17. oktober 2019
Jorden set fra månen.
Jorden set fra månen.
Foto: Nasa/Wikimedia Commons
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Månelanding fik os helt ned på jorden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Månelanding fik os helt ned på jorden
Debat - 22. juli 2019 kl. 07:58
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

50 år

Af Morten Thomsen
Højsgaard,

direktør for museums­organisationen ROMU

At mennesket for 50 år siden landede på månen, var en bedrift af de helt store. Og i ugerne frem til jubilæumsdagen er der med rette blevet brugt mange kræfter på at forklare, hvordan det ambitiøse projekt overhovedet kunne lade sig gøre.

Vi har genoplevet stormagternes rivalisering under den kolde krig. Vi har fået gentaget præsident J.F. Kennedys drøm om, at det amerikanske flag skulle være plantet på månen inden udgangen af 1960'erne. Vi har hørt om massive investeringer, militære strategier, videnskabelige fremskridt og menneskeligt mod.

Men her fem årtier efter, Neil Armstrong som den første satte sine ben på månen, er noget af det vigtigste, som står tilbage, måske et billede. Ikke et billede af månen, men af Jorden - set fra månen.

For rejsen med Apollo 11 gjorde det ikke kun muligt at nå ud til den fjerne og gådefulde måne. Hele rumkapløbet gav os også et nyt syn på vores egen planet.

Billedet af Jorden - set fra månen - bidrog til en ny mental opfattelse af det at leve på den lille, blå planet, der var og er så sårbar, så overskue­lig, så tilfældigt svævende, når man ser den på omkring 385.000 kilometers afstand.

Det er den samme mekanisme, som kendes fra andre af livets forhold: Unge studenter fra Frederikssund rejser til Asien i deres sabbatår for at se noget spændende derude - men når de kommer hjem, er den største forandring sket i deres eget indre i form af modenhed og selvstændighed.

Månelandingen var et lille skridt for et menneske, men det var samtidig et stort spring for menneskeheden.

Ja, måske var det først, da vi så billedet af Jorden set fra månen, at fænomenet menneskeheden kom helt ned på jorden. At vi forstod, at jordkloden ikke er universitets centrum. At det blev tydeligt, at alting ikke kun handler om os. At ressourcerne på den blå planet ikke er uendelige og uudtømmelige.

Samtidig gav billedet af den lille planet i det store univers en fælles reference, et kollektivt billede, som alle mennesker på tværs af jordkloden herefter kunne tale med om.

I løbet af de sidste 50 år har vi også fået robotter, computere, algoritmer og regnekraft i en skala, som på mange stræk kan udkonkurrere den menneskelige hjerne. Men det, som ingen af maskinerne endnu kan, er at træde uden for sig selv, at se det hele lidt fra oven og på en helt ny måde.

Månelandingen repræsenterer for så vidt også noget dybt menneskeligt: Vi kan drømme om mål, som ingen har tænkt på før. Vi kan sætte os selv i andres sted. Vi har bevidsthed. Og vi fortæller historier, som binder os sammen, om alt det, vi oplever.

Det er det stof, kulturarv er gjort af. Sagt sådan helt jordnært.