14. november 2019
Formand for overlæge Foreningen Lisbeth Lintz
Formand for overlæge Foreningen Lisbeth Lintz
Foto: Joachim Rode
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mangel på speciallæger truer kvaliteten på sygehusene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mangel på speciallæger truer kvaliteten på sygehusene
Debat - 10. oktober 2019 kl. 13:05
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Lisbeth Lintz, formand Overlægeforeningen

Manglen på praktiserende læger er rykket højt op på den politiske dagsorden, og det er godt, for sundhedsvæsenet kan ikke fungere ordentligt uden. Men desværre ser det ikke ud til, at regeringen, Folketinget og regionerne i samme omfang har fokus på sygehusenes alvorlige mangel på speciallæger .

Det er kritisk, for manglen på speciallæger på sygehusene har alvorlige konsekvenser for kvaliteten af den behandling, patienterne tilbydes. Det gælder ikke mindst sygehusene i Region Sjælland, som er blandt de hårdest ramte.

Tidligere undersøgelser har vist, at der på landsplan mangler mindst 500 speciallæger på sygehusene, og problemet bekræftes i en undersøgelse, som Overlægeforeningen gennemførte kort før sommer blandt 1823 overlæger.

Og manglen på læger på sygehusene har alvorlige konsekvenser. Vores undersøgelse viser, at mangel på læger og andet personale fører til aflysning af planlagte operationer og behandlinger, udbredt overbelægning, brud på retningslinjer for god behandling og basale kvalitetskrav på landets sygehuse og hospitaler.

F.eks. oplyser tre ud af fem overlæger i undersøgelsen, at de indimellem er nødt til at aflyse patienters behandling, operation eller konsultation, fordi der ikke er læger eller andet personale nok til at gennemføre det. Hos mere end halvdelen af overlægerne sker det ugentlig eller dagligt.

Det er ikke i orden i forhold til patienterne. For den enkelte patient er det frustrerende at gå og vente på behandling, der så bliver aflyst pga. personalemangel. Men omvendt er det ikke muligt at gennemføre alt, når der ikke er hænder nok.

Samme andel af overlæger fortæller også, at de inden for den seneste måned har oplevet overbelægning på deres afdeling, ligeledes på grund af mangel på læger og andre medarbejdere. Med overbelægningen følger risikoen for en forringet kvalitet i behandlingen, oplyser et stort flertal af overlægerne i undersøgelsen.

Udskrives før tiden
Nogle steder er overbelægningen så massiv, at patienter udskrives, før de er klar til det. Vi udskriver naturligvis ikke patienter, hvor det er uansvarligt, men mange afdelinger kæmper så hårdt med personalemangel og mangel på kapacitet, at man er nødt til at tænke kreativt for at få det til at hænge sammen. Det betyder desværre, at patienter, som vi skønner ville have godt af at blive på sygehuset en dag eller to længere, bliver udskrevet for at få plads til patienter, som er endnu mere syge.

Overlægernes melding i undersøgelsen afspejler, at sygehusene på grund af manglen på speciallæger får stadigt sværere ved at leve op til de forventninger om hurtig behandling af høj kvalitet, som befolkningen og politikerne har.

Manglen på speciallæger har i øvrigt også store konsekvenser for vores arbejdsvilkår. Tre ud af fem overlæger oplyser i undersøgelsen, at de har haft symptomer på stress inden for det seneste år, og halvdelen af alle arbejder under konstant pres. Arbejdsforhold som disse gør det svært at få den fornødne tid til patienterne og skabe en god og tryg ramme for behandlingen.

På landsplan mangler sygehusene især lungemedicinere, psykiatere, neurologer, røntgenlæger og geriatere, der er specialister i ældre og gamle menneskers sygdomme. Men problemet er særligt stort i Region Sjælland, hvor der er mangel på læger inden for næsten alle behandlingsområder. Sammenligner man med hovedstaden, så har Region Sjælland kun to speciallæger per 1000 indbyggere, mens Region Hovedstaden har tre.

Den store mangel gør det sværere for sygehusene og de ansatte i Region Sjælland at tilbyde patienterne behandling af en kvalitet, som de burde få. Og manglen er en af årsagerne til, at vi de seneste år har set flere eksempler på afdelinger, der ikke har kunnet overholde selv de allermest basale krav til kvaliteten af behandlingen, og hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har måttet gribe ind og nedlægge forbud mod behandlinger på enkelte afdelinger i regionen.

Det burde med andre ord stå fuldstændig klart for både regionspolitikere og folketingspolitikere, at der skal gøres noget ved manglen på speciallæger på sygehusene. De forhold, vi har afdækket i undersøgelsen, er et alvorligt sygdomstegn for hele sundhedsvæsenet.

Indtil nu har politikerne næsten udelukkende fokuseret på manglen på sygeplejersker og praktiserende læger. Men vi får ikke genoprettet det samlede sundhedsvæsen, hvis der ikke gøres noget ved speciallægemanglen, og da slet ikke i den nødstedte Region Sjælland.

Håber på politisk vilje
Jeg håber derfor, at der også vil vise sig politisk vilje til at gøre noget ved manglen på speciallæger. Der er brug for at udvide uddannelseskapaciteten inden for flere af de lægelige specialer, f.eks. lungemedicin, psykiatri, neurologi, som der er hårdt brug for på sygehusene, og som også er vigtige samarbejdspartnere for både kommunerne og de praktiserende læger.

Her og nu kan regionerne desuden gøre noget for at sikre, at patienterne har tid nok hos speciallægerne. Vores medlemmer fortæller , at de pålægges stadig flere opgaver, som bedre løses af andre faggrupper, f.eks. lægesekretærer, og som stjæler af den i forvejen knappe tid, vi har til patienterne.

Vi har senest set det med indførelsen af Sundhedsplatformen, som desværre har medført, at vi har kortere tid til vores patienter. Den tid, som patienten har sammen med lægen, er vigtig for at sikre et godt behandlingsforløb.

Denne alvorlige bivirkning kan regionspolitikerne mindske eller helt løse ved at lade andre faggrupper varetage de opgaver, som de er bedst til. På den måde kan politikerne mindske konsekvenserne af lægemanglen og give os mere tid til vores kerneopgaver.

Situationen er så alvorlig, at der er brug for både regionale og landspolitiske initiativer.