22. september 2020
Tysk kampvogn af typen Panzer I kører gennem Aabenraa om morgen den 9. april 1940. Igennem 80 år har vi i Danmark diskuteret, hvorfor det gik, som det gjorde den skæbnesvangre dag. Der er leveret mange forklaringer, men vi bliver ikke klogere, hvis vi fortsætter med at bekræfte gamle myter. I bogen »Der er intet foruroligende for Danmark« går historikeren Steen Andersen til de samtidige kilder for at få svar.
gallery icon

Se billedserie

Tysk kampvogn af typen Panzer I kører gennem Aabenraa om morgen den 9. april 1940. Igennem 80 år har vi i Danmark diskuteret, hvorfor det gik, som det gjorde den skæbnesvangre dag. Der er leveret mange forklaringer, men vi bliver ikke klogere, hvis vi fortsætter med at bekræfte gamle myter. I bogen »Der er intet foruroligende for Danmark« går historikeren Steen Andersen til de samtidige kilder for at få svar.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mytemageri for fuld kraft

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mytemageri for fuld kraft
Debat - 14. september 2020 kl. 09:10
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Steen Andersen
Seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet

Begivenhederne omkring Danmarks besættelse den 9. april 1940 må betegnes som den mest traumatiserende begivenhed i det 20. århundredes danmarkshistorie. Tyskernes besættelse var ikke mange timer gammel, før der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvordan det kunne gå , som det gik. Siden har kommissioner, undersøgelser og historikere gransket begivenhederne, men man kan stadig møde myten om, at advarslerne op gennem 1930'erne konsekvent blev overset, og at Danmark stod øverst på Hitlers spiseseddel.

Orlogskaptajn Steen Vedels kronik den 22. august repræsenterer denne mytologi omkring den 9. april. Afsættet er en kritik af min nylige bog »Der er intet foruroligende for Danmark« - Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940 (Syddansk Universitetsforlag). Steen Vedel mener, at jeg mangler at inddrage væsentlige kilder. Det vender jeg tilbage til, da spørgsmålet i den grad er en diskussion værd.

Død hest af stalden
Budskabet i Vedels kronik er, at jeg ikke har blik for, at de ansvarlige svigtede, og her vælger han at trække en død hest ud af stalden i form af den såkaldte »Rostock-myte«. Myten, som findes i flere varianter, går i korthed ud på, at der skulle have foreligget en eller anden form for hemmelig aftale om en kampløs besættelse af Danmark. Aftalen skulle være indgået mellem udenrigsminister P. Munch og den tyske SS-chef Heinrich Himmler. Mødet skulle ifølge myten have fundet sted den 17. marts 1940, altså godt tre uger før den faktiske besættelse. Vedel skriver i sin kronik, at det springende punkt var, om mødet fandt sted, og han skriver: »Men jeg tror på daværende kaptajnløjnant Thorkel Bjerres beretning om, at han så Munck [sic] flyve med en mindre flymaskine fra Kastrup Lufthavns sydlige ende den 17. april (her menes nok marts) tidligt om morgenen. Jeg har kendt Bjerre og hørt historien fra ham selv«. På baggrund af denne tvivlsomme andenhåndsberetning påstår Vedel dermed, at aftalen blev indgået i Rostock. Hermed får han den endelige bekræftelse på regeringens inkompetence og landsforræderi.

Lad os dvæle lidt ved oprindelsen til denne myte. Denne konspirationsteori om en hemmelig politisk aftale mellem Danmark og Tyskland opstod i interneringslejrene for landsforrædere efter maj 1945. Hovedmanden til myten er Ove Leif Guldberg, som sad i en britisk interneringslejr syd for Bremen. Efter sin hjemkomst hævede han, at han her havde hørt fra to tyskere, dr. Grothman og dr. Brandt, at de begge havde været med Himmler i Rostock. Det tidligere folketingsmand Axel Hartel fra Bondepartiet, som selv blev dømt for landsforræderi ved retsopgøret, var den første, som tog sagen op uden for interneringslejrene, da han rettede henvendelse til Justitsministeriet. Historien smuldrede dog, da Brandt var blevet dømt og henrettet ved Nürnbergdomstolen, og Grothman afviste nogensinde at have mødt Guldberg.

Dette holdt imidlertid ikke gymnasielæreren Jon Galster tilbage, som op gennem 1950'erne gav myten mere liv ved blandt andet at påstå, at tidligere folketingsmand, hjemmetyskeren pastor Johannes Schmidt, også skulle have set Munch i Rostock. Siden viste det sig, at Schmidt havde taget fejl. Han havde været i Rostock, men det var i 1938. Myten faldt dog efterhånden mere fra hinanden, men så fik den tilført nyt liv med påstanden om, at udenrigsminister Munch havde mødtes med Himmler for at få frigivet sin søn, som skulle have været arresteret for homoseksualitet i Tyskland. Sønnens skæbne skulle have være brugt af tyskerne til at presse Munch til en aftale.

Rostock-myten
Denne anden del af »Rostock-myten« gav Galster næring helt frem til sin død i 1992 med påstande om, at oplysningerne stammede fra en dansk SS-officer og godsejer, som citerer den nazistiske jurist Carl Popp-Madsen, som skal have sin viden fra justitsminister K. K. Steincke. Denne myte fik støtte fra kommunistisk side, da Carl Madsen op gennem 1970'erne påstod, at Munch under pseudonymet overlærer Petersen skulle have mødtes med Himmler. Carl Madsen havde sågar bedt DDR's Stasichef Erich Mielke forsøge at fremskaffe oplysninger, der kunne bekræfte myten.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Steen Vedel viderekolporterer en myte fostret af landssvigere og kommunister, når han skriver, at: »Min formodning er, at Munch [sic] havde fået lov til at hente sin homoseksuelle søn, som var blevet arresteret af Gestapo på en bøssebar i Hamborg«. Der er absolut intet kildemæssigt belæg for denne udlægning. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg blev forbløffet over at kunne læse en så rendyrket gengivelse af myten i 2020. Som historiker kunne jeg selvfølgelig bare vælge at trække på skuldrene af en relancering af myten, men Vedels kronik er et stykke desinformation, der er direkte undergravende for historieforståelsen.

Originalkilder
Hele pointen i min bog er at komme uden om efterrationaliseringer og i stedet alene gå til de samtidige originalkilder, som er renset for »krigsskyldsdebat«. De samtidige kilder, og det omfatter også P. Munchs samtidige dagbog, tegner et langt mere diffust billede af informationsniveauet blandt beslutningstagerne. Kjølsen var slet ikke så velorienteret, som han senere påstod. Min bog fortæller en mere inter- essant historie om Kjølsens vanskelige virke i Berlin i 1939-40. De samtidige kilder fortæller en historie om, at de politiske og militære ledere havde forberedt sig på, at Danmark ville blive revet med af en krig omkring Norge - og at man fra dansk side havde forberedt sig på, og i det stille sind, accepteret en delvis tysk besættelse af Danmark allerede i 1938. Originalkilderne fortæller os ikke bare en mere korrekt historie, men også en mere interessant fortælling end det mytemageri, Steen Vedel disker op med. Vores studier af historien kan bidrage til at gøre os klogere, hvis vi går til de faktiske kilder.

Har debatten om sexisme taget overhånd?