14. november 2019
Muren er faldet. Men det er den beton ikke, der befinder sig omkring PET?s historiske materiale.  Der er formentlig ingen grund til at spørge, selv om historikerne gang på gang minder os om det relevante i at gøre det: »Hvem vil have hvem til at glemme  hvad - og hvorfor?«, spørger Hans Jørgen Bonnichsen. På billedet jubler berlinere på Berlinmuren 9. november 1989, efter at den østtyske regering har åbnet grænsen mellem Øst- og Vesttyskland. I baggrunden ses Brandenburger Tor.                                 Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix
gallery icon

Se billedserie

Muren er faldet. Men det er den beton ikke, der befinder sig omkring PET?s historiske materiale. Der er formentlig ingen grund til at spørge, selv om historikerne gang på gang minder os om det relevante i at gøre det: »Hvem vil have hvem til at glemme hvad - og hvorfor?«, spørger Hans Jørgen Bonnichsen. På billedet jubler berlinere på Berlinmuren 9. november 1989, efter at den østtyske regering har åbnet grænsen mellem Øst- og Vesttyskland. I baggrunden ses Brandenburger Tor. Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix
Foto: CLAUS BJØRN LARSEN/Scanpix Danmark
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Muren faldt - betonen bestod

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Muren faldt - betonen bestod
Debat - 04. november 2019 kl. 14:10
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Hans Jørgen Bonnichsen Forfatter, foredragsholder og tidligere chefkriminal- inspektør i PET

På væggen hang en mukkert, en knibtang og en instruktion i rækkefølgen for smadring af maskinerne til kryptografering og til overklipning af de sikrede kommunikationslinjer. Makulerings- og evakueringsplaner var ligeledes let tilgængelige, alt til brug for den dag, da russerne stod uden for døren. Det var noget af det første, jeg så i PET's kommunikationscenter, da jeg tiltrådte tjenesten i 1997 - otte år efter Murens fald.

Den kolde krig var ovre, men genstandene var et memento om en periode, hvor menneskeheden var tæt på ragnarok på grund af atombombetruslen. Den kolde krig blev efterretningstjenesternes kamp. De fik stadigt større og større betydning, da de blev tildelt den måske vigtigste opgave af alle - at sørge for, at spændingerne ikke udløste en altødelæggende atomkrig, som alle frygtede. Og her havde PET også ydet sin indsats. Det var måske grunden til, at jeg hos en del kolleger kunne spore skuffelse over, at der ikke var sket et opgør med de danskere, der havde forrådt deres eget land og arbejdet for Stasi (DDR's ministerium for statssikkerhed, red.).

Om en uge er det 30 år siden Murens fald. Østtyskland brød sammen, og Stasi fik brug for deres redskaber til at slette sporene efter deres handlinger. Og paradoksalt nok, da deres egen befolkning stod uden for døren. Makulatorerne var rødglødende, og langt de fleste brød sammen, så man til sidst måtte bruge hænderne til at rive belastende dokumenter i små stykker. Det lykkedes dog at sikre 15.700 sække fyldt med stumper af papir. Det blev til verdens største puslespil, det ville tage år at samle.

Personalet i PET så dengang muligheden for at kortlægge Stasis aktiviteter i Danmark. Det blev drøftet med Justitsministeriet. Men den socialdemokratiske justitsminister gav ordre til, at PET ikke skulle bruge ressourcer på at rode i de østtyske arkiver for at kortlægge periodens spionage, medmindre man kunne bruge arkiverne i forbindelse med opklaringen af helt konkrete sager. En systematisk efterforskning ville være et kæmpearbejde, og hvad »ville glæden være ved det«, var ordene.

Forsøgte - uden held
PET forsøgte så gennem flere år at få adgang til Sta- si-arkiver med forespørgsler om konkrete personer, men uden held. Journalister var hurtigere og bedre til at skaffe informationer end PET, bl.a. om en del dæknavne, der kunne forbindes med danske statsborgere.

To journalister, Mette Herborg og Per Michaelsen fra Ekstra Bladet, havde med stor dygtighed og slidsomt arbejde skrevet om danske Stasi-kontakter i bladet og i bøgerne »Stasi og Danmark« og »Ugræs«. Det var svært at forstå, så en ny socialdemokratisk justitsminister, Frank Jensen (S), tog initiativet til at få en forklaring. Han inviterede den østtyske pastor og tidligere systemkritiker, formanden for Stasi-arkiverne, Joachim Gauck, til Danmark.

Spændt sad jeg ved mødet i Justitsministeriet i 1999, hvor Gauck fortalte, at efterretningstjenester blev sat bag i køen, da åbningen af arkiverne først og fremmest var beregnet til, at offentligheden fik kendskab til, hvorledes et totalitært system absurd havde overvåget sin egen befolkning. Der var 4.263.000 anmodninger om arkivindsigt fra borgere og pressen, og den aktuelle ventetid på at få svar på »hvem stak hvem« var tre-fire år. Et svar, der for nogen var en tragedie, når de sort på hvidt kunne læse, at deres familie var Stasi-meddelere.

Informationerne befandt sig i Centralkartoteket med 7,6 millioner navne, heraf to millioner udenlandske statsborgere. Havde man heldet med sig, var næste skridt de 158 hyldekilometer med akter, hvor spionernes aktiviteter var beskrevet. Der blev ikke lagt skjul på, at materialet i arkiverne var meget uoverskueligt og meget mangelfuldt. Store mængder, især fra Stasis afdeling for udlandspionage, ledet af den legendariske »Manden uden ansigt« - Markus Wolff - var destrueret.

Frank Jenen tøvede ikke
Frank Jensen tøvede ikke længere - præcis 10 år efter Murens fald fik vi tilladelse til at gå i gang med en efterforskning af Stasis aktiviteter i Danmark.

Den 9. november 1999 gik vi fra hotellet i Berlin og hen til Stasi-arkiverne i det berygtede hovedkvarter i Normannenstrasse. I en park over for hotellet så vi en skulptur af kommunismens fædre, Karl Marx og Friedrich Engels, som en munter graffiti-maler havde givet det gode råd: »Gør det bedre næste gang«!

Dette besøg indledte en hektisk efterforskning, der strakte sig over flere år, men det store opgør udeblev. Justitsminister Frank Jensen oplyste offentligheden om, at vi arbejdede med ca. 50 mistænkte spioner. Det var lavt sat, og når ærligheden skal frem, løb den intensive efterforskning ud i sandet. Tiden, der var gået, arbejdede imod os.

En sag satte dog gang i en storm af avisoverskrifter. Det var den såkaldte Lenz-sag - kodenavnet for en dansk embedsmand, der var ansat ved EU-kommissionen i Bruxelles, der blev anholdt og varetægtsfængslet. Han havde i 70'erne og 80'erne leveret 101 registrerede informationer til Stasi. De 64 kom fra Udenrigsministeriet, og de 25 havde en så alvorlig karakter, at de havde skadevirkninger for Danmark,

Vi var i kapløb med tiden, og Lenz blev frifundet, netop på grund af forældelsesfristen, selv om den daværende rigsadvokat, Henning Foged, mente, at manden var skyldig.

Det store opgør med spionerne under den kolde krig endte i et antiklimaks. Jeg har det ret dårligt med, at den eneste, der blev dømt, var en tolder fra Nykøbing Falster med dæknavnet Stein. Han blev forelsket i en østtysk pige, og det udnyttede Stasi koldt og kynisk til at presse ham til at give oplysninger om politi og toldkontrollen i Gedser og Rødbyhavn. Han blev »fanget« lige på grænsen af forældelsesfristens frihed og fik fire måneders ubetinget fængsel.

Betonen faldt ikke
Det har jeg det faktisk ret dårligt med. Men endnu dårligere med, at det store og enestående materiale fra PET's efterforskning, der bekræftede Stasis dygtige arbejde, deres midler og metoder og mange aktiviteter i Danmark, nu ligger støvet i et eller andet arkiv. Et enestående materiale for forskning. En lille del af materialet er afklassificeret og således tilgængeligt for forskere.

Muren er faldet. Men det er den beton ikke, der befinder sig omkring PET's historiske materiale. Der er formentlig ingen grund til at spørge, selv om historikerne gang på gang minder os om det relevante i at gøre det: »Hvem vil have hvem til at glemme hvad - og hvorfor?«.

Så mon ikke tiden er inde til, at også denne mur brydes ned?