28. september 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Må man trives mens man er hjemsendt?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Må man trives mens man er hjemsendt?
Debat - 18. maj 2020 kl. 13:56

I karantæne

Af Amélia Mette Jørgensen, 17 år, elev på Askov Højskole/Efterskole, Herluflillevej 44, Herlufmagle

Som de fleste nok er klar over, er størstedelen af Danmark i øjeblikket i karantæne. For fanden, det er det eneste, man hører om.

I radioen, fjernsynet, aviserne og ugebladene bliver man dagligt bombarderet med en stor, dejlig dosis corona-snak, og sådan har det været i et stykke tid nu.

Selv i fjernundervisningen på min egen efterskole er det nærmest det eneste, vi hører om; krisen bliver fint proppet ind både i undervisningen og i sociale sammenhænge, så det hænger ud af halsen på mig. For indholdet er det samme: Brok.

Jeg kan tydeligt huske, da vi blev informeret om hjemsendelsen på efterskolen. Det var lidt af et dilemma, hvordan eleverne skulle komme hjem med så kort varsel - nogle af os bor jo i den anden ende af landet - men det lykkedes til sidst, og ramaskriget spredte sig hurtigt derefter.

Alle var enten vrede eller kede af, at de nu skulle sætte et efterskoleår på pause og i stedet indespærres derhjemme. Jeg kunne selvfølgelig godt forstå dem og var også selv trist over det, for efterskoleåret havde - og har stadig - uden sammenligning været det bedste skoleår, jeg overhovedet kan huske. Men det var langtfra min mest dominerende tanke.

Trods mange teenageres indgroede had til at være indespærret derhjemme har jeg faktisk aldrig haft noget imod det. Som den klassiske introverte nyder jeg mit eget selskab, og »lade-op-tid« på daglig basis er for mig en nødvendighed for at kunne fungere til hverdag.

Mange mennesker i mit liv har svært ved at forstå det og har til min ærgrelse ofte mistolket det, som at jeg simpelthen ikke gider dem. Selv har jeg også haft svært ved at forstå det; det er først i løbet af de seneste par år, at jeg til fulde er begyndt at indse, at introvert-fænomenet ikke er så sjældent, som samfundet ellers præsenterer det som.

Derfor er det også kun halvhjertet, at jeg deltager i brokkeriet. Jeg sørger selvfølgelig for at nikke og give de andre ret, når de snakker om, hvor ensomt og kedeligt det er at være hjemme; men inderst inde føler jeg mig overhovedet ikke ensom, og jeg keder mig stort set aldrig.

Måske udspringer min frygt for at sige sandheden af dårlig samvittighed. Kan jeg virkelig tillade mig at trives fremragende i sådan en dårlig situation? Der må da være et eller andet galt med mig, siden jeg slet ikke kan relatere til de andre elever.

Jeg hører også dagligt om de mange, som har det svært med fjernundervisningen, som endnu mere end normalt består af skriftlige afleveringer - men selv dér har jeg ingen problemer, da jeg aldrig har kunnet lide at snakke åbent i et klasselokale og generelt ikke fungerer specielt godt mundtligt.

Det er næsten som om, at jeg trives for godt i forhold til alle andre. Men det er jo ikke fordi, at jeg ikke kan lide at være på efterskolen, eller ikke gider de andre elever. Tværtimod har jeg dér oplevet nogle af de stærkeste venskaber, jeg nogensinde har haft. Jeg kan bare også lide at være derhjemme - alene. Jeg har selvfølgelig stor forståelse for alle de mennesker, som lige nu oplever både økonomiske kriser, knusende sorg og tung ensomhed til hverdag - men man kan også hurtigt komme til at drukne i dårlige nyheder og svømme rundt i brokkerier.

Selvom der er så meget opmærksomhed omkring de negative konsekvenser af krisen, er der altså også nogle af os, som har det aldeles udmærket. Vi lever i en verden, som elsker ekstroverte, så det er ikke underligt, at der hovedsageligt kun bliver kastet lys på deres oplevelse af coronatiden. Men hvad med os introverte?

Har debatten om sexisme taget overhånd?