8. august 2020
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Merkels sidste vagt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Merkels sidste vagt
Debat - 10. juli 2020 kl. 06:51
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Friis Arne Petersen,
Danmarks ambassadør

i Tyskland

Hun er her endnu, Angela Merkel. I Tyskland i lang tid blot »Mutti«. Med 15 år ved magten i Europas største land har hun haft en politisk karriere, som meget få demokratisk valgte ledere kan matche. Hun har oplevet tre amerikanske, fire franske præsidenter samt hele fem britiske premierministre. Og fire danske statsministre. Det kan man kalde politisk stabilitet i Europas største demokrati.

Europæisk hovedrolle
Krisehåndtering har i udpræget grad kendetegnet Angela Merkels regeringstid. Finanskrisen og den efterfølgende europæiske gældskrise, flygtningekrisen og nu coronakrisen har alle haft Merkel i en europæisk hovedrolle. Det har tyskerne været glade for. Kompetent håndtering af coronakrisen har bidraget til, at hele 70 pct. af tyskerne nu er tilfredse med Merkels arbejde. Det er usædvanligt for en statsleder, der egentligt er på vej ud af politik.

Sådan så kansleren også ud sidste sommer - på vej ud af politik. Merkel var næsten usynlig og regerede mere »bagfra« end nogensinde. Det konservative CDU/CSU lå side om side med De Grønne i meningsmålingerne med 26 pct. opbakning, langt under deres resultat ved forbundsdagsvalget i 2017. Regeringssamarbejdet med de tyske socialdemokrater knagede. I luften hang spekulationer om et nyvalg i utide, der ville have afsluttet kanslerens karriere.

Krisemanager
Meget kan imidlertid ske på et år i politik. At Merkel befinder sig i sit politiske livs efterår, har været umuligt at se under coronakrisen. Krisemanageren Merkel blev sat på en kæmpeopgave. Hun har imidlertid taget styringen og er trådt i karakter. Hendes regering har optrådt forenet, dynamisk og handlekraftigt. CDU/CSU har dermed rystet de ellers fremadstormende konkurrenter fra De Grønne af sig og står nu til imponerende ca. 38 pct. i aktuelle meningsmålinger. Resultatet er, at Tyskland ligesom Danmark indtil videre har klaret sig godt gennem en meget alvorlig krise.

Oven på en langsom start, der er svær at undgå i et føderalt system med 16 delstater, lykkedes det Merkel at samle de tyske ministerpræsidenter om en fælles tilgang til nedlukningen af samfundet. Kansleren har ingen formel magt over delstaterne på mange af de områder, der var relevante for nedlukningen. Skolevæsenet, hospitalerne, de regionale offentlige forvaltninger, politiet og meget andet er områder, som delstaterne i stor udstrækning selv bestemmer over. Alligevel sørgede Merkel behændigt for, at delstaterne trods enkelte forskelle trak i samme retning, da det virkeligt gjaldt.

Økonomisk har Merkels regering præsenteret den største hjælpepakke i forbundsrepublikkens historie. Rettidige reformer og en stærk økonomi har gjort Tyskland i stand til at frigøre mange hundrede milliarder euro til at holde hånden under virksomheder og arbejdstagere. Langt mere end noget andet europæisk land har haft mulighed for i både absolutte og relative tal.

Genopretningspakke
I Europa er Merkel gået sammen med den franske præsident Emmanuel Macron om et forslag til en historisk genopretningspakke, der skal styrke det politiske sammenhold i EU og beskytte det, som er blevet unionens hjerte - det indre marked.

Coronakrisen har leveret en bitter forsmag på, hvordan Europa ville se ud uden fælles regler for samhandlen mellem vores lande. Usikkerhed, eksportforbud, grænsekøer og afbrudte forsyningskæder tyngede Europas virksomheder i krisens mange første uger. I Tyskland og i andre lande er der desuden opstået en bekymring for, om krisen vil øge den økonomiske kløft mellem de nord- og sydeuropæiske lande og mindske sidstnævntes opbakning til et fælles marked, som de kan få sværere ved at konkurrere på, hvis ikke deres økonomier hurtigt kommer på fode igen. Det er med den analyse og bekymring i baghovedet, at Merkel har vist stor vilje til europæiske løsninger, som kommer de sydeuropæiske lande i møde, men samtidig kræver en væsentlig modernisering.

For en lille åben økonomi som Danmarks, hvor vores velstand og velfærd er helt afhængig af det europæiske marked, er sikring af et velfungerende indre marked og europæisk sammenhold afgørende. Vores største samhandelspartner er Tyskland, og de ser ud til at klare det godt. Fra dansk side har vi med rette et andet syn på finansieringen af den europæiske genopretning end mange andre europæiske lande, men heldigvis er vi langt hen ad vejen enige om behovet for et mere samlet og moderne Europa, hvor særligt den grønne dagsorden og den digitale omstilling bringes i fokus. Begge er danske styrkepositioner, og vi kan dermed både se frem til øget indflydelse på den politiske prioritering i Europa og øgede eksportmuligheder for vores virksomheder.

Det tyske EU-formandskab vil kunne blive den store afsluttende succes på Merkels lange politiske karriere. Hun har gjort det meget klart, at hun ikke søger genvalg til forbundsdagsvalget næste år, men hun vil utvivlsomt gøre sit yderste for, at Europa kan slutte på toppen. Lad os støtte hende i arbejdet med et mere sammenhængende og økonomisk stærkere Europa.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?