29. september 2021
Afghanere på vej gennem en trådkorridor til Pakistan ved grænseovergangen Chaman. Tusinder er efter Talibans magtovertagelse søgt mod Afghanistans grænser til Pakistan, Iran, Usbekistan og Tadsjikistan for at slippe ud af landet. Men Danmark bør takke nej til flygtninge fra Afghanistan, skriver Mustafa Sayegh.
Afghanere på vej gennem en trådkorridor til Pakistan ved grænseovergangen Chaman. Tusinder er efter Talibans magtovertagelse søgt mod Afghanistans grænser til Pakistan, Iran, Usbekistan og Tadsjikistan for at slippe ud af landet. Men Danmark bør takke nej til flygtninge fra Afghanistan, skriver Mustafa Sayegh.
Foto: -/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nej tak til flere flygtninge fra Afghanistan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nej tak til flere flygtninge fra Afghanistan
Debat - 02. september 2021 kl. 10:15
Af Mustafa Sayegh, Bestyrelsesformand, Foreningen Frafalden

I 1986 kom jeg som spæd, sammen med mine forældre til Danmark fra borgerkrigen i Libanon. Vi blev, ligesom tusindvis af andre flygtninge og indvandrere, taget godt imod. Vi modtog hjælp, husly, fri skole/uddannelse og økonomiske ydelser, og vi fik frihedsrettigheder, som vi aldrig ville kunne få i mine forældres hjemland - eller i et hvilket som helst andet muslimsk land for den sags skyld. Danmark tog imod os med åbne arme.

Men jeg må konstatere, at det har haft sin pris for Danmark at tage imod så mange mennesker fra muslimske lande. Ikke blot en økonomisk pris, men en værdiændring, som i den grad har påvirket sammenhængskraften i Danmark. Eksempelvis går flere danskere på kompromis med ytringsfriheden, og bilder sig selv ind, at det handler om »respekt« og »rummelighed«, når de giver afkald på en så grundlæggende værdi som ytringsfrihed.

Værdier bliver påvirket i takt med, at antallet af muslimer stiger. Se blot disse eksempler:

  • Kommunale tilbud om svømning bliver kønsopdelt af religiøse hensyn.

  • Der er halal- certificerede varer overalt, og man skal i specialbutikker, hvis man vil have varer, som ikke er halal.

  • I de kedelige statistikker er folk med min baggrund overrepræsenteret, jeg har endda selv været en del af de statistikker.

  • Danske drenge og piger bliver udsat for fornedrelsesoverfald.

  • Danske ghetto- drenge tilpasser sig muslimerne og taler som om, de lige er kommet til landet i en gummibåd.

  • Fine boliger rives ned i boligområder, fordi politikerne har snorksovet i 40 år og med en panikløsning tror, at de med et snuptag kan bryde veletablerede parallelsamfund.

  • Der bliver flere og flere moskeer, hvorfra der gang på gang prædikes had mod jøder, frafaldne og homoseksuelle, og hvor voldsramte kvinder frarådes at gå til danske myndigheder.

Ovenstående er blot få eksempler. Listen er lang. Meget lang.

Det, som i disse dage gør mig utroligt harm, er, når jeg oplever det massive hylekor af folk med samme baggrund som min, der advokerer for, at vi skal tage afghanske flygtninge hertil, ligesom vi gjorde det med syriske flygtninge i 2015 - og helst så mange som muligt.

Problemet er ikke alene, at de ønsker afghanere hertil, men også at de udskammer den del af den danske befolkning, der ønsker at sætte bremsen i. Mange har jo indset, at indvandring fra muslimske lande har en forfærdelig påvirkning på samfundet. Ikke kun i Danmark, men i stort set alle europæiske lande. Hvor der er mange muslimer, ser man de samme problemer og adfærdsmønstre.

Muslimer, der ønsker flere muslimer til landet, udviser utaknemmelighed og viser, hvor deres loyalitet ligger. Og den ligger ikke hos Danmark. Loyaliteten går til islam. Den dag, det fredelige flertal af muslimer kan råbe lige så meget op om islams negative konsekvenser i Danmark, som de kan råbe op omkring en fuld mand på havnen, der opfører sig dumt, er den dag vi kan begynde at opbygge reel tillid mellem hinanden i samfundet.

Et samfund kan ikke fungere uden tillid. Så det er altså afgørende, at herboende muslimer i den offentlige debat begynder at vise en smule taknemmelighed og loyalitet over for Danmark. Og hvis islam ikke tillader den enkelte muslim dette, så har jeg ét at sige: Drop islam.

Stemmer du til kommunalvalget i år?