15. september 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Når medierne bliver udemokratiske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når medierne bliver udemokratiske
Debat - 04. september 2019 kl. 12:44
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Jesper Kamp Kruse Kandidat i analytisk journalistik, ikke medlem af noget parti

Lars Løkke er en klynker. Han holder på ynkelig vis og af intet andet end magtfuldkommenhed fast i taburetten, og han truer og intimiderer de, der er imod ham, har man som læser, lytter og seer igen og igen og igen måttet forstå den seneste måneds tid.

Lige siden Venstres skæbnesvangre sommergruppemøde på Kragerup Gods har mediedækningen spillet på alle tangenter i dækningen af »magtkampen« og »nedsmeltningen« i Venstre. Nogle medier har forholdt sig forholdsvist neutrale, men har dog dag efter dag informeret om »krisen«, mens andre mere direkte har fortalt om Løkkes »usympatiske« og »diktatoriske« ledelsesstil så mange steder som muligt.

Det har været tilfældet i en sådan grad, at det har manifesteret sig som en art sandhed, som Venstre-folk fra hele landet har været tvunget til at tage stilling til. Naturligvis. De må jo nødvendigvis varetage partiets interesser og forsøge at få »krisen« af vejen.

Kriseeskalering
Det har så bare givet medier og iagttagere endnu mere at skrive og fortælle om, og på den måde har medierne dikteret og skabt en kriseeskalering snarere end at rapportere om den på mange måder naturlige positioneringskamp, som Venstre-ledelsen selv indledte. Politiske partier rummer nemlig altid større og mindre magtkampe. Det er spillets natur, da politikerne jo netop er valgt med det formål at gøre deres stemme gældende i så høj grad som mulig. Men bolden ruller, og en fjer bliver til et fjerkræslagteri.

Den forgangne weekend markerede et historisk og dramatisk lavpunkt for journalistikken i Danmark, da Venstres ledelse som følge af udviklingen måtte se næsten 50 års folketingserfaring forsvinde ulykkeligt grædende ud af fordøren og ukarakteristisk forsagt ud ad bagdøren.

Bid dem i haserne
For hvad er det nu, mediernes traditionelle rolle er i demokratiet? Meningen er, at de som samfundsstøtte og vagthund skal bide magthaverne i haserne, når de ikke handler i henhold til deres demokratiske ansvar. Gør de så det, når de skubber på interne magtkampe i de politiske partier? Ja, hvis det kan siges at være i demokratiets tjeneste. Er det det i dette tilfælde? I meget ringe grad.

Men er det da ikke væsentligt, at medierne fortæller om de forskellige positioneringsmæssige udspil i Venstres topledelse?

Jo, selvsagt.
Problemet er bare, at hele perlerækken af medier og kommentatorer er gået meget længere end det og i høj grad har tonet debatten i én politiserende retning.

Når Lars Løkke af Henrik Qvortrup blandt mange andre via forskellige vidtrækkende platforme dag efter dag beskrives som »desperat«, »klynkende« og »intimiderende«, sætter det sit præg på debatten. Når TV 2 allerede tidligt i processen på daglig basis med gule breakingbjælker taler om »opgøret«, »mistilliden« og den »grimme udvikling«, farver det også. Ligesom det danske public service-organ nummer et, DR, med utallige daglige beskrivelser af den seneste udvikling i sagen har været med til at tegne et kraftigt billede af Venstre som en synkende kuldamper på Julsø. Ligesom snart sagt alle andre betydende medier i øvrigt har været.

Politisk substans
Det hele er med til at fremprovokere og skabe en udvikling, som ville have været markant anderledes, hvis medierne i mindre grad fokuserede på det store seer-, klik- og lytterpotentiale, der ligger i en sådan person- og konfliktbåret historie, og i større grad fokuserede på politisk substans, relevans og indhold eller i det mindste fremstillede sagen mere balanceret. For selvom der hele vejen gennem processen var stor opbakning til Lars Løkke fra en lang række Venstre-politikere, og der først til allersidst for alvor etablerede sig en modvilje mod ham, var krisediskursen i medierne hele tiden den altdominerende. Krydret med alskens negative tillægsord og personbeskrivelser.

Ingen krise, hvis...
Hvis det ikke havde været tilfældet, var Lars Løkke og Kristian Jensen ikke blevet presset ud af partiledelsen. Det ville Venstres bagland ikke have haft behov for, for så havde krisen slet ikke eksisteret i så udtalt grad.

I den forstand lever vi lige nu i en tid, hvor demokratiet i den grad lider under digitaliseringens pres på de journalistiske forretningsmodeller. Medierne bærer i en uendelig strøm brænde til det altfortærende, personbårne konfliktbål i en utaknemmelig jagt på det overskriftslæsende publikum.

Med den fremfærd er de uendeligt langt fra de journalistiske dyder og demokratiske idealer om at kvalificere samfundsdebatten med velafbalancerede indlæg. I stedet bliver den konfliktbaserede og politiserende fremstilling decideret demokratiunderminerende.