20. februar 2020
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mere samarbejde på tværs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mere samarbejde på tværs
Debat - 12. februar 2020 kl. 22:02
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Anne Møller Ronex (R), Christian Wedell-Neegaard (K), Jacob Jensen (V) og Kirsten Devantier (V), medlemmer af regionsrådet

Nogle af de mest ressourcesvage mennesker i vort samfund er patienter med svære psykiatriske lidelser. Det psykiatriske system kan i almindelighed være ganske svært at finde rundt i og for psykiatriske patienter i særdeleshed. Kommunerne tager sig af visse dele af behandlingen. Andre gange er det regionen, noget afhænger af diagnosen. Andet af ens alder. Hvem er egentlig ens kontaktperson i et kompliceret system? Har man en patientvejleder som på de somatiske sygehuse? Hvorfor skal jeg fortælle min historie forfra igen, når behandlingen overgår fra kommune til region?

Spørgsmålene kan være mange og tit svære at forstå. Ikke mindst når man kæmper med en lidelse, som for det blotte øje kan være svær at se, men som for den enkelte patient kan være helt styrende for ens liv.

For nogle år siden etablerede Region Sjælland i samarbejde med Næstved Kommune projektet »Integreret psykiatri«. Det handlede helt lavpraktisk om at sætte kommunens sagsbehandlere fysisk sammen med sagsbehandlerne i regionen. Det handler om, at man ser patienten i et samlet behandlingsforløb og kigger hen over grænsen mellem regionens og kommunens ansvarsområde. Det handler om at sætte mennesket før systemet.

Politisk ønske fra V-K-R
Erfaringerne fra projektet har været gode. Derfor var det også et politisk ønske fra os i V-K-R-gruppen ved forhandlingerne om Region Sjællands budget for 2020, at »Integreret psykiatri« kunne rulles ud til andre kommuner, der var villige til at indgå i samarbejdet. Modellen fra Næstved kan måske ikke kopieres 1:1, da der kan være lokale forskelle i måden, det mest hensigtsmæssigt skal organiseres på. Men indhentede erfaringer med f.eks. håndtering af personfølsomme data, det faglige samarbejde med patienten i centrum samt helt lavpraktisk at holde patienten i hånden gennem systemet, kan med fordel bredes ud, så vedkommende forhåbentlig kommer ud »på den anden« side med et mere helt sind.

På Region Sjællands hjemmeside er der et interview med Nicolas på 47 år. Han fortæller om fordelene ved netværksmøder med flere parter, som for hans vedkommende er en sagsbehandler fra Center for Arbejdsmarkedet, Næstved Kommune, en støtte/kontaktperson fra Distriktspsykiatrien og en kontaktperson fra den virksomhed, hvor han er ansat. Netværksmøderne holdes hver tredje måned, hvor man drøfter status, og hvad der videre skal ske. Nicolas har deltaget i tre-fire netværksmøder, hvor der er blevet taget hånd om ham. Netværksmøderne er samarbejde på en positiv måde og giver mulighed for koordinering af arbejdet mellem region og kommune med patienten i centrum.

Vi ønsker derfor, at udrulningen af »Integreret psykiatri« til flere kommuner bliver prioriteret højt og hurtigt af Region Sjælland. Vi har i forvejen på det psykiatriske område mere end almindelig svært ved at skaffe det nødvendige personale. Sidste år var der således 30 mio. kr., som var blevet prioriteret til området, men som ikke kunne finde anvendelse primært pga. manglende rekruttering. Derfor skal vi finde bedre veje til at bruge vores faglige og økonomiske ressourcer mere hensigtsmæssigt.

Og det vil en mere sammenhængende behandling på tværs af kommuner og region kunne bidrage med.