedlukket RAGNAROCK - museet for pop, rock og ungdomskultur, som er en del af museumsorganisationen ROMU. 

Foto: Stine Blegvad
gallery icon

Se billedserie

Udstilling om magien i og betydningen af Roskilde Festival gennem 50 år afventer myndighedernes genåbningsplan. Stemningsbillede fra nedlukket RAGNAROCK - museet for pop, rock og ungdomskultur, som er en del af museumsorganisationen ROMU. Foto: Stine Blegvad
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nu er det tid til at genskabe magien i samfundet sammen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nu er det tid til at genskabe magien i samfundet sammen
Debat - 23. marts 2021 kl. 06:31

Af Morten Thomsen Højsgaard Direktør ved museumsorganisationen ROMU

»Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå«.

Sådan lyder slutningen på børnesangen om bageren i Nørregade, der gennem årene har gjort så mange små, der synger, lækkersultne. Men sangen har så også en kontant udgang, der minder om pointen fra de sidste linjer i en anden populær sang: »Julen varer længe, koster mange penge«.

Bagerens små og store kager, køkkenets traktement, det pyntede juletræ med magisk glans fra toppen, det hele kommer med en pris.

Det samme gælder Covid-19. Uanset, hvor meningsfuldt det er at forsvare folkesundheden, at bringe Danmark sikkert gennem krisen, at stå sammen på afstand, ja, så ender historien som så ofte før også med et tal.

19 milliarder som erstatning til det permanent lukkede erhverv med mink for eksempel. Et stort milliardbeløb for den danske test-strategi. En uoplyst pris for vacciner, hvor det endog forlyder, at de lande, der ville betale eller satse mere, også fik mere.

Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du åbenbart gå.

For kulturlivet har krisen med Covid-19 også været en økonomisk øjenåbner. Kulturen har ellers været vant til billedligt talt at levere glansen, der stråler fra træet, opskrifterne på de magiske traditioner, der binder os sammen, oplevelserne, der gjorde både små og store sultne på livet.

Efter mere end et år med restriktioner, nedlukninger og varierende grader af krisebevidsthed, står kulturlivet tilbage, ikke bare med erfaringer, men også med en fornemmelse af svigtende proportionssans.

Grundig refleksion og analyse
Covid-19 har varet længe og kostet mange penge. Hvor mange forstår vi muligvis først, når krisen for alvor har lagt sig, og der bliver tid til mere grundig refleksion og analyse.

For én ting er den umiddelbare pris på mink-erstatningerne, på testcentre, på vacciner og på sengepladser med respiratorer. Noget andet er de afledte konsekvenser og den langvarige betydning af den kulturforandring, Covid-19 også skaber.

Personligt har jeg i året, siden pandemien kom til Danmark, været i dialog med flere, der er blevet mere ramt af psykiske sygdomme end af Covid-19. Jeg har også skullet håndtere langt flere udfordringer i mit netværk knyttet til angst, usikkerhed og tab end til konkret smitte.

I museumsorganisationen ROMU beskæftiger vi omkring 50 årsværk, fordelt på knap 80 forskellige mennesker. I det seneste år har jeg kendskab til, at én ansat har haft Covid-19, i øvrigt med et uproblematisk forløb og med skyldig hensyntagen til isolation.

Men alle øvrige kolleger har ikke desto mindre været ramt af konsekvenserne af Covid-19 i samfundet med alskens typer af effekter. Ud over et helt forandret arbejdsliv har pandemien også konkret for flere betydet mindre udbetalt i lønposen, færre vagter, aflyste arrangementer på stribe, fald i omsætning, mindre efteruddannelse, nul rejser, udskydelser, der også rammer adskillige underleverandører.

Virkeligheden for museet lige nu er, at vi har været tvangslukket for anden gang siden første halvdel af december, men endnu ikke her over tre måneder senere har set skyggen af konkrete regler eller ansøgningsskemaer for den kompensation, der skal dække de stadig mere mærkbare tab.

Og jeg tror langt fra, at vi er de eneste, som har det sådan. Viljen til i Danmark at lytte til myndighederne, at gøre, som der kræves, at ofre sig personligt og institutionelt for den større sag, nemlig landets samlede håndtering af krisen, har været og er umådeligt stor.

Nogle få råber op og siger fra, de fleste lider og bidrager i stilhed og håber forsigtigt på bedre tider.

»Vinteren bliver hård. Men for hver uge der går, vil stadig flere danskere være vaccinerede«, lød det om fremtiden fra statsminister Mette Frederiksen (S) i nytårstalen.

»Påskedag er i år 4. april. Her vil årstiden igen hjælpe os. Vi vil være nået langt med vaccinationerne. Jeg tror, jeg håber, at påsken bliver vores vendepunkt. Ikke en afslutning, men et vendepunkt«, fortsatte hun.

Grund til at holde fast
Nu nærmer påsken sig, og der er al mulig grund til at holde landets leder fast. Covid-19 har allerede varet længe og haft ufatteligt mange direkte og afledte omkostninger.

Danmark har brug for et vendepunkt. De 10 procent, som var i størst fare, har fået mindst én vaccine. Vi har allerede ventet alt for længe på den langsigtede genåbningsplan. Vi har brug for at finde tilbage til det, vi har kæmpet for at bevare. Vi skal genskabe magien i samfundet sammen. For det skal helst ikke ende med, at bagklogskaben fortæller os, at konsekvenserne af kuren på den lange bane blev værre end risikoen fra sygdommen selv.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?